Vores historie
Da vi, som de fleste andre der ikke kan få børn ad naturlig vej, havde prøvet de tilbud som det offentlige kan tilbyde, blev vi ret hurtige klar over, at det ikke var måden for os at få børn på. Deri var omkostningerne for store rent physisk. Hormonpiller gør altså et eller andet ved folk, og det er svært at stå på sidelinien og se, at ens kone ændre sig så dramatisk p.g.a. nogle piller.
Så vores løsning blev, at vi valgte adoption. Og fra den dag hvor vi tog beslutningen, faldt der en stor sten fra vores hjerter, og vi kunne begge begynde at trække vejret normalt igen.
Vi havde faktisk på forhånd holdt døren lidt på klem, til adoption. Vi havde været til et informationsmøde på Adoption Center (AC), mens vi var i gang med de kunstige forsøg, og tanken havde nok aldrig helt forladt os, at det vi skulle , det var at adoptere.
Vi fik os tilmeldt på AC, omkring årsskiftet 1995/96. Og den 26. januar fik et brev fra Århus Amt, at de havde modtaget vores ansøgning om adoption af et udenlandsk barn, fra Adoption Center. Til sidst i brevet stod der, at vi ville høre fra dem igen når sagen påbegyndes. Vi skulle regne med en ventetid på ca. 6 måneder.
Den 29. april 1996, modtog vi helt uventet, og "alt for tidligt", et brev fra Århus Amt. Men det som brevet omhandlede var, at vi skulle udfylde en 'dyne' af attester og erklæinger. Det var helbredsaklæringer, som vi skulle til lægen og have lavet, det var oplysningsskema til brug for ansøgning om adoption, samtykserklæringer, økonomioversigt. Derudover skulle vi lave kopier af vores dåbsattester, vielsesattest, cpr.nr.-bevis. Hvis vi havde en skilsmisse bag os, skulle de også have en kopi af skilsmissebevillingen, og hvis vi havde nogle navneændringsbeviser og adoptionsbevillinger, skulle de også medsendes. Endelig skulle vi også fremskaffe en attest fra skattevæsnet i vores kommune indeholdende oplysninger om de sidste 2 års indkomst og formue samt oplysninger om eventuel skatterestance. Vi fik travlt med at ringe til lægen, og få arrangeret en tid med ham, så helbredserklæringerne kunne udfærdiges. En kopimaskine fik også sin sag for, da vi gik i gang med at lave kopierne. Af uforklarlige grunde får man voldsomt travlt, når amtet henvender sig til én.....ærgligt at det ikke er gengældt, fra amtets side. For den 14. maj modtager vi et brev fra Århus Amt, at de nu har sendt skemaer til brug ved helbredserklæringen, til vores læge, og at vi i den anledning skulle rette henvendelse til vores læge for at aftale tid til lægeundersøgelsen...???? Ja, det havde vi jo allerede gjort, vi havde faktisk også været til lægundersøelsen, så det var sådan set hurtigt overstået.
2. september 1996, kommer der endelig et brev fra Århus Amt. Vi bliver nu inkaldt til en fællessamtale på Amtet, og det skal være den 18. september. Så kan det ellers være at vi blev nervøse, vi havde jo godt hørt alle røverhistorierne, om hvad de spørger om ved disse samtaler. Men vi forberedte os grundigt i, hvorfor vi ville adoptere, hvad kunne vi tilbyde et barn, osv., men vigtigst af alt var vi enige om, at ligemeget hvad vi blev spurgt om, skulle de have et ærligt svar.
18. september var en 'slem' dag. Vi skulle være på amtet hen på formiddagen, så jeg kunne jo sagtens tage på arbejde indtil da, for lige at få tankerne lidt ud af hovedet.....troede jeg da. Jeg må nok erkende, at jeg ikke fik lavet dagens gerning inden jeg skulle afsted. Men til vores store glæde, gik samtalen rigtig godt. Den socialkonsulent som vi talte med, var nem at snakke med. Og alt det med røverhistorierne -glem det. Da vi gik derfra var vi begge i meget godt humør, og enige om, at derher skal vi nok komme igennem.
14. oktober 1996, var jeg til enesamtale på Amtet, og denne gang var det helt uden at have nerver på. Efter den oplevelse vi havde haft ved fællessamtalen, var der jo intet at frygte. Bevares, det er da hårdt at skal sidde der og udlevere sig selv, til en man kun kender på ansigtet. Især når man som jeg, i hverdagen ikke fortæller alt muligt til alle og enhver. Men af en eller anden grund, kunne jeg godt få munden på gled. Ja, sådan følte jeg det, det er muligt at socialkonsulenten havde en anden opfatelse ? Men jeg gik derfra, med et godt indtryk af forløbet. Og noget må der være blevet fortalt, for da vi senere modtog referatet, fyldte det 8 maskinskrevne sider.
16. oktober var det så Brittas tur, til en enesamtale. Og hva' skal jeg sige. Kvinder taler åbenbart mere/bedre end mænd, for selvfølgelig havde Brittas samtale taget en time mere end min, og selvfølgelig fyldte Brittas referat 2,5 sider mere end mit.
Herefter skete der desværre det i vores sag, at den socialkonsulent som var tilknyttet os, skulle skifte job. Dette betød for os, at de referater som jeg har skrevet om ovenover, først blev sendt til os efter 6 uger. En ganske ulidlig ventetid. Men endlig dukkede de op, og det første man kigger efter står på bagsiden: nemlig konklutionen af samtalen. Og den var heldigvis positiv, for os begge. Vi var også blevet meget chokeret hvis dette ikke var tilfældet.
Den sidste samtale skulle forgå hjem hos os. Den 16. januar fik vi besøg af en (for os ny) socialkonsulent fra Amtet.Det var vi meget spændte på, for nu kendte vi jo allerede en socialkonsulent, men hun skiftede desværre job, så det var igen et nyt ansigt man skulle 'blotte' sig for. Men igen blev vores tvivl gjort til skamme. Vores nye ansigt fra Amtet, var en sød og rar person, og igen sad man og fortalte døre op og stolper ned. Og da vi modtog referatet fra hjemmesamtalen, var det atter bagsiden der først blev læst....jow -hun ville indstille os til adoption af et normalt barn på 0-36 mdr.
HURRA den 29.januar skulle vores sag tages op på samrådet i Amtet, og der er her afgørelsen falder, om vi bliver godkendt til atadoptere et barn eller ej. Og vi blev godkendt. Sikke en dejlig dag. Selvom man set i bakspejlet vil sige, at igen var vi nok blevet meget rystede hvis ikke vi var blevet godkendt.