Hanne Marie Ley

Ved et helt utroligt held sidder jeg i dag den 16. september 2007 med Hanne Marie Leys Erindringer i hånden. Det er en lille undseelig bog som blev fundet i det temmelig store materiale som Gitte og Erik Neuberg Rasmussen havde arvet efter min onkel Jørgen, Jens Jørgen Lund *1905 og min faster Edith, Edith Caroline Lund *1910 De boede i Vejle hele deres liv, han var rottefænger, hun var jordemoder. Jeg har fået overdraget alle Ediths og Jens Jørgens papirer, billeder etc. og har brugt de sidste tre måneder på at stykke Jens Jørgens familie sammen. Jens Jørgen har aldrig talt om sin familie, og måske vidste han ikke hvor spændende og kulørt den var, men heldigvis, fordi han ikke kunne smide ting væk, er det med Claus’s hjælp lykkedes at få et godt overblik over hele familien.

”Grundstenen” i hans mors familie er Balletmesteren Pierre Laurent *1730 og dennes søn Pierre Jean Laurent *1758, som grundlagde den Kongelige Ballet. Pierre Jean Laurent giftede sig med Marie Rose Bonneau * ca. 1771, de fik fem børn. En af dem var præsten Harald Anton Laurent *1809, som i 1838 giftede sig med Hanne Marie Ley *1808. Det er hendes erindringer, I kan læse om her.

Vi ved ikke, hvornår hun skrev sine erindringer, men et godt gæt er, at de blev skrevet i Vejstrup på Fyn, hvor vi ved hun i årene 1880-1890 boede sammen med sin ugifte datter Frederikke Louise Emilie Laurent. De boede i et hus ved siden af Vejstrup Højskole, hvor en anden datter Marie Sofie Laurent og svigersønnen Højskole forstander Jens Lund boede. Jeg kan forstille mig, at de har opfordret hende til at skrive sine erindringer. Jeg synes de er spændende og giver et godt indtryk af hvordan det var at leve på Grundtvigs og Ingemanns tid.

 

Og hvem var Hanne Marie Ley så?

Hendes forældre var Skræddermester Hans Christian Ley *ca.1779 †27.09.1840 og Marie Kristine Wahler 24.10.1783 †23.08.1825, de blev gift i Holmens Kirke den 17.04.1805. Hanne Marie Ley var nummer to ud af en søskendeflok på ni. Hendes mormor Mette Marie Ravn var to gange gift med en skomager, den første var Ove Peder Wahler, den anden Ove Otterstrøm.

Den 22.12.1826 blev Hanne Maries far gift i Holmens Kirke med den 25 år yngre Johanne Marie Clausen. Sammen fik de sønnen Hans Christian Clausen Ley, som blev en anerkendt kunstmaler, under navnet Hans Christian Ley, han døde i 1875.

Harald Anton Laurent friede til Hanne Ley i Juni 1832, de blev gift i 1838, de fik syv døtre.

 

 

Birte Hilberg

 

Hanne Marie Leys erindringer.

Redigeret af Birte Hilberg.

 

Jeg blev som Barn taget på med Silkehandsker.

Det Sted min Fader kjøbte 1816 i Store Strandstræde havde Have og Udgang til Garnisons Kirkegården, det havde tilhørt Organisten ved Kirken og havde vist derfor fået Lov at beholde den Låge ud til Kirkegården. Hans Datter blev gift med Organist Hartmann, hvis Fader har sat Tone til Ewalds ”Kong Kristian stod ved højen Mast”; deres Søn Peter Hartmann, var en af Danmarks bedste Komponister, han var på Alder med Frederik d.7., thi hans Moder var Kongens amme. Peter blev så ved med at være Frederik den 7. Legekammerat.

Der var foruden os en Familie til, som havde Adgang til Kirkegården, det var den tyske Præst Gørritse[1]. Han kom fra Paris samme År min Fader købte stedet. Han havde 3 Børn, 2 Sønner og en datter, de to Yngste på Alder med min ældste Broder og mig. Min Broder Christjan Sigfred og Præstens Søn Ludvig var kommet til at kende hinanden ved at lege på Kirkegården. Da det så var min Broders Fødselsdag den 25. Februar blev Ludvig bedt hen til os. Han svarede det vilde han nok, når han måtte tage sin Søster[2] med. De kom da og fra den Dag kom vi stadig sammen mest på Kirkegården og i Haverne. Det første jeg kom hjem fra Skole så jeg om Elise var på Kirkegården, men det var hun aldrig, for hun læste altid sine Lektier inden hun legede og hun havde meget at lære, jeg havde kun lidt men jeg havde vist hverken Vilje eller Evne til at lære noget, og der blev heller ikke hjemme lagt noget Pres på for at få mig dertil. Men tidlig har jeg kundet høre og forstå Digtning. Sådan kan jeg huske at jeg så tidlig har læst nogle Småhistorier af Øgenslaeger. I en som hedder Erimitten blev jeg mest tiltalt af den lille Sang, ”lær mig o Skov at visne glad”[3]. ”Rejnald Underbarnet” var også af det tidligste jeg har holdt af. Så jeg kan huske at de andre Børn blev forundrede over at jeg vidste sådan noget, hvor de fleste af dem kendte ikke Sligt.

Min Fader må meget tidlig have holdt Tegnelærer til os, for det var en Tegnelærer Herdir, som min fader spurgte hvor de skulde sætte mig i Skole, mine Forældre vilde ikke have mig hvor der læstes Fransk og Børnene blev forfinede, men et godt Sted.

 

Han anbefalede så et Sted hvor han selv var tegnelærer hos en Jomfru Hansen. Der kom jeg så (jeg har nok først gået i en anden lille Skole). Det første man kom om Morgenen, skulde hver Enkelt overhøres i stykker af Balles Lærebog[4]. Dem kunde jeg aldrig. Så bankede hun os sommetider med Fingerbøllet i Panden. Så gik de første 3 Timer med det og med at sy og strikke. Derefter kom der Lærere de andre 3 Timer til Danmarkshistorie, Skrivning og Tegning og Geografi og Religion.

Det var nok en ret dårlig Skole til at lære noget i, men Børnene var vist mest sendt derhen for ikke at blive forfinede. Børnene vare så godt som alle fra fornemmere Hjem end mit. Om mange af dem har jeg hørt at de ere blevne gift med ædle Mænd; men nærmere sluttede jeg mig ikke til nogen, for jeg havde jo Lise Gjørritse hjemme og det var hvad jeg vilde have. Hun og jeg kom jo sammen mere og mere og legede jo der på Kirkegården Tagfat med min Broder og Ludvig. Min broder var kommet i Efterslægtens Skole, der fik han en Ven Rasmus Krog, hvis fader ejede Tubæks Mølle ved Præstø. Det tog Lise og jeg, som en Sorg at han fik én han holdt mere af end Ludvig. Min Broders Venskab med Krog holdt ud næsten så længe at min bror var i Kjøbenhavn. Krog havde fattige Søstre i Kjøbenhavn, men min Broder syntes ikke at han hjalp dem nok og så blev han vred på ham.

Mine Forældre så med stor Glæde på vort Venskab med Præstens Børn, og Gørritserne var vist også godt tilfredse med det. Lise har fra tidlig af haft stor agtelse for mine Forældre. Jeg var tidlig til at finde på at sy kønt Dukketøj og det beundrede Lise Gjørritse, for hun var jo så meget dygtig i alt, både hvad Hoved og Hænder angik, men finde på kunde hun ikke. Lise og Ludvig havde fra Børn af så ringe Tanker om dem selv. Hun var både lærenem og havde en udmærket Forstand.

En Dag jeg gik på Kirkegården kom en Kaptajn, som foer på England, og han sagde ”går du her og slikker Solskin”, og så forærede han mig et yndigt fint rødt Langsjal, en anden Gang kom han fra England gav han mig en rød Safians Æske med 6 Nøgler Garn, og det forundrede mig sådan, hvordan de Nøgler kunde være runde sådan, men så fik vi en Pige i Huset som fortalte at hendes Moder kunde vinde sådanne. Den første Dag den Pige kom i huset, havde jeg en stor Sorg, jeg havde min Karakterbog hjem med fra Skolen og jeg gik og så på den (det var i Pilestræde) for der stod noget på et Sted hvor der ellers intet stod, og jeg stavede og stavede og fik ud at der måtte stå ”udmærket rosværdig”, så kom jeg hjem og gav min Moder den i Dagligstuen og hun læste ”doven og skjødesløs”. Jeg kan slet ikke huske at min Moder sagde noget, men der stod den fremmede Pige og hørte det, og det var å så græsseligt for mig.

Denne Pige kom i Huset for at hjælpe min Moder med at passe Børnene, den ældste af dem som kom efter mig var 4½ År og kunde ikke gå endnu, hun havde den engelske Syge, den anden var Lise og der var Glæde for at hun havde brune Øjne, for de som var døde (2) havde blå Øjne, den tredje var Klara, da var jeg 11 År da hun blev født; jeg kan også huske jeg er gået og båret Børnene. Da jeg var 12 År blev den tydske Præst Gjørritse forflyttet ud til Christianshavn til Frederikskirken. Han kom ind og sagde Farvel til mine Forældre, sagde han ”unsere Kinder traumen sie nicht.” Den Dag han blev indsat af Biskop Mynster kom der mange ind til ham for at ønske til Lykke. Den ældste Søn Adolf gik rundt med et Fad Østers og jeg gik efter med Talerkner, men jeg kan huske at jeg var så dum at jeg bød Talerken enten de vilde have Østers eller ej.

Nu vidste Lise Gjøritse og jeg jo ikke hvordan det skulde gå når vi vilde besøge hinanden for så kunne det jo være vi gik på en Gang, så gjorde vi den Aftale at når vi mødtes på Vejen så skulde hun følge med mig hjem når hun var kommet over Knippels Bro og jeg med hende, hvis jeg var kommet over den.

Sådan med Halvvejen havde vi lavet den skik fra da vi boede sammen ved Kirkegården at når vi skulde skilles fulgte jeg hende hen til hendes Låge og hun mig igjen tilbage til min Låge, når vi havde gjort det nogle Gange, så standser vi midt på Vejen og så løber hver til sin Låge, derfra nikkede vi til hinanden og så var vi inde.

Fra den Tid de var flyttet ud på Christianshavn var det en Regel at jeg kom den ene Lørdag til hende, hun den anden til mig. Sådan gik der et Par År. Den Dag Ludvig blev konfirmeret var Lise og jeg fornærmede på ham fordi han ikke vilde løbe og lege Tagfat med os. Et Par År efter blev Lise konfirmeret, hun fik sit sjal og sit gulduhr fra Paris, hver af Delene kostede 200 kr.; men hun gik aldrig med nogen af Delene. Uhret hængte ved hendes Seng.

Den gang var der ikke mange som gik med Uhr. Så skulde jeg jo også konfirmeres. Det var i November 1822 at jeg begyndte at gå til Præst. Det var hos vor Sognepræst Professor Brodersen ved Garnisons Kirke. Et Par Uger efter, første Søndag i Advent blev Grundtvig indsat som Præst ved Frelsers Kirke.

Den var så fuld af Mennesker, som den vel kan have været den Gang og den Dag han blev begravet. Da jeg gik fra Kirken (Frelsers) gik jeg til Gjørritses og jeg fortalte Lise, hvor bedrøvet jeg var over at det ikke var hos Grundtvig jeg gik til Præst.

Gjøritzse sagde: ”Dein Vater ist ein fornuftigen Mand, mein Kind”. Den Præst, Brodersen, kjendte ikke til Kristendom og bortforklarede Miraklerne, men han elskede sit Fædreland varmt, jeg kan huske ham sige ”at ingensteds er Roserne så røde og ingensteds er Tornene så små og ingensteds er Dunene så bløde, som der hvor Barndommens Uskyld hvilte på”.

Han elskede også Sokrates. Han var med de første som have Øjet åbent for Sønderjyllands Kamp og sørgede for danske Bøger blev udbredt der nede.

Så skulde jeg jo have nyt Tøj, men det var nu begyndt at gå tilbage for mine Forældre.

Dermed hang det sådan sammen.

Det kom med Statsbankerotten i 1813, min Fader havde 72.000 kr. udestående, meget af det fik han slet ikke og hvad han fik, var fra 1 Rd. sunket ned til en Mark. Men han havde dog i flere år derefter udmærket Arbejde (han var den første Skrædder der havde færdig Klæder i Kjøbenhavn). Det var nok 1818 eller 1820 at han søgte om at blive Hofleverandør thi han arbejdede for mange af dem som stode Kongen nær, men også for dem som stod Kongen allernærmest, General Bylow og han var så venlig imod min Fader, han forærede ham Vin og min Fader kan jeg huske forærede ham en Pibe til hans Fødselsdag. Flere af de høje Herrer kom derind og gratulerede min Fader til at han fik den ønskede Ansættelse, men han fik det ikke; hvorover han blev skrækkelig vred på de Mennesker som havde lovet ham det og sagde dem at det var fordi han var for ærlig dertil. Da han gik ud til General Bylow og sagde ham dette, svarede han: ”Dan seh Ihr lieber Ley wi man sich auf die Menschen verlassen kann”. Nu gik efterhånden flere af de høje Herrer bort, Arbejdet tog i det hele af.

(I 1813 var der en fornem Mand som lod min Fader vide hvad der vilde ske for at han kunde inddrage sine Penge, men han sagde at han troede Koningen så godt at det gjorde han aldrig)

1818 eller 1819 fik min Fader en Beværtning neden under Butikken bestående af Øl og Smørrebrød; der holdtes Blade og forskellige Spil, men ikke Kort. Der kom ikke mange, men min Fader gik gjerne der ned hen ad Aftenen og fik derved den Vane at drikke et Glas Punch om Aftenen og det blev længer hen i Tiden til flere Glas, jeg tror ikke så længe min Moder levede, jeg kan kun huske det fra han var gift anden Gang.

Den Ølkjelder tog min Moder sig af, jeg kan huske at hun har siddet og tappet Øl af og vist arbejdet mere end hun kunde tåle. Da den havde været et Par År holdt den op igjen. Min Moder smurgte sådant udmærket Smørrebrød.

Min Fader havde jo haft færdigsyede Klæder men det var hørt op igjen men omtrent 1816 begyndte han igjen dermed. Da sagde en af hans Omgangsvenner, Prokurator Høst, at min Moder så al for alvorlig ud til at handle med Folk, han skulde have en munter ung Pige i Butikken, men Sligt var min Fader modbydeligt.

Denne Høst var min Fader tidlig bleven kjendt med, han vilde måske gjerne have kønne Klæder og havde ikke meget at betale med, men kom så til at blive min ældste Broders første Lærer. Han var af fornem Familie og udmærket begavet, men vistnok inde på Tidens fritænkerskoles Anskuelser. Han havde giftet sig med en lille Pige fra Lyngby, hvor hans Forældre lå på Landet om Sommeren. Hun var vist nok simple Folks Barn og havde ikke en Dames Væsen, men var et rigtig rart Menneske. Dem havde mine Forældre nogen Omgang med og jeg kender også deres ældste Datter og jeg vare på samme Alder. Madam Høst sang så smukt, men vemodigt. Så når jeg kom der, bad jeg hende gjerne synge, så sang hun vemodige Sange fra Hyrderomanernes Tid. Fra den Tid jeg kan huske hende, var hun altid vemodig. Høst havde engang sagt til min Fader at man kunne godt komme i Selskab med unge Damer og holde af dem, derfor var man lige god mod sin Kone. Da sagde min Fader til ham: ”nu har Fanden fat i Deres finger, han slipper dem ikke før han har Hånden med”. Og det gik i Opfyldelse.

For Børnenes Skyld lod hun sig ikke skille fra ham ellers havde hun måske gjort det.

Måske at det var fordi at dette Liv kostede ham for meget at han blev fristet, så han gjorde Kassesvig (vist 2000 Daler) da han vidste det vilde blive opdaget flygtede han over til Fanø, hvor han havde en Broder som var Birkedommer. Min Fader satte sig i Spidsen for en Indsamling så det kunne blive betalt; da var min Fader nylig blevet gift anden Gang og havde Penge under Hånden. Jeg kan huske min Fader havde tegnet sig for 100 Daler, min Fader arbejdet for en Generalfiskal Schak som sagde: ”Hvor kan De gjøre det for deres Familje”. Så blev jo Høst fri, men hans Embede var jo tabt.

Han levede da min Fader døde og fulgte ham til Jorden.

Han og hans Familje levede i trange Kår, men efter dette blev Familjelivet bedre.

På den Tid jeg skulde konfirmeres var jeg en Dag ude med min Fader og Moder på Frederiksberg, da vi var på Hjemvejen kom til Vesterbro, hvor der boede en Lotterikollektør sagde min Fader til mig ”gå der ind og tag en Seddel, sig fire Tal”. Det gjorde jeg, da jeg kom ud og viste min Fader Seddelen, sagde han det er nogle sørens Tal, det ene var 48. Der kom da heller intet på dem. Så en Dag kom min Fader hjem med Tøj til Kjole og et Sjal, det var svært Silketøj og et hvidt Sjal til 80 Kr. Jeg gik straks om Eftermiddagen ud for at vise Lise Gørritse det, Tante Vene[5] (min Moders Søster) syede min Kjole. Så skulde jeg også have forlorne Krøller, det var jeg meget bedrøvet over fordi jeg synes det var rimeligere Tante Vene fik dem, jeg vidste hun gjerne vilde have det, men Lise Gjørritse sagde ”det skal Du ikke bryde Dig om, hun er så gammel”, hun var 34 År.

Jeg tror nok jeg var meget betænkelig ved at jeg skulde konfirmeres. Vi havde en Pige som sagde til mig, at fra nu af skulde jeg selv svare for mine Synder, det var jeg kjed af, men jeg sagde det ikke til nogen. Så kom jo Dagen. Professor Brodersen havde til Tekst ”ær Din Fader og Din Moder”, (han havde kun to Taler som han skiftede med, den anden var ”lad Eder ikke forføre”, og den var meget rørende).

Spørgsmålet til mig var ”hvad er konfirmationen? Jeg havde ikke som alle de andre grædt stærkt i Kirken, men da jeg kom hjem græd jeg så stærkt at de blev helt bange for mig, jeg kan huske de stod omkring mig alle sammen, men hvad jeg egentlig græd for ved jeg ikke. Jeg var kommet ud af Skolen et Par År før min Konfirmation fordi at min Broder skulde studere, så havde de ikke Råd til at betale for mig. Det jeg var mest ked af at komme fra var Tegning.

Et Minde fra min Skoletid er at der var kommet en Forordning om at Alle skulde lære at synge i Skolen og der blev slået et stort sort Bræt op med Noder på, der kom en Syngelærer og vi skulde alle prøve på at lave en Tone, men om mig sagde han ”Du duer ikke dertil,” og det gik mig grumme nær til Hjertet, jeg kan huske da jeg gik over Kongens Nytorv at jeg tænke på at jeg virkelig ikke kunne synge og min Moder sang dog sådan en yndig lille Sang. Det blev så som en vågen Drøm at der sad en Klump i min Hals, det var derfor jeg ikke kunne synge, men engang gik den bort, så sang jeg så dejligt og så klædte jeg mig i en hvid Lærreds Kjole, men af det allerfineste Lærred, men uden alle Prydelser, så kjørte jeg i en åben Kalesjevogn over Kongens Nytorv og ned ad Bredgade og nu skulde Folk vist juble. Men Savnet blev ved, dog langt hen i mit Liv syntes jeg Klumpen gik, det var da Amalie var 13 År og hun sang så dejligt.

Et andet Minde fra Skolen er, at når jeg læste i den tydske Læsebog om et Barn som spørger sin Moder om hvorfor Kjøbmanden har sat de dejlige Blomster i det Trug hvor der er så mange Huller, svarer Moderen ”fordi at man skulde glemme Hullerne når man så de smukke Farver. Barnet spørger hvorfor der er malet den store Guirlande tværs over Spejlet og Moderen svarer ”fordi at Glasset der er revnet.”

”Hvor overflødig Prydelse er, mangler et sted noget, det må være i Hjertet eller Hovedet.”

Når jeg gik fra Skole tænkte jeg på hvordan jeg vilde have mit Hus, hvad Betræk der skulde på Stole og Sofa og det var noget meget tarveligt Bomuldstøj, som lå hos en Bomuldshandler i Vinduet.

En otte Dage efter jeg var konfirmeret gik jeg med Madam Høst og hendes Børn til Frederiksberg, da havde jeg mit hvide Sjal på. Jeg kan huske jeg vendte mig for at se om Folk ikke stod og så efter mig med det Sjal - jo der stod en Flaskedrager og så den Vej!

Det var vist 1824 at min Broder kom ind i Borgerdydsskolen[6] på Kristianshavn. Der var både Fenger og Lindberg Lærere. Det var jo en stor Glæde for min Fader at han der blev tiltalt i samme Ånd, hvor han følte sig hjemme. I den Tid blev et Udtog af Brodersens Salmer udgivet og dem fik vi. Min Moder havde nok kjendt enkelte fra sin Barndom. Dem vare vi glade for. Min Fader var jo fra et kristent Hjem, men havde ikke i mange År kunnet føle sig hjemme i Brødremenigheden eller andre Steder, før han hørte Grundtvig.

Dermed gik det sådan til, Guldsmed Klausen og han gik en Dag ud for at høre ”den gale Præst prædike” og kom hjem og fandt begge at det var jo deres Barnetro han havde talt om som om ingen andre. Det var nok ikke mange Gange han hørte ham før at alle Kirker blevne lukkede for Grundtvig, men så læste han jo hvad han udgav og da han arbejdede på Saxo og Snorra så bragte Clausen og min Fader ham deres Bidrag, for at han kunde arbejde.

Den første Gang min Fader hørte Grundtvigs Navn nævne var ellers af Prokurator Høst som den Gang var uden Erhverv og gjerne vilde fortjene noget. Han sagde til min Fader ”hvad skal jeg gøre?” ”Skriv en Verdenshistorie hvori man ser at Guds Styrelse er i det Hele”. ”Nå, sagde Høst, som den gale Grundtvig”. At min Broder nu blev grebet af Grundtvigs Tanker blev min Fader til inderlig Glæde.

Hun[7] gik klædt omtrent lige så godt som Min Moder. Hun har vel været nogle og tyve År da hun blev forlovet med en Kaptajn Petrus, som foer på Island (han var en Islænder). Han kom en enkelt Gang. En Morgen kom hun hjem og da var Forlovelsen ophævet, han var enten forlovet eller gift på Island. Da var hun meget bedrøvet og gav Alt tilbage som han havde givet hende. Da min Moder døde bestyrede hun vort Hus, men var meget glad ved at blive fri for det Ansvar da min Fader forlovede sig.

1844 kom hun til os Gjessing, der tog hun igjen den Bestilling at passe vore Børn. Jeg vilde jo ønske jeg havde skjønt mere på hende. Jeg kan huske engang hun sagde, bare jeg fik 1 Skilling for hvert Par Strømper jeg stoppede.

Men skjønt det var grumme få Skillinger hun fik, så havde hun altid noget at give bort til at fornøje andre med.

Efter Laurents Død kom hun i Slagelse gamle Kloster, men det var hende grumme svært at være der, og det har altid gjort mig ondt at vi ikke beholdt hende.

Hun døde i Oktober 1869.

Hun havde det godt på det sidste og syntes at alle os hun elskede var omkring hende. Hun ligger begravet på ”Slagelse Kirkegård”.

Kirken er nok kjærligere mod hende end Verden har været.

Nu begyndte Harald Laurent at komme hjem til min Broder.

Han kan huske at han har set min Moder og at hun gav ham af de Kejserinde pærer, som voksede i vor Have, og jeg må også have set ham for han beskæftigede mine Tanker, for da jeg vidste at han holdt af Marie Tryde.

Men første Gang jeg kan huske jeg har set ham var da min Moder var død, for da kan jeg huske han talte kjærlige Ord til mig og trykkede min Hånd, jeg kan endnu føle Trykket, og da han var gået fra mig har han sagt at han følte han elskede mig, men kom i det samme i Tanker om det var jo Marie Tryde han elskede, så han måtte så tage fejl.

Da Harald Anton Laurent kom i Borgerdydsskolen tog Drengene ham efter Sædvane til ”døbes”, trækkes hen under Posten, overøses med Vand, skubbes og tumles med. Det så min Broder på og gik hen og befriede den smukke spinkle lyshårede Dreng, som var glad ved sin stærke Befrier.

Harald Anton blev ellers snart både Læreres og Disciples Kjæledægge, så livlig, munter, god og begavet som han var. Min Broder havde intet let Nemme, men omstændige Tanker og kraftig Personlighed. Disse Egenskaber gjorde at han indtog en fremragende Plads ibland sine Kammerater. Men han var også Ensidig og umedgjørlig.

Allerede noget før jeg blev konfirmeret kom der til mig en Ungdomsveninde af min Moder, Hanne Kristoffersen. Min Moder holdt meget efter hende, thi hun havde opkaldt mig efter hende. Hun var i min Moders Ungdom Lærerinde hos min Moders Stedforældre: Otterstrøm[8]. Hun var et sjældent begavet Menneske. På den Tid havde hun været Borte fra Byen i mange År, jeg tror i Holsten.

Da hun kom, kom hun ikke ene, hun kom som en falden Kvinde, medbringende en Dreng på en 8 År. Hun havde været forlovet med en Løjtnant, men han havde bedraget hende.

Hun tegnede Mønstre for mig, som jeg broderede efter; de bleve så meget beundrede; jeg solgte det og fortjente meget derved et Års Tid og længere. Hun tog bort igjen og blev Skuespillerinde og jeg ved så ikke hvor hun er blev af.

Min Moders Søster ”Tante Irene”[9], kaldte vi hende, hun hed Irene Katrine Vohler. Hun blev født 3 Måneder efter at hendes Fader var død, den 1. April 1786. Hun kom jo snart helt under Stedforældre og var altid, som skubbet tilbage, og anset for meget enfoldig. Da hun var 20 År kom hun i Mine Forældres Hus og har passet os Børn. Hun var et flittigt, arbejdsomt, tjenestevilligt, fordringsløst, godt Menneske. Hun havde det vist jævnt godt hos mine Forældre, jeg kan huske min Moder sagde når vi var uartige mod hende, det var det samme som vi vare uartige mod min Moder.

Fra den Tid kom han lidt i mit Hjem. Men jeg vidste jo at han holdt af Marie Tryde og havde heller ingen Sorg der af, endskjønt jeg synes han var den bedste der var til.

Første Gang han så Marie Tryde var en Pinseaften han var fulgt med hendes Broder Holger til Glumsø (hvor hendes Fader E.C. Tryde[10] var Præst). Kirkedøren stod åben og så gik de derind, da de kom ind i Kirken stod Marie og satte Blomster på Alteret til Pinse.

Han spurgte så Holger ”hvem er det som står ved Alteret?”.

Det er min Søster Marie”. Da var hun vel mellem 13 og 14 År. Da var Harald vel en 14 År. Fra den Tid holdt han af hende. Hun var livlig, kløgtig og munter, om hun holdt af ham mere end som af en kær Ven, det ved ingen, for da man så tydeligt kunne mærke at han holdt af hende, så sagde hendes Moder til hende, at hun skulde være mere tilbageholdende; så var hun ikke mere ligefrem imod ham. Hun blev snart syg og var omtrent 16 År da hun døde, men Harald led meget ved ikke at vide om hun elskede ham og han sørgede dybt ved hendes Død.

Min Broder delte hans Sorg, han var ham en kjærlig og trofast Ven.

Så da min Broder et Par År efter hendes Død stod ved hendes Grav skrev han i sin Dagbog ”nu skal gamle Danmark være Din Brud Harald” Og det tænkte han jo også. Så når Hjertet ofte vente sig mod mig afviste han det, og jeg afviste det lige så meget; men hvem der så os sammen tvivlede aldrig på at vi jo hørte sammen. Han kom meget hos os, min Fader elskede ham og havde stor Hjælp af ham til at ordne mange Ting.

Min Broders og hans Venskab blev noget forstyrret ved at Harald tænkte på at tage sin Embedseksamen. Men da døde hans Fader[11] i Pinsen 1831, så måtte han igjen optage alle sine Undervisningstimer og lade Læsningen til Eksamen hvile. Da jeg hørte hans Fader var død, gik jeg med Rikke Klausen hen for at se ham og han så så godt ud, og smilede i Døden. Harald satte på sin Faders Grav ”Hvem der smile kan af Døden, kan kun Himlen smile til”. Hans Fader var Balletmester og Lærer for de kongelige Børn. Han havde nok både et godt Hjerte og et godt Hoved. Han havde nok som ung Mand Elskerinder. Han var en dårlig Husholder med Penge, men i sit Hjem var han mild, venlig og god mod Kone[12] og Børn, og hun bebrejdede ham aldrig noget.

Da de vare blevne gift i Frankrig forærede hendes Faetter dem et dejligt Landsted udenfor Paris og udstyrede det briliant. Da de havde havt det nogle År, kom han en Dag hjem og sagde han havde solgt det; det gjorde hende ondt, men hun bebrejdede ham intet.

Han holdt af den nordiske Historie, for de Balletter han havde komponeret handler derom, Sigrid med Sløret. Efter hans Død blev det en svær Tid for Harald. Hans Moder havde i de senere År været sindssyg af og til, og dette tog nu meget til. Minderne fra Revolutionen bleve så levende at hun hørte Stemmerne i Vejene. For Fremmede var der intet at mærke på hende.

En Dag bad Harald om en af os vilde våge der den næste Nat, hans Søster var ikke hjemme. Jeg gik derhen. Da tog hun sin Ring af Fingeren og vilde give mig den, men jeg fik den da på hende igjen.

Den Nat talte Harald og jeg sammen om Ingemands Digt og jeg syntes det var fejl når han siger ”Pige se, mit Liv er i Din Hånd”.

Det var i Efteråret 1831.

I denne Tid kom Harald grumme meget hos os. Han havde altid syntes at han ikke vilde fri til mig før han havde taget Embedseksamen.

Kort før Jul døde en voksen Søn hos Provst Tryde. Harald rejste derud og da han sagde mig Farvel, kan jeg nok huske han beholdt min Hånd så længe i sin. Så kom 1832. Den 6. Januar stod jeg og vaskede og om Aftenen da jeg stod og vred Lagner ved Posten sammen med Pigen, da kom Harald ned af Trappen, han havde været oppe og siddet og talt med min Fader, jeg havde ikke set ham; han kom ikke så nær hen til mig, men han hilste så ærbødigt som var det en Dronning. Den Hilsen kan jeg så godt huske og hvordan han da så ud. Da gik han hjem med den Tanke at nu måtte det blive Alvor. Næste Formiddag fik jeg følgende Brev:

 

”Kjære Hanne Ley”

Et Ord, der haver længe ligget i Svøb i mit Hjerte, og mange Gange vilde med underlige Fødselsveer trænge sig ud, kan jeg ikke længere holde tilbage, og lader det da i Guds Navn udfare, at udrette sin Gjerning. Det er Ordet, at mit Hjerte er ikke længere mit, men inderlig sammensmeltet med Deres i en, jeg håber til Gud for det gode, mægtig Kjerlighed; Det er Ordet, at jeg som en ærlig Ungersvend byder Dem mit Hjertes Tro og Kjærlighed; det er Ordet, at jeg spørger Dem, ej som ham, der siger ”Pige, se mit Liv er i Din Hånd”, nej, Gud være lovet, som kaldte mig til sit Kærlighedsevangelium, hvor jeg haver lært, at intet under Solen, hverken Liv eller Død, magter at udrive nogen af Jesu Tro fra Kjærlighedslivet i ham og hans Menighed, men som ”Kristen på Guds Ord”, der af Herren haver fået Længsel efter og Frihed til at vælge mig en Kvinde ved sin Side, fordi det også fandt Gjenklang i mig det Herrens gode Ord: ”det er ikke Mennesket godt at han er ene” – spørger Dem således, om De har Hjerte at skifte med mig, om De kan overse kjærligt det svage og skrøbelige, med et Ord, det over al Måde meget af syntes, det gamle Menneske som hænger ved mig og piner mig, overse det med Sind til, om så skal være, med mig engang at drage fra Fædrenehuset, med de mange dyrebare Søskende og Slægtninge, De med så høj en Kjærlighed elsker.

Nu Ordet er talt og Ordets Skaber råder for dets Virkning. Meget havde jeg jo at sige Dem om det ene og det andet i denne Sag, men det gjør jo hverken fra eller til, og derfor bryder jeg med tredje Bøn i Fadervor, ”Din Vilje ske, som i Himlen så og på Jorden” og med Ønsket om Guds Velsignelse over alle de kjære der hjemme.

                        Deres Harald Anton Laurent.

D 7 Januar 1832.

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulde svare, jeg følte mig al for ringe og min Kjærlighed al for lille, skjønt han alene havde al den jeg ejede og aldrig havde jeg holdt af nogen anden.

Min Broder kom hjem, til ham var dette Brev:

 

Her er der tre tomme sider i bogen

 

 

Jeg sagde til min Broder, at jeg kunde ikke svare ja; han sagde så ”jeg vil gå hen og sige til Harald, han må hellere gå hen og tale med Dig selv”.

Holger Tryde har fortalt mig at han stod hos Harald da min Broder kom.

Min Broder sagde intet og det var tydeligt at Harald var meget nedtrykt. På engang siger min Broder: “Hanne vil tale med dig,” så kan det nok være der kom Liv i ham, sagde Holger.

Imedens min Broder var borte, var jeg gået hen og havde vasket og redt mig, men jeg var højst tarvelig, havde kun et hvidt Tørklæde under min Kjole i stedet for at man da tidt havde en Linningskrave. Så kom han jo, og jeg fik ham jo sagt at jeg følte mig og min Kjærlighed for ringe.

Men han vilde jo være fornøjet både med Ringheden og den Kjærlighed jeg havde. At jeg ikke kunde blive glad, må jo have været Mangel på en frisk Natur. Han gik jo så ind og sagde det til min Fader, og min Fader var så grumme glad, der var ingen han holdt af som ham og de alle sammen.

Så gik der en hen og købte Hvedetvebakker og vi fik Kaffe, deraf vedblev den Skik i vort Hus  at vi på den Dag hvert År drak en festlig Kop Kaffe.

Blandt andre Dumheder jeg dengang sagde var, at han skulde hellere taget Lise Gjøritse, og det blev Harald ved at spøge med hele Livet igjennem.

Den næste Morgen kan jeg så godt huske at da jeg gik over Gulvet var min Gang anderledes end før, jeg gik fastere, det var sådan en Styrke der var kommen til mig.

Så vidt jeg ved, var det Følelsen af min Ringhed, som gjorde at jeg ikke kunde føle mig rigtig glad. At det var hvad man kalder ”et godt Parti” for mig blive Præstekone, kan jeg aldrig huske faldt mig ind.

Næste Dag var det Søndag, og det står tydelig for mig at Simonsen og Ludvig Gjøritse kom og ønskede mig til Lykke. Så gik vi ud til Haralds Moder, hun sagde ”Mig tror der er mange misundelige på min Trold mig tror nu Tryde vilde gjerne have Dig.”

Så gik jo så den Dag.

Alle Haralds Venner syntes godt om det undtagen hans egen Broder Rosa i Næstved, han synes at han havde jo sin Moder og Søster at skulde forsørge. Harald blev vred og skrev tilbage: ”Du skal vide, jeg har ikke forlovet mig på et Bal.”

Vi sås jo gjerne en eller to Gange om Dagen. Den 27. blev det jo min Fødselsdag, og da kan jeg huske at jeg var så glad, jeg gik over Amalienborg Plads i Solskin.

I Januar og Februar var det at Lindberg havde Forsamling på Kalkbrænderiet, der vilde Harald og Klausens ud, men min ældste Broder var stærkt imod alt hvad der kunde blive til  det havde altid min Fader været så bange for; dette gav noget  i Huset. Jeg gik med Harald.

Men da Grundtvig have været der tror jeg dog min Broder også gik derhen.

Om Sommeren blev det bestemt at Haralds Moder skulde ud til Doktor Rosa i Næstved, og da Sommerferien kom fulgte Harald og jeg hende derud. Det var ikke hyggeligt. Den første Nat lå jeg sammen med hende oppe på et Loftskammer og hun var meget syg den Nat og talte hele Tiden med stemmer som hun hørte i Vejen. Om Dagen mærkede man ikke at hun fejlede noget. Der var vi kun nogle Dage, så var vi indbudt til Trydes. Der havde jeg været så bange for at komme fordi jeg vidste det var sådan højtbegavede Folk. Grundtvig sagde om hende, at han havde aldrig truffet en Kvinde med så skarp Forstand. Men der blev jeg modtaget med så megen Godhed. Fra den Tid vi kom hjem spiste Harald til Middag hos os hver Dag, for nu havde han jo intet Hjem mere, men han kom et Par Timer efter vor Spisetid, det var heldigt nok, for det var sjeldent behageligt.

Alle var jo glade for ham, det var jo en stor Glæde for min Fader hver Dag at få lidt talt med ham. Gik vi ud gik vi ofte ene, men også ofte med nogle af Klausens. En Dag spurgte Haralds Moder mig: ” Når Harald sådan går ud med Dig går han vel ind og traktere Dig?” Nej vi kjøber noget Hvedebrød og Hollandsk Ost og Madera, det tager vi med på vore Skovture. ”Det var noget simpelt” sagde hun ”var mig rig som mig var før, så skulde Du få mange smukke Ting.”

Snart efter fik vi det Bud fra Næstved at hun var bleven så sindsyg at Rosa ikke kunne have hende, hun var kommen på Sygehuset. Harald tog straks derned og fik så ved Provst Tryde gjort istand at hun kom i Huset hos Degnen i Tybjerg (Aneks til Herlufholm). Der kom så efter nogen Tid hendes Datter Rosaline[13] og blev hos hende til hendes Død. Siden kom hun hos nogle gode Mennesker i Gimlinge som hed Bøjesens, der døde hun. Harald passe gjerne at hun kunde få Vin til Middag og så blev der også tidt sendt en Kurv med Butterdejskager. 1833 tog Harald sin Asestads[14] i April. Han var temmelig syg bag efter, som han i lang Tid vare hvert Forår af Koldfeber. Måske det var første Gang han havde den 1828 han flyttede ind i Boldhusgade, der flyttede han ind den 30. Marts. Da han var syg sagde min Fader han skulde gå en lang Tur, men han blev jo rigtig syg. Jeg kan huske at Madam Klausen lavede Hønsekjødssuppe til Marie, som da netop havde født Kristjan, men det fik Harald af. I 1828 prædikede Harald første Gang på min Fødselsdag, det var på Amager. Vi var der ude Alle, i to Vogne. Vi var glade derved, om Aftenen var der Selskab hos os og han var der og Lise og Ludvig, der var mange og vi dansede og Lise syntes han var så elskværdig, han var så munter. Som jeg da sad i en Sofa kom han og gjorde en Entrechat for mig og sagde sådan havde den og den friet.

Straks efter hans Moder var rejst fra Byen fik han Valkendorfs Kollegium[15] og da han var bleven Kandidat Barks[16]. På Barks havde han to Værelser ene, der var han til han rejste. Der var han blandt andre sammen med Monrad. Der kom Emilje Klausen og jeg engang om Ugen op til ham og han læste Verdenshistorie med os.

I Foråret 33 var jeg ikke rask og kom derfor ud til Trydes i et Par Måneder, men jeg længtes så meget efter mit Hjem. Da besøgte jeg imellem Haralds Moder. Hun var jo altid venlig og god, men hun vilde helst ind i sit eget Værelse og lukke Døren og være ene. Hun så ikke sådan forstyrret ud, men hun syntes altid at hun var truet af Farer og Ulykker (Minder fra Revolutionen). Hun elskede Ensomhed, selv Rosaline måtte kun være hos hende engang imellem. Hun bestilte slet intet. Hun blev glad ved at modtage Foræringer. (Hun havde altid været en overordentlig trofast og omhyggelig Moder, der selv havde passet sine Børn).

Hun var et elskværdigt Menneske, men ikke ualmindelig begavet. Hendes Harald satte hende det Minde at ”Mildhed og Kjærlighed var hendes inderste Væsen”.

I Kirken hos Tryde var det første Gang jeg ret følte hvad Dåben var.

I sommerferien kom Harald. Vi tage fra Trydes hen til Pastor Olsen i Gjerringe, der var Grundtvig og hans Familie. Olsen var sådan en stille dyb Natur, som der er givet et udmærket Billede af i de Ord af Ingemann: ”Med gammeldags Gudsfrygt i danske Sind, end møder os djerv og stille”.

En Dag gik Ingemann og Grundtvig og talte sammen i Dagligstuen, det var om al Naturens Gjenfødelse, de vare uenige, men jeg kan ikke tydelig huske det. Grundtvig var forelsket i Ingemann; det var så tydeligt. Vi var sammen med Grundtvig ovre hos Ingemanns. Grundtvig spurgte om min Broder ikke kunde komme med ud på Landet. Og da jeg sagde at det kunne han ikke, sagde han så mildt ”det var da slemt”. Grundtvig var så venlig til at hjælpe op og ned af Vognen og give mig Kåbe på. Fru Ingemann var så venlig og god og viste mig Havens Blomster, hun havde mange Markblomster inde.

Jeg må have været der to Gange og Grundtvigs Kone og jeg sad i Sofaen, og vi fik Rødgrød, men da det gik om anden Gang, lagde Grundtvig ikke mærke til det blev budt og Fru Grundtvig sagde da: ”tak, Grundtvig skal ikke have mere.” Det hørte han og sagde: ”ja, nu vil jeg netop have Rødgrød, ellers kan de jo tro min Kone råder.” Han spøgte så med hvordan hun talte, hun sagde Kjøge og Bøge i stedet for Køje og Bøje. Fru Ingemann gav mig en dejlig Blomsterbuket og Ingemann gav mig en Rose. Begge Dele gjemte jeg i mange År, men nu er de gåde tabt. Fru Ingemann var ganske aparte klædt, hun havde en brun Kjole, der var af Form mest som et Stykke Linned; og en Sølvpil i sit mørke Hår. Hun talte ikke meget, men der talte jo også Grundtvig og Ingemann. Hun beholdt til sin Død sine dejlige Øjne og sin bløde Stemme.

Da hun var ung gik hun meget med lyserødt, som ældre havde hun et lille lyserødt Liv under sin Kjole. Både Ingemann og hans Kone havde Godhed for Fader og mig, hun sendte mig Hilsener endnu som gammel Kone.

Nu kom vi jo atter tilbage til Kjøbenhavn. Peter og Kristjan blev taget ud af vor Vester Skole og Kristjan vilde læse med dem og Karen og Lise. Peter og Kristjan var han meget hår imod. Han blev nu mere og mere underlig. Når Harald gik fulgte jeg ham ud i den forreste Stue, hvor vi var glade for at være ene. Der gik jo meget Tid med Kys og Klap (siger Mormoder og ryster på Hovedet). Medens vi sadde der i en Sofa ventede min Fader på mig, for at jeg skulde hjælpe ham og klæde ham af, når han så var i seng gik jeg altid ind og kyssede ham til Godnat. 35 fik jeg Kopperne.

Da 36 kom, blev min Fader så syg, han fik Koldbrand i en Fod og led så uhyre meget, men kom sig igjen. Så begyndte Harald at søge Embede og min Broder syntes jo det var græsseligt at han vilde være Præst i Slotskirken. I Maj 1837 fik han Gjesing og Nørager. Han blev så forfærdet, da det var sket. Jeg blev jo også alvorlig ved det, men jeg har det Indtryk af, at min Fader og de andre vare meget glade derved. Ludvig Gørritse og andre Bekjendte syntes jo det var et forfærdeligt lille Embede. Ludvig Gjørritse sagde: ”Klæder kan I da ingen få af”.

Den 19. August rejste Harald, jeg kan huske vi havde fulgt ud ham til Vesterbro, han vilde nemlig først ud til sin Moder.

Hvor meget alle Klausens må have holdt af min Fader kan man se af Tante Millis Ytring i Sommer; ”Louise tilbeder Din Fader.”

Harald blev ordineret i Århus. Mellem Præsterne var der en Pastor Hendriksen som var taget fra Salling for at være nærværende ved Ordinationen. Da han lagde sin Hånd på Haralds Hoved følte han Ånden over sig. Georg Jensen var kommet fra Horsens.

Der var flere der blev ordineret den Dag, men Harald var den som skulde tale i Kirken.

Det var en god Dag for ham.

Biskoppen var Paludan Møller, han holdt også rigtig af Harald og var så kjærlig imod ham.

Så kom han jo til Gjessing og blev venlig og godt modtaget af Pastor Bulds[17], som også sat ham dygtigt ind i alt hvad der hørte til det praktiske ved Præsteembedet.

Inden Harald rejste havde han fået bestemt, at jeg måtte komme med ud til Fengers. Der kom jeg ud den 12 September. Da jeg kom, var Gunnar Busk der, så de måtte ordne det sådan at Fenger og Busk lå i Gjestekammeret, jeg i Sovekammeret hos Fru Fenger. Hun havde et Barn på et halvt År, men den Pige der passede det lå på Sofaen i Dagligstuen, men hun kom ind med det nogle Gange om Natten. Fru Fenger var meget svag og meget stille. Jeg var jo også stille, men vi kunde godt lide hinanden. Fengerne var også stille, men de vare gode mod mig.

Fenger sagde sommetider: ”Er det ikke for Dem, Hanne Ley, som De vare kommet i en Begravelse, her er så stille imod det De kommer fra”?

Et Træk der viser den sande Gudsfrygt som var i det Hus er følgende: Den ældste af Børnene, Helene, 6 År gammel, stod ved Kjøkken bordet og pillede Rosiner; Fenger kommer gjennem Køkkenet og så hun puttede nogle i Munden; han sagde det måtte hun ikke gjøre. Hun sagde hun havde ikke gjort det.

Nu var det, som der var kommet en stor Sorg i Huset. Sådan gik der et Par Dage, så kan jeg huske at Fru Fenger gik med den lille Pige op i Faderens Værelse og det blev igjen godt.

Der fik jeg jo Breve fra Harald en eller to Gange om Ugen og de levede så helt sammen med mig.

Så vilde Fengerne så gjerne vi skulde komme godt ud af det med Penge og han vilde da gjøre vort Bryllup, men det vilde vi ikke. Så vilde hun så gjerne Fader skulde få en god Avlskarl og da Harald næste Søndag kom til Nørager, stod der en Karl, som spurgte om han vilde fæste ham, det gjorde han og det var et tro og pålideligt Menneske. Da han havde tjent os i fem År skulde han have Bryllup med en Pige i Byen, da gav Harald ham et Sølvbæger hvorpå der stod: ”med Tak for 5 Års tro Tjeneste i Gjesinge Præstegård.” Som denne karl var, var også Jomfruerne og Pigerne udmærket dygtige og tro. Så Fengers Bøn at vi måtte få gode Folk gik i opfyldelse.

Jeg blev hos Fengers til noget før Jul. Jeg kjøbte et Uhr og Fru Fenger hjalp mig at få det istand. Fenger kjøbte den bedste Ko der var at få og fik sat i Stalden i Gjesing. ½ røget Svin gav de os også og al Slags Frø, som han selv havde avlet.

Jeg kommer jo så til Kjøbenhavn og var jo glad der.

Så kom min Fødselsdag hvorpå jeg fik Brev fra Harald om hans Længsel efter at jeg skulde blive hans Hustru. Jeg gik jo så småt og købte ind, for lånte Penge.

Nogle fik vi hist andre her, vi lånte et Par Tusin Daler.

Det var bestemt at Harald skulde komme de første Dage i Marts, men Vinteren var så streng, så ingen troede han kunne komme. Men han kom alligevel og blev lidt kjed over at der ingen Anstalt var gjort til Brylluppet.

Grundtvig[18] måtte jo dengang ikke forrette Kirkelig Handlinger, så det blev Fenger[19] der kom til at vie os.

Den 27. Marts 1837 holdt vi så Bryllup. Grundtvig, Lindbergs (Lindberg var syg), Hansgård, Madam Venninghansen med hendes Datter Lydia og Haralds Søster Charlotte med hendes to Børn og Lise Gjørritse.

Så fik jeg min Stedmoders Brudekjole og mit Konfirmationssjal på. Nogle som boede i Huset gav mig Brudekrandsen.

Da Tiden kom, kjørte min Fader med mig til Kirken; Min Søster Klara og Mille Klausen og Hendes to Søsterbørn vare mine Brudepiger. Det var noget vi ikke havde set i Kjøbenhavn med Brudepiger.

Da jeg med min Fader trådte ind i Kirken og Orgelet begyndte at spille brusede Tonerne også gjennem min Sjel.

Da var jo alle andre kommet til Kirke. Det var i Frelsers Kirke i en knagende Kulde.

Det var en lang Brudevielse.

Harald tog og gik med mig og min Fader med sin Kone, mens de Andre applauderede.

Så kom vi hjem og de vare jo alle meget forfrosne og Grundtvig gik op og ned af Gulvet og sagde: “hu hvor det var langt.” Fenger så ulykkelig ud.

Der blev budt The omkring da vi kom fra Kirke.

Så gik Grundtvig og Fenger hjem og tog Præstekjolerne af og imedens var der dækket Bord i en stor Dagligstue, det var dækket i Hestesko.

Vi fik en vældig Kalvesteg og en stor Krandsekagekurv og Vin. Men jeg kan hverken huske der var tale eller Sang.

Harald og jeg vare glade.

En Tid efter Bordet blev der spillet lidt på Klaver og talt.

Så sagde de jo efterhånden Godnat.

 

Vort Soveværelse var gjort så meget, meget smukt istand.

Næste Morgen gik Harald med min Fader på Kristianshavns Volde. De havde vist talt meget sammen. Op på Dagen kom der mange og ønskede til Lykke. Madam Høst kom og gav mig 6 Theskeer, og de havde dog så lidt.

Min rigtige Moder Stedmoder kom om Eftermiddagen og hun sagde til mig: ”Du skal ikke være bange for at få Børn, for Du er skabt, som Din Moder og hun har ingen svære Fødsler havt.”

Om Aftenen var der vist ikke andre end hende: Madam Otterstrøm.

Om Onsdagen gik vi til Grundtvigs og Lindbergs for at sige Farvel.

Det var Fredag Morgen at vi rejste.

Jeg har sådan et glad Minde fra da jeg sad i Vognen og Døren var lukket, da åbnede jeg den igjen og faldt min Fader om Halsen (han stod på Vogntrappen), det var sidste Gang jeg så ham. Vi kjørte så hen til Hotellet, nogle kilometer derfra gik Dagvognen.

Men det havde Haralds Søster ikke vidst, hun var gået til Præstegården, der var også Ludvig Gjørritse og han græd. Sammen med Fenger tog vi så til Slotsbjergby hvor vi blev den Nat hos Fengers.

Derfra næste Dag til Korsør, men kunde ikke komme videre for Is. Næste Formiddag, den 1. April i et dejligt Solskinsvejr kom vi hurtig og godt over til Nyborg. Der tog Jørgen Hansen med et glad Ansigt imod os og førte os op til Hotellet, hvor han beværtede os udmærket. Hele den næste Nat kørte vi i en gruelig Kulde gennem Fyen. Næste Dag kom vi til Horsens og opholdt os hos Georg Jensen, som var Adjunkt der. Så næste Dag til Århus hvorfra det var bestemt vi straks skulde have rejst videre, men der var jeg ikke rask, så vi måtte blive der over natten. Den 4. April kjørte vi så i en stærk Storm, men i Kalechevogn til Gjesing. Der kom vi da Solen gik ned og det var et dejligt Syn at se hvor den forgylde Ruderne i Præstegården, jeg kan se det endnu.

Så kom vi ind i Gården, hvor Avlskarlen Søren og Jomfruen Frederikke Bang tog imod os.

De fik snart det lille Mahognibord dækket og vi fik The og Smørrebrød. Jeg syntes jo det var dejligt. Harald havde altid skrevet at der var småt og ringe, men jeg syntes, der var dejligt.

Næste Morgen kom Hvid og hilste på os og der kom Bud fra Løvenholm om vi vilde komme der op om Eftermiddagen.

Så tog vi der op om Eftermiddagen, der var Fru Pinds[20] Moder, den gamle Fru Faith. Jeg syntes de var så besynderlige. De tilbød os at låne både Sengeklæder og alt vi manglede. For vi kunde jo ikke få vort Tøj så længe der var Istrandsport, men jeg sagde nej Tak til det alt.

Så kom jo snart Søndag og der kom ingen i Kirke, jeg synes det var sådan en Sorg; dog var der nogle i Nørager.

Vi skrev ikke til nogle. Vi fik Brev fra Fenger og mange Skjend for vi ikke havde skrevet.

Rønne forespurgte fra Dronningen (Karoline Amalie) om vi ikke havde fået hendes Lykynskning.

Vi vare meget glade.

Noget efter vi var kommen var der Møde om at Dejnen i Gjesing gjerne vilde have et Fjelgulv istedet for et usselt Lergulv, men det vilde Mændene ikke give ham. Da talte Harald så ivrigt Degnens Sag at han kom syg hjem, hans Stemme var ligesom gået bort. Det fik da en heldig Ende. (Fik Grunden til Nægtelsen var, at Dejnen i Nørager, Bager intet havde), men så foreslog Harald at han også kunde få et og så gik det igjennem.

Endelig blev Søen åben og vort Tøj kom til Udbyhøj; sammen med det kom Elise og Bine Prahl. Det var vore første Gjester. Så fik vi jo Huset pænt istand (Jeg havde ellers hjulpet mig så godt jeg kunne, som lavet Saltkar af Papir.)

Det morede mig jo om Søndagen at lave pænt Mad; jeg havde fra Barn syntes så godt om at have 3 Retter om Søndagen og Harald havde jo fra sit hjem været vant til lidt finere Mad. Vi havde jo Husholdningen der blev lavet Mad til Folkene for sig og til os for sig. Harald tænkte jo meget på om der måtte blive Velsignelse ved det Ord han havde at føre.

Lidt hen på Sommeren besøgte vi Pastor Hendriksen i Salling. Der kan jeg huske jeg stod på en Høj i Haven og så Kjøerne komme brasende hjem fra Marken. Jeg gjorde Anskrig og mente der var noget helt galt ved det, men de Andre lo jo bare af mig.

Da var der en Søndag og så en fuld Kirke, for der var den gamle Vane at gå i Kirke bleven ved og de sang af Kingos Salmebog. Da vi kom tilbage fra den Thur, rejste Bine og Lise snart efter og Harald kjørte dem til Århus, for med det samme at hente Lovise, Mille og Julius som nu vilde besøge os. Vor Køkkenpige havde bedet om at kjøre med på Vognen for at besøge nogen af hendes Familje, som boede på den Vej og Jomfruen skulde til sin Søster i Fausing. Der skulde så komme en Kone og malke, ellers var jeg ene. Så kom Onkel August, han havde været Toldbetjent i Viborg, men havde nu fået sin Afsked på grund af Druk, og han så meget ringe ud. Jeg har måttet kunnet se på ham hvordan det hang sammen, for jeg fik ham ind i et lille Værelse og gav ham fra inders til yders af Haralds Tøj. Han tog al sit eget af og jeg brændte det fordi det krøb. Jeg var så glad jeg vare ene, at ingen fik ham at se i den Tilstand. Så kom de jo Hjem alle og det var jo en Fornøjelse. Så spurgte August ham om han måtte blive hos os, og Harald sagde ja, dersom han vilde lade være at drikke, det lovede han og det holdt han. Så ved jeg ikke så lige om han var et eller halvandet År, da fik han en Plads på et Kontor i Randers, hvor han var 4 Måneder om Foråret og 4 om Efteråret, de andre 4 hos os. Jeg tror næsten at Julius friede til Mille på det Besøg, men hun sagde nej.

Medens de var hos os fik vi at vide at Jørgen Hansen var blevet Kateket i Frederiks og Mille blev helt rød i Kinderne ved det.

Så om Efteråret rejste de jo hjem igjen. Nu var vi jo så ene, ja August var jo hos os.

Henad Jul skrev vi hjem, at vi til Foråret ventede os et Barn og det Budskab blev modtaget med stor Glæde.

Vi havde jo megen Omgang med Præsterne der omkring. Der var La Cur i Nimtofte, Provst Kolding i Ørsted, Ingerslevs i Vivild og Boesen i Knebel.

Harald var den de samledes om.

Da vi første Gang havde Præstekonvent skulde det begynde hos os.

Den samme Dag havde Dejnen  og de talte om hvad der var på færde i Præstegården at der var så mange Præster samlede. Der var en af dem der godt vidste det, de var kommen sammen for at mane for der var Spøgelser på Mejlgård (den lå 2 mil borte) de kunde også alle mane, undtagen ham i Vivild, han kunde ikke, for han havde ligget.

Den 30. April blev Rose født.

Medens hun blev klædt på så hun med et Par store klare Øjne på Lyset, hun var et nydeligt Barn. Harald var så lykkelig.

Det var aldrig faldet mig andet ind end at det måtte være en Dreng, så jeg syntes det var så forunderligt. Hun blev ikke meget vugget.

Både nær og fjern var der megen Glæde over det Barn. Jeg fik så mange Høns, kyllinger, Smør og Æg, så det var storartet. Hele Sommeren igjennem kunde vi om Søndagen koge Suppe på Kyllinger.

Om Søndagen, som hun blev født om Tirsdagen var vi hos Blikfeldt og den Dag kom Rikke og Klara fra Kjøbenhavn.

Om Mandagen kjørte Harald til Ørsted, men jeg blev syg lidt efter, vor egen Karl blev kaldt hjem og kjørte efter Harald, en anden efter Jordemoderen. Så var jeg syg til Kl.2 Tirsdag Nat, da hun blev født. Jeg var meget mat.

Harald tilbragte hele Tiden i sit Værelse til hun var født, så kom han først ind til mig.

Inden hun blev født fik jeg 7 ganske dejlige Huer fra Elise Gjøritse, de var hæklede og med Kniplinger og Silkebånd; den allermindste fik Rose på straks og de har da alle 6 fået.

Nogle Dage efter hun var født fik vi to Breve. Det ene at Haralds Broder Rosa var død af galopperende Svindsot og det andet fra Elise Gjørritse at hun var bleven forlovet med Simonsen[21].

Lignende Breve fik jeg den Morgen efter lille Harald[22] skulde døbes 1870, nemlig at Elise Gjørritse var død og at Johanne var bleven trolovet.

Snart efter sagde jeg til Harald om hun måtte blive opkaldt efter min Moder, det måtte hun jo så meget gjerne, da sagde han snart efter, når vi nu sat Rose til var hun opkaldt efter dem begge to; det blev så sådan at hun kom til at hedde Rose Marie Karoline[23].

Min Søster Klara bar hende og Rikke Klausen stod Fadder.

Madam Hvid sagde nogle År efter at det var første Gang hun forstod hvilken Højtid det var at få et Barn døbt. Harald og jeg var altid enige; vi havde gjensidige en stor Agtelse for hinanden. Rose var et yndigt Barn.

Madam Østrup og Kristian Klausen kom den Sommer, hun havde været i Assens for at fri til Gustav Prahl, men fik en Kurv; da blev hun trolovet og gift med en af Sønnerne, som også blev Præst.

Så gik jo Sensommeren og Vinteren.

Næste Forår kom Marie og hendes lille Søn Kristjan[24], der havde været Tale om at min Fader skulde komme, men han følte sig dog for svag dertil, men var så glad og taknemmelig at hans Kone og Søn var derovre.

Hun var en god kone. Snart efter de vare rejste blev Johanne født, den 19. September 1840, hun var meget større end Rose og ikke nær så køn; det skrev Harald til min Fader og så sagde han man kan da se Forskjel. Dagen efter blev han syg og døde om Natten, det var vist Apopleksi. Da Marie havde siddet en Tid hos ham om Natten, lå hun sig i Sengen ved siden af og faldt i Søvn, men vågnede ved en Lyd og da hun vågnede var han død. Hun var så ulykkelig over hun var falden i Søvn, og min ældste Broder[25] kom til og bebrejdede hende det i stærke Udtryk, så hun var nær ved at fortvivle, og det blev ved. Min Broder vilde at min Faders Gæld skulde betales og der var intet at betale med, for Sagen var den at de var gået for længe siden.

Madam Venninghansen og Lydia var komne for at tale ham tilrette. Han blev rasende på Madam Venninghansen og Lydia sagde: ”Moder bryd Dig ikke derom, han er jo gal.” (Han elskede Lydia).

Grundtvig talte ved min Faders Grav og havde talt om at have Enighed mellem hinanden. Det var nok kun få som fulgte min Fader, blandt dem må nævnes Ludvig Gjørritse og Prokurator Høst.

Nu begyndte Marie at blive sindssvag, hun led så meget under Kristians mørke Sind, jeg tror hun kom på Hospitalet en Tid, derefter over til Hansen og Mølle i Frederik.

Hansegård var Formynder for Klausen hans, Hansen og Julius gik en Dag op til Store Kristjan og sagde at han måtte rejse for  Rikke tog til Lindberg[26], Louise også til Mille og Tante Vene, kom i vort Hus i Gjesing, det var vel i 45 eller 46. Så levede Store Kristjan ene og Rikke var nok mageløs god til at give ham Alt hvad hun kunne for hun elskede ham og denne Kjærlighed bevarede hun Livet igjennem.

I 48 meldte han sig straks som Frivillig, men blev kaseret, for Alder og Svaghed. Han tog med et Soldaterskab til Als, så var han noget hos sin Faster i Sønderborg. Dog var han meget fattig og svag.

I 50 kom han som Huslærer til den rige Knudsen på Hedegården i Sønderjylland. Der begyndte så hans store Virksomhed[27].

Klara var et Par År hos Otterstrøms, men så fik Klara mig til at tage derud for at sige hun ikke vilde være der længere. Jeg kom og sagde hun først vilde være lidt hos mig og så nedsætte sig i Randers og sy Skræddersyning. ”Dermed kan hun ikke fortjene det bare Brød”, sagde fru Otterstrøm.

Så kom hun til os den 24. November 1843, den Dag Amalie blev født. Hun var så hos os den Vinter, men kom om Foråret derefter til Bildsteds[28] i Frederiks. Her var hun glad ved at være og holdt meget af dem; Fru Bildsted holdt meget af at komme ud og nu var hun så rolig ved at overlade Børnene til Klara; der var hun vel en 12 År eller mere. Nu vare Børnene blevet store. Albertis en kort Tid og så i flere År hos Konstantin Hansens og derfra som Husbestyrerinde hos Overlæge Rathje i Randers og så et Par År i samme Stilling hos en Grosserer i Kjøbenhavn og derfra til Randers og var en Vinter hos os, det var Vinteren 70 – 71. Derfra til Halling, hvor hun oprettede en lille Handel, som hun har endnu.

Lise var hos os i 16 År og gik i Huset og hjalp med hvad hun kunde, hun fik så godt som ingen Løn og sjældent Tak for hvad hun gjorde. Nørgård tilbød hende at være hos dem for at bruge Bade, der var hun det meste af en Sommer og blev meget raskere. Hun var også altid så god ved August.

Hun holdt meget af Børnene, især af Louise som blev født 24 Marts 1842, en Skjærtorsdag; hun var meget lille, så hun kunne passe den lille Hue i fire uger. Hun fik Bryst til hun næsten var et År, hun tog så lidt.

Den Vinter imellem hun blev født var Harald syg hele Vinteren af Skarlagensfeber. Det Forår havde Hansen og Mille Bryllup og Harald tog derover. Da besøgte han Grundtvig, og da han talte med ham om hvordan det gik med Gjerningen i Gjesing og fortalte at de Unge, som han havde konfirmeret ikke vare flittige til at gå i Kirke; da sagde Grundtvig omtrent sådan: ”ja så duer det Hele jo ikke meget”. Det var jo meget hårde Ord. Skjønt det bedrøvede ham meget, tog det dog ikke Modet fra ham; men jeg tror ikke han senere besøgte Grundtvig.

Da han kom hjem fra den Rejse blev Louise døbt, Fru Boesen bar hende, Peter Klausen stod Fadder til hende. Da Lise havde været hos os i 16 År og Rose og Johanne blevne konfirmerede, så syntes hun at hun var tilovers og da fik hun et Tilbud om at tage til Trøjels på Vake[29] og de kom snart til at holde af hende og skjønte bedre på hende end vi andre havde gjort. Da de nogle År efter solgte Gården tog hun med dem til Kjøbenhavn, hvor hun passede og hjalp Trøjel i hans sygdom og blev fremdeles hos hans Enke til hendes død og de holdt rigtigt af hinanden. Alle Børnene sagde at der var ingen af dem, som kunne have været det for deres Forældre som hun havde været. Fru Trøjel testamenterede hende 40 Rd. om Året og gav hende Seng og Sengeklæder, Stol, Bord, Dækketøj og Lagner.

Og Lise og hendes ene Datter blev et År efter hendes død, men efter hendes Vilje i den Afdødes Hjem.

Nu tog Lise til Klara og har været der siden.

Fru Trøjels datter Enkefru Møller som selv kun havde lidt, gav Lise 500 Rd. og de blevne satte i Handelen. Det var 73. Og de har havt det godt i den Tid.Harald var så glad for børnene og for sit hjem, men lidt meget bedrøvet over ikke at kunde se Frugt af sin Gjerning, men Troen på at et godt Ord altid må udrette noget godt, selv om det ikke ses, bevarede han stedse.

Harald og jeg vare meget forskellige i Naturanlæg, han så barnlig lys og glad, jeg derimod en mere tung og bekømrende Natur og havde også kun lidt Forstand og Følelse, men derimod megen Længsel efter at nå det Bedste, og den er bleven ved. Jeg var en mere praktisk, udadvendt Natur. Harald derimod mere absolut anlagt for åndeligt Arbejde.

Hans Trøst til mig var tidt: ”Viljen ser Vor Herre på”. Min Sorg var jo så, at Viljen ikke var så stærk, at den bragte Ro og Glæde i mig og Meddelelse til andre.

Da vi kom til Gjesing blev vi meget i det samme Spor som pastor Bulds[30], vi beholdt deres Tjenestefolk og deres Omgang var Folkene på de forskellige Herregårde, det blev også vor, vi mødte Venlighed både der og hos Bønderne, men vi omgikkes jo ikke rigtig med Bønderne. Vi kom jo til deres Gilder og Fader gik jo noget Sygebesøg, vi føldte nok for Fattigfolk, men det vare mere Medlidenhed end barmhjertighed.

I Oktober Måned 76 rejste Harald til Kjøbenhavn for at søge om et større Embede, men Stemand sagde: ”Å, 340 Rd, det kan nok gå an”. Så han gav ham ikke Håb om nogen Forfløttelse.

Da han kom gjorde vi vor Jomfru Sofie Albeks Bryllup, hun var et Sjellent Menneske, hun blev gift med en Skolelærer Berg.

Da var Amalie knapt 3 År og kunne Flugten til Amerika og meget andet udenad. Hun drømte om ”Mus i Gang og Englesang.”

Hun var et dejligt Barn med store blå Øjne og gule Krøller fuld af Liv og Lyst.

Jeg blev syg den 12 November og lå til Klara blev født D27. December 1846.

Det var i et forfærdeligt Vejr, Vognen kjørte efter Jordemoderen, men hun var ikke at få, så kjørte den efter Doktor.

Da var der en Kone hos mig hun sagde til mig: ”Hun skal ikke være bange, der er en imellem Smerten og hende.” Og så så jeg det jo også.

Klara blev døbt på min Fødselsdag og da var jeg oppe, men så blev Harald syg hele Februar Måned. Men så først i Marts en Søndag, da Grå prædikede for ham, så kom der en Postvogn ind af Porten og det var Onkel August der kom med Efterretningen om at Harald var kaldet til Borup.

Både han og jeg blev så alvårlige og stille med det, men Grå var så glad for vor Skyld og August sagde det var en personlig Opmærksomhed imod ham.

Så blev vi snart raske og så gik Tiden jo med Tanke og Beredelse til at tage bort. Midt i Maj tog Fader til Borup.

Han blev ikke modtaget med Venlighed, de havde hørt det var en hellig Præst. Gamle Fru Faith[31] på Oust mølle var jo meget glad derved, men hun forudså at --(4 ord øverst på siden kan ikke læses)-- snart at have med mange af de Folk at gjøre.

Den Dag han skulde holde sin Tiltrædelsesprædiken var han meget nedtrykt og syntes der var så koldt og tomt omkring ham.

Da han så stod på Prædikestolen og så ud så mødte han et Par brune Barneøjne så fulde af Kjærlighed at de styrkede ham til at tale.

Så gik jo sådan Tiden; omtrent hver anden Uge kom han hjem, og det var jo en stor Glæde for os begge. Da hans Eftermand[32] kom i Vinter, tog han ud og tog imod ham og bragte ham til Gjesing; med ham havde vi et meget fornøjeligt Samliv.

Det var først i November 1847 at jeg kom til Borup, men vi skulde alligevel holde Husholdning i Gjesing til midt i Marts, der blev så Lise og en Pige.

De fleste af vore Venner rådede os til at bortforpagte Avlingen, men en enkelt, som Nørgård rådede til selv at tage Avlingen, og da vi i Gjesing havde været rigtig glade ved at have den lille Avling besluttede vi os til også at gjøre det i Borup. 1847 var Korn og Kvæg steget til de højeste Priser, 12 Rd. For Rug, 8 for Byg, 8 for Havre. Så måtte vi gjøre Lån for at få større Besætning. Han lånte nu 1000 Rd. af Ludvig Gjørritse, alt Kornet som var såt i Jorden skulde jo betales efter de Priser der da var og hele Besætningen. Nørgård lod os få sin dygtige Avlskarl. Denne Præstegårds Jorde havde været forpagtet bort i en 120 År, den var meget udpint og blev nu omlagt efter det bedste, men efter 47 kom 48 med de stærkt nedadgående Priser på alle Ting. Karlene som vare fæstede skulde i Krigen, så måtte vi have Piger til at gå i Marken, Avlskarlen blev først udkommanderet i 49.

Harald var taget ud at besøge Folk i Gjesing og Pind og Vinter var taget hen for at besøge os, de traf mig ene og bragte mig så Efterretningen om Oprørets  Næste Dag kom Harald hjem og havde allerede hørt om det i Randers. Så levede vi jo i det. Vi skulde have bygget Stuehuset op den Sommer, men det opgav vi jo straks.

Min ældste Broder meldte sig om frivillig, men blev kasseret.

Vi alle levede jo med i alt og for hvad der foregik i vort Folk.

Da Sommeren gik og Efteråret kom, så var Kornet bleven så billigt at Byg kun kostede 15 Mark og Havre 10 Mark. I det Forhold var alt faldet. Det var ganske som de 1000 Daler vi havde lånt vare forsvundne. Dem blev vi ved med at betale Renter af 40 Rd. om Året, hver Gang Renterne var betalt og Ludvig Gjørritse skrev han havde modtaget dem, var der tilføjet at vi måtte ikke sende Renter, dersom det var os svært. Da Harald var død sendte han Beviset for de 1000 kroner tilbage og siden den Tid har han i alle de År jeg har været Enke givet mig 25 Rd. om Året og da han nu døde 84 År gammel, vilde hans Slægt blive ved at give mig dem så længe jeg levede.

Det var nogle meget svære År for mig. Køerne vilde ikke malke, Røjteren blev syg og Pigerne vilde nødig gå i Marken. Avlskarlen græd da han rejste bort. Den anden Karl vi havde med i Krigen var bleven fangen, men da nogle af Fangerne bleve udvekslet kjøbte han sig fri ved at give en anden 2 Rd. for at komme ud i hans Sted.

Så kom jo 1849. Jeg havde det meget besværligt. Vi havde ingen Karle, en Husmand skulde styre det. Vi havde 4 Piger, som jo hjalp med Markarbejdet, men en Dag vilde ingen af dem flytte Køerne, så gjorde Fader det selv. Så havde vi også en syg Dreng (Rygteren var jo syg), så havde vi min Søster Lise, Jomfru Simonsen og Tante Vene, August og Kristjan Basen.

Søndagen før Sofie blev født den 12 Marts kørte Fader til Gjesing for at hente Madam Borum. Jeg havde ligget og været syg især af en forfærdelig hovedpine temmelig længe.

Midt i April blev Sofie døbt.

Der var stor Stads ved Barnedåben. Samme Dag blev Kristjan Basen konfirmeret. Fru Faith, (den unge) bar hende og Sofie Brøndsted stod Fadder. De øvrige Faddere vare Kristjan og Johannes Basen og så en til. Blandt andet blev der trakteret med Ryper fra Norge.

Dagen efter flyttede vi over i en lille ussel Lejlighed i Forpagterhuset, fordi Stuehuset skulde rives ned. Så havde vi jo Gården fuld af Håndværksfolk. De skulde nu da ikke have Kosten, men når de blevne tørstige drak de Øl hos os.

Det første der blev færdig af den nye Bygning var Haralds Studereværelse. Det var jo en græsselig svær Tid med Krigen og Tabet ved Ekranfyrde[33], men da Efterretningen kom om Slaget ved Frederik, så blev alt så lyst og godt. Dette Slags Minde var så levende i vort Hjem, at det var Klaras og Sofies første Lege, at gå og synge om Slaget ved Frederik og lege at de var med i det. Og jeg husker det endnu jeg er bleven så gammel, at hejse Flaget på den Dag.

I Halvtreds i Januar lå de alle syg af Mæslingerne og Sofie var ret dårlig. Da gik jeg en Søndag Formiddag med hende på Armen og sang: ”Lær mig o Skov, at visne glad.” Da kom Efterretningen om at Øeenslæger[34] var død, og den blev sunget ved hans Begravelse. Han fik, som Andersen sagde, en smuk tale til Kirkegården ”et Folk i Sorg langs Vejen står.”

Da Efterretningen kom om Istedslaget var Ludvig Gørritse i Besøg hos os og Stadsprovst Tryde, så var det en Søndag Efterretningen kom og de tog ud til Randers for rigtig at høre derom og sagde at de vilde komme tilbage med Sjampanje, dersom vi havde sejret, men det gjorde de ikke, for vel havde vi vundet en stor Sejr, men der var dog så mange Faldne og Sårede at det ikke passede at drikke Champanje. Bagefter havde Harald den Fornøjelse at gjøre en Tur med Ludvig Gjørritse til Himmelbjerget.

51 kom vore Folk jo hjem og vor gode Avlskarl fik Præstegården i Forpagtning ved selv at have Avlingen i de tre Krigsår vare vi blevne meget forgjællede. Nu gik det bedre for os, vi havde nu alligevel både Heste og Køer, Kusk, Røjter og Dreng.

53 gjorde vi en Kjøbenhavnsrejse og tog til Rose og Johanne.

For Rose og Johanne var det en stor Herlighed, jeg blev snart syg, fik et dårligt Knæ, så jeg måtte ligge, men jeg var dog glad ved at se Kjøbenhavn igjen, jeg synes jeg kunde kende stenene.

Da vi kom hjem havde de Alle gjort det så kønt, men mit Knæ var jo dårligt, så jeg kunne ikke komme omkring og se det.

Da vi var kommen om Bord på Dampskibet for at rejse hjem, hørte vi at Koleraen var udbrudt i Kjøbenhavn. Mellem dem som sagde os farvel på Dampskibet og han lå på Knæ for mig, da han sagde Farvel, Ham må jeg med det samme give til Minde, at han var mellem dem som i de første fem År efter Faders Død gav mig noget vist om Året; og når så Basen kom og hentede det, sagde Syskind altid, tak at De har gjort mig den Glæde, at jeg kan være med.

Dem vi havde til Omgangskreds nede i Borup var jo ikke så fornøjelige, som i Gesing; men der var jo altid mange af vore Ungdomsvenner og fra vort Ophold i Gjesing, som besøgte os.

Basen blev jo trofast ved.

Da vi kom til Borup, holdt jeg så længe som muligt igjen med at gjøre Bekendtskaber. Men det faldt naturligt for os at komme i Omgang med de nærmeste Præster og Proprietærerne i Borup Sogn.

Harald kunde jo så godt finde det gode hos dem Alle, kunde jo også godt se det der ikke duede, men havde jo en sjellen Evne til at få det Gode frem, der var ikke mangel på Sandhedskjærlighed.

Enhver Bonde der kom blev godt modtaget, men Omgang havde vi nok ikke med dem.

Harald samlede jo ingen stor Menighed om sig, men mismodig var han i det hele ikke; han var altid glad ved at prædike.

I sin Sygdom, kan jeg huske, at han engang blev mismodig, det var vist også fordi Rose og Johanne vare så glade ved Kristiane, men ellers var han jo en glad og frejdig Natur.

Harald læste jo grumme meget, også teologiske Skrifter på fremmede Sprog. Han læste ikke stort Aviser.

Det blev da som han ønskede som ganske ung, at han gik først bort. ”Du kan meget bedre tåle at jeg går bort, end jeg kan tåle om Du blev tagen fra mig.”

Mens Vorherre gik her på Jorden sagde han også flere Gange at han vilde være Enkers og de Faderløses Beskøtter, så derfor er jeg ikke bange for Eder.

Da han var syg sagde han at han vilde gjerne leve, men også gjerne dø om det så var Guds vilje. Der blev læst meget højt for ham medens han var syg af Rose og Johanne, især af Rose.

Jeg læste kun nogle Salmer, og så i Balslevs Betragtninger for Syge

Han sagde engang ”når jeg er borte, så flytter Du vel til Kjøbenhavn”.

Jeg sagde ”jeg vil heller blive her i Borup”.

Det gik ikke rigtigt op for mig at han virkelig skulde tages fra os.

Kort før han døde, sad jeg og syde nogle røde Forklæder til Klara og Sofie.

Han nød ikke den hellige Nadvere før han døde, han sagde han vilde vente til Onsdag, men han døde om Tirsdagen.

Der var ofte nogle, som kom og forærede ham noget, medens han var syg og det var han så glad for, han skrev det op i lang Tid. Men han var ikke rigtig glad ved at jeg havde sendt Bud efter Basen, og da så Provst Basen kom sagde han ikke rigtig noget og Basen spurgte om han var ked for han ikke kom i går. Men det var vel fordi at det jo gav mere Uro med Fremmede.

Der var to eller tre Gange at han kom til at kaste Blod op og da jeg så stod hos ham sagde han ”kan Du tåle det”.

Jeg syntes jeg kunne tåle alt, når jeg bare kunne tage Smerten fra ham.

Klara vilde jo også våge og så var der det gode ved hende at hun altid stod med varm Havresuppe når hendes Fader vågnede.

Medens vi taler om Klara så tænker jeg på at da Justitsråds Jespersen sagde at de vilde tage et af Børnene (efter Faders død) og jeg lå vågen og tænkte derpå, så sagde Klara: ”Moder jeg vil godt tage ud til dem”.

Så det blev sådanne.

Så kom Tilbud fra Basen, Bladel, Hagen, Hansen og Brimsons at tage Børnene i Huset og det faldt mig jo svært.

Jeg havde i det sidste År før Faders Død ofte tænkt: Du kommer vist snart op til Vorherre. Så på en Måde var det ikke så stor en Sorg, for jeg syntes det var så godt for ham; men i den første Tid efter hans Død, var det som om jeg helt havde glemt hvordan han så ud og hvad han havde talt, jeg kunne kun huske ham fra hans tidligste Ungdom. Det var jeg så bedrøvet over, men senere kom jeg dog igjen til at huske ham rigtigt.

Rose og Amalie gik til Randers for at lære Fransk.

Så kom jo Peder Scharling[35] for at være Faders Eftermand. Fader havde sagt til mig at jeg skulde endelig vare god ved hans Eftermand.

Og det var jeg også.

Så synes Fauerskov og Basen at vi skulde søge at få Tante Vene i en eller anden Stiftelse; det var hun meget bedrøvet over, hun sagde: ”lad hellere de Unge komme ud i Verden”. Men det har altid gjort mig ondt, at vi ikke beholdt hende.

Jeg fik i de sidste År i Borup mange Beviser på Folks Godhed mod os. (Ludvig Gjørritse)

Det faldt mig ikke svært at rejse fra Borup.

Så levede vi jo i Randers fra 60 og til 71.

Jeg syntes, jeg havde det godt der.