Muhammed

Ægypten

To mægtige kulturriger - Atlantis og Khuum - gik til grunde ved mægtige naturkatastrofer for henholdsvis 14.000 og 12.000 år siden. Nogle overlevende fra begge riger flygtede mod nildalen og grundlagde det vi kender som Ægypten.

Nogle af de øboere, som overlevede katastrofen hvor øen Atlantis gik til grunde i forbindelse med voldsomme vulkanske udbrud, flygtede over de mellemliggende øer til nordafrika og drog som nomader langsomt – gennem flere slægtled – øst på til Nildalen, hvor de slog sig ned. I ældgamle ægyptiske skrifter findes sagnagtige beretninger om en lysets gud, der for en tid påtog sig menneskeskikkelse. Disse beretninger må henføres til Kristus’ tredje inkarnation som fyrste og ypperstepræst på den forsvundne Ø. Mindet om ham levede hos dem, der ved flugt slap bort fra ødelæggelsen, og blev bevaret gennem mange generationer. Han blev betragtet som et guddommeligt sendebud.

Disse øboere medbragte forskellige kulturelle elementer fra Atlantis bl.a. flerguderi, dyreofringer, sol- og ildtilbedelse, astronomi, hektografering, billedskrift, enkelte skrifttegn, agerdyrkning, jagt, fiskeri, forarbejdning af ler til kar, skåle og vaser, guld- og kobbersmykker, gudebilleder af træ, sten og metal, veludviklet bygningskunst, religiøse hymner reciterede under paukeslag fra bækkenlignende kobberplader samt dødekultus.

Den første fremtræden af mørkets ånder som mennesker indtraf ca. 50 år før Atlantis' undergang.

Ved det afrikanske rige Khuum’s (= dal, lavland) undergang i forbindelse med et vulkansk udbrud, flygtede en stor del af landets beboere, som overlevede katastrofen, nord på langs Nilen, hvor de i den frugtbare Nildal, fandt et ungt kulturrige, skabt af det folk, hvis forfædre havde overlevet øriget Atlantis’ undergang.

Flygtningene blandede sig med Nildalens beboere, men skønt folkene fra Khuum var i minoritet, lykkedes det nogenlunde for dem at opretholde den medbragte kultur og at påtrykke Nildalsfolket noget af deres gudekultus, som efterhånden smeltede sammen med den dér bestående kultus: erindringer og overleveringer fra befolkningen på den forsvundne Atlanterhavsø.

Efter Khuumfolkets indvandring i Ægypten er der et par gange senere, med nogle århundreders mellemrum, sket indvandringer syd fra af folkestammer beslægtede med den først indvandrede.

Khuum’s religiøse kultus var meget enkel og skøn. Den øverste gud, Rha – solguden og skaberguden (ægypternes Re) – var tillige fredens og kærlighedens guddom.

Rha blev betegnet ved to symboler:
1) flere trekanter (stjerner) indtegnet i hinanden, hvilket var udtryk for Rhas mange og altseende øjne, eller 2) en ring (solskiven), den symboliserede Rha, skaberen.

Undertiden omgaves symbolerne med flammetunger eller stråler.

Under Rha stod en række guder og gudinder, blandt hvilke ildguden, Shunut, indtog en fremragende plads som landets værner eller skytsgud.

Shunut (ægypternes Sut) var Luknafolkets særlige beskytter. Han, der havde sin bolig i Hoteps bjerg (Fredsbjerget) værnede landet for den mægtige sandørken, der lå bag Hotepbjergenes rækker.

Enkelte steder, hvor bjergkæden ikke værnede tilstrækkelig, brød sandhavets bølger ind over landet og truede med at tilintetgøre dette.

De glødende lavamasser i Hoteps bjerg hævedes og sænkedes dag og nat.

Horrub (ægypternes senere Horus), den personificerede sol. Horrub bærer solskiven på sit hoved, bærer jordskiven i sin hånd; begge tænkes sejlende i en båd, solen på himlen, jorden på havet.

Horrub var livskilden og den, der vogtede jordens mange liv. Horrub låner høgens hurtige og mægtige vinge for lynsnart at komme fra sted til sted.

Noh (ægypternes Nut), var Luknafolkets himmelgudinde - månens og nattens herskerinde.

Noh bærer altid månen på sit hoved i evig kamp med slangen - mørkets dæmon. Slangen forsøger at tilintetgøre månen. Slangen kan ikke sluge det stykke, den har frataget Nohs måne. Noh tvinger den til lidt efter lidt at tilbagegive det røvede.

Noh var formælet med Hoteps Ildånd, Shunut. Noh benytter viften, hun holder i hånden, til at bortvifte Shunuts ilduer.

Folkene var Khuum var meget krigeriske; mange omboende stammer stod under dette riges hersker, hvis overherredømme strakte sig til omegnen af Nilens kildesøer. Rigets sidste hersker kaldtes Kharru (= den mørke fyrste). Han var grusom, ond og blodtørstig. Kharru boede i en skøn bolig, dannet af sorte stenmasser, prydet med 8 blodrøde buebærende søjler. Begge stentyper med gyldne årer. Gyldne, brede blade kronede søjlernes hoved og buernes hvælvinge var grønne. Den største by lå i Hoteps grønne dal og kaldtes Lukna-Tee-Rha (= den til Rha helligede by).

Da det frygtelige vulkanske udbrud havde slettet Khuum af jorden, flygtede en del af Luknafolket mod nord til Nildalen. De flygtende fra Khuum – som stod på et lavere kulturtrin end øboerne på Atlantis - traf i Nildalen et folk, der i kultur var dem langt underlegent. Luknafolket blandede sig med Nildalsfolket, og skønt Kharrus folk var i minoritet, lykkedes det dem dog nogenlunde at opretholde den medbragte kultur og at påtvinge Nilfolket deres gudekultus. De flygtende fra Khuum medbragte kulturelle elementer som f.eks. jagt, flodfiskeri, agerbrug, bjergværksdrift som muliggjorde bygning af de mægtige stenpaladser, astronomi, anbringelse af de døde i klippegrave. Marmor fandtes ikke, men folket brød i bjergene mange forskelligartede stenmasser, deriblandt en meget skøn, hvidgul, halvklar sten med svage, rødlige årer. Boligerne i Lukna var prydet med mange slags forsiringer, dannet af forskelligfarvet lava. Luknas fyrster byggede mægtige boliger af de mange stenmasser: sorte mure, hvide søjler, grønne hvælvinger. Røde mure, sorte søjler, hvide buer.

Shunut, der engang var Luknas bedste beskytter og værner, sank ned til at blive alle onde dæmoners fyrste. Flygtningene forbandede ham og lænkede ham til straf til Hoteps bjerg, der i deres erindring kom til at stå som sindbilledet for alle rædsler. Shunut - ægypternes Sut.

Den blide Noh var ikke længer tjent med at have en så falsk og frygtelig ægteherre; de formælede hende da med Rha. Luknafolkets gudekultus kom således til at danne grundlaget for ægypternes senere gudesagn og myter, der dog alle må føres tilbage til Afrikas mægtige, tilintetgjorte og forhistoriske rige.