 |
 |
|
Både i lyset og mørket findes "kim" eller livsmuligheder. Disse kim indebærer i sig: 1) forskellige former for liv
Der findes altså både lyskim og mørkekim som kan frembringe "synligt" liv. Lyskimene findes i jordens lysomhylning - mørkekimene i mørket. |
|
|
 |
Der er ikke fra oversanselig side
givet beskrivelser af det biofysiske grundlag for
disse livskim, men moderne cellebiologi har konstateret eksistensen
af vores arvemateriale - kromosomerne (se
de røde formationer
ovenfor). Hvert kromosom består af talrige gener
som hver især medvirker under proteinsyntesen.
Antallet af kromosomer er forskellig fra art til art - og dermed også gensammensætningen. Herved skabes mulighed for fremkomst af de forskellige organsystemer og i sidste ende forskellige arter. I forbindelse med dannelsen af kønsceller beregnet for formering, er der mulighed for at kromosomerne parvist lejrede indbyrdes udveklser kromosom-strenge (rekombination, se foto til venstre) - herved er fundamentet for udvikling af arterne (evolution) grundlagt. Både "livsprincippet" og "kimurbilledet" er skjult for al meneskelig iagttagelse. |
| Jordkloden er omgivet af en æterisk lysomhyldning bestående af fine lyspartikler (denne findes kun om Jorden). Lyskimene er præget med et urbillede givet af Gud og "hviler" latent/passivt indtil de fremkaldes til "liv" under lysomhyldningens vitale udstrålinger. I denne lysomhyldning har Gud nedlagt forskellige mekanisk virkende love. Hvis lyskimene var blevet fremkaldt under lysets direkte bestråling, vilde de fremkaldte livsformer ikke have været underkastet død og forrådnelse. |
 |
Cellen i dens
forskellige former (se foto øverst til venstre) fremstod
ved sammensmeltning af passive lyskim med
aktive mørkekim. Disse mange forskellige
celler er således ophav til alt organisk liv på jorden. Mørkets
befrugtning af de hvilende kim bevirkede,
at forbillederne blev forgrovede og forgrimmede.
Under påvirkning af lysomhylningen dannedes i årmillioners løb, gennem den sammenhængende celledeling og celleopbygning (efter en forudgående forening af hanlige og hunlige celler, se foto til venstre), de mere og mere sammensatte livsformer, de forskellige og komplicerede cellevæv, der danner muskler, nerver, fordøjelsesorganer, forplantningsorganer osv. |
| Under lysomhylningens
vitale udstrålinger aktiveres -
omend langsomt - de passive lyskim (i planter
og dyrelegemer) til større og større virksomhed, hvorved
lysomhyldningen får stærkere og stærkere indflydelse
på det jordiske dyre- og planteliv, således at de - langsomt
- nærmer sig urbilledet i lyskimene.
De først fremkomne former havde altså ingen lighed med de
forbilleder, der var i lyskimene. Men under lysomhylningens
påvirkning dannedes i årmillionernes løb de mere
og mere sammensatte livsformer, de forskellige komplicerede
cellevæv, der danner knogler, muskler, nerver osv.
Al tilpasningsevne skyldes lysomhylningens kontrollerende indflydelse f.eks. biernes og myrernes liv, trækfuglene, de ejendommelige rede- og tuebygninger (skrædderfuglene, Tagallahøns, myretuerne, termitboer), bæverens levevis, sommerfuglens forskellige livsstadier. Hvad heling af sår angår er mørkets ringe regenerationsevne forstærket gennem cellens lyspartikler, hvorfor et sår kan heles - men udtagne organer kan ikke erstattes, fordi der i lysomhylningen ikke findes love, der betinger nydannelse af organer. Hvad menneskelegemet angår har de passive lyskim ingen mulighed for at påvirke de aktive mørkekim - lyskimene er inaktiverede. Under mørkets indflydelse fik kønscellernes livskim påtrykt en form, der svarede til den mennesketype, som de pågældende kim skulde repræsentere. I den menneskelige verden sker der - under lysets lovordnende og skønhedsprægede indflydelse - en langsom bortfjernelse fra de urbilleder som mørkets ånder gav ved menneskehedens skabelse. Mennesket er et dyrelignende væsen skabt med dyrenes opbygning som forbillede. Mørkets ånder har eksperimenteret med dyrkning af de forskellige vævsceller som de havde indsamlet og skabelsen af menneskeslægten har taget ca. 2.000.000 år. Menneskets åndelige liv begyndte først da Gud gav det tanke og vilje. Først fra den stund begyndte mennesket at fjerne sig fra mørkets urbilleder. Foruden det livgivende, opbyggende livsprincip (cellen) findes modprincippet - døden, som indebærer kim der betinger forskellige former for nedbrydning, forrådnelse, sygdom og død. Mørket har kun en ringe kohæsions-, adhæsions- og regenerationsevne, hvorfor de af mørket fremkaldte livsformer kun har en kort levetid. Men da mørket er fikseret af lysomhylningen, fik den lyspartikel, der er cellens inderste usynlige kerne, en forstærkende, en livsforlængende, en harmoniserende, en ordnende indflydelse på mørkets livsformer samt gav cellen en større regenerationsevne. |
