Kristendom

Kristendom Usandfærdige beretninger i Det Nye Testamente

Jesu jordiske legeme blev IKKE undfanget på overnaturlig vis ved helligånden - han havde både en moder og en fader. Jesus blev født i Nazareth - i forældrenes hjem - og ikke i Bethlehem, som sagnet opgiver. Hans fødselsår er sat ca. 5 år for sent og tidspunktet var IKKE december.

Ved Jesu dåb sendtes ingen due fra himlen, lige så lidt som Gud talte til det forsamlede folk. Det var Johannes, der udråbte ordene: "Dette er Gudesønnen ...". Dåben har udelukkende en symbolsk betydning, nemlig: menneskenes renselse fra syndens forurening. Dåben har INGEN betydning som sakramental handling. Gud giver ikke på nogen måde døbte, fordele eller rettigheder fremfor de ikke døbte, hvad enten det angår syndsforladelse, evighedslivet eller lignende.

Da mørket idelig gennemstrømmer alle mennesker, kan INTET menneske være syndefrit. Hvor ren og ophøjet en ånd Jesus end var i den for mennesker oversanselige verden, måtte han, bundet til et menneskeligt legeme lide under de synder, urenheder og lave begæringer, som klæber ved menneskeslægten.

Ved "Fristelsen i ørkenen" var Jesus ikke i stand til - trods sin dybe kærlighed og medlidenhed - at bortstøde det mørke som "den onde" samlede omkring ham. Da Jesus ikke kunne se den uånd, der indgav ham hovmodets syndige tanker - thi mørket dækkede den onde - mente han at de hovmodige tanker var hans egne. Derfor bad Jesus en bøn om hjælp - ikke for den onde - men for sig selv.

For at lindre de syges lidelser lagde Jesus ofte sine hænder på deres legemer, og bragte således lægedom og styrke til mange mennesker. Men dette er INGEN undergerning - dette have mange gjort fra de ældste tider, og dette ville mange kunne gøre så længe jorden er - MEN Jesus formåede IKKE at kalde døde til live.

Af fuldstændig usandfærdige beretninger vedr. undergerninger kan nævnes: vandets forvandling til vin, de værkbrudnes helbredelse, de blindfødte der blev seende, Lazarus' opvækkelse fra de døde, de spedalskes helbredelse, helbredelsen af den visne hånd, helbredelsen af den stumme, helbredelsen af den syge mand ved Bethesda dam.

Under "de manges bespisning" mangedoblede Jesus IKKE ved bøn hverken brødene eller fiskene.

Jesus vandrede IKKE på søen, han vandrede langs den stærkt skrånende bred ved Genezareth sø og eftersom det var en tåget aften, så det for apostlene (som fiskede på søen) et øjeblik ud, som svævede han hen imod dem. De opdagede dog snart fejltagelsen og roede ind mod bredden.

Jesus besværgede IKKE elementerne vha. "overnaturlige kræfter". En aften opstod en pludselig hvirvelvind på Genezareth sø og apostlene som længe forgæves havde kæmpet mod stormen opgave at sørge for sejl og ror. Jesus, der var meget dygtig i al manøvrering, gav sine ordrer, tog selv roret og førte båden ind, medens han samtidig dadlede dem for deres mangel på tillid til Gud.

Når Jesus, med sit indre syn, så uånder klamre sig til mennesker, talede han strengt til dem, bød dem fare bort og lade menneskene være i fred. Men det, Jesus gjorde, var ingen undergerning - dette have mange gjort før ham, og mange har gjort det efter hans tid.

Indtoget i Jerusalem, der i evangelierne indleder påskemåltidet er legende, dannet over en tildragelse fra en tidligere påskefest.