Ukendte Evigheder svandt.
Langsomt droges Tanken og Villien mod hinanden.
Langsomt bredte Lyset sig, det blev klarere og renere.
Det blev Dæmring.

Ukendte Evigheder svandt.
Tanken og Villien droges end nærmere mod hinanden.
Lyset bredte sig mere og mere, det straalede klart og skønt.
Det blev Morgen.

Atter svandt ukendte Evigheder.
Tanken og Villien nærmede sig hinanden end mere.
Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt.
Det blev Dag.

Atter svandt ukendte Evigheder.
Tanken og Villien forenedes.
Da fremsteg af Lyset ved Tankevilliens Kraft en flammende Skikkelse, et aandeligt Væsen — Gud.
Men i samme Stund lod Gud tolv straalende Skikkelser, aandelige Væsener, fremtræde af Lyset. Og disse bleve Guds Hjælpere, Guds Tjenere.
Da begyndte Tiden.

Men intet Menneske kan, og intet Menneske vil kunne udmaale de Evigheder, der ere svundne fra Tidens Begyndelse til eders Dage.