Naar tvende Magter føre Krig med hinanden, er det ingenlunde Tilfældet, at de uafbrudt anvende Døden til at tage hinanden af Dage; thi - det kunde de ikke holde ud. Engang imellem, hyppigere eller sjeldnere, træffer man sammen, og da anstilles rigtignok en noget uregelmæssig Aareladning en gros. Men naar det er forbi, pleje Deeltagerne i Regelen at føle en vis Trang efter hvad man i daglig Tale kalder Spise og Drikke, og naar saa det er forbi, ønske de sig en lille Luur, og hvis de da vaagne næste Morgen, er der særdeles Mange, der ynde en fornuftig Pibe Tobak. Man glæde sig ved Afvexling i Forretningsordenen, og jeg troer ganske sikkert, at det er kommen til almindelig Bevidsthed, at Slagdagene skifte med Hviledagene, meer eller mindre skjønne i forskjellige Grader.
Hvormed udfylder Krigeren disse Pauser? - O! forskjelligt. Det afhænger for en stor Deel af Pausens Beskaffenhed; om det er en fjerdedeels, en halv, eller en heel Pause, maaske en heel af den Slags, der gjelder for To. Man stiller en Sandsynligshedsberegning over det Tidsforhold, der er blevet En tildeel, og derefter indretter man sig.
Kolding ligger dejligt. Der er en skjøn Udsigt, fortrinlig Brolægning, en stor Ruin, brilliant Echo, herlige Indvaanere, og ret en udvalgt Samling af unge Skjønmøer, hvoraf flere desværre paa Grund af Tidsomstændighederne ere blevne anderswo engagirt, eller, som man ogsaa siger, forlovede.
Her var det, i denne velsignede lille By, at der i Eftersommeren 1848 laa indqvarteret en Afdeling Herregaardsskytter. De erindrer disse prægtige Karle, og De maa tilstaae, at det var det smukkeste Korps, man vilde see for sine Øjne. Maaske har De - det er disse Liniers smukke Læserinder, jeg ærbødigen henvender mig til - seet dem enkeltviis, eller to og to, eller vel endog i flere Portioner at ride gjennem Gaderne, og havde De da Qvindestyrke nok til at vende Blikket bort fra den grønklædte Rytter?
"See Du! der er de; aa hvad, Lotte! en Herregaardsskytte!"
Det sagde De; det var ganske bestemt Deres egne Ord; men spørg mig ikke hvorfra jeg veed det, - for jeg siger Dem det ikke.
Og dog, det var slet ikke Noget at see dem saadan paa en Gade. Nej, bedst tage de sig unægtelig ud, naar man mødte deres lange Tog i en Lysning i Skoven med Aftensolen lige i Ansigtet. Jeg havde aldrig troet, at mine danske Landsmænd kunde see romantiske ud, men disse havde virkelig et romantisk Udseende. Deres klædelige Dragt, - en tætsluttende grøn Frakke, den lille graa Hat med de phantastiske Kokarder af Fuglefjær, Ridebeenklæderne og Storstøvlerne; deres prægtige, men forkjelligartede Vaaben, - sølvindlagte Rifter, Daggerten, Kuglepungen og Hundepidsken; deres kjække Ansigter, - ungdomsfriske, glade, solbrændte og omkrandsede af mægtige Skjæg og fyldige Lokker; deres livlige Heste, deres muntre Jægersange, Støvskyen, som indhyllede dem, - Alt dette gav dem noget Ejendommeligt, noget Frit, noget Kjækt, Sorgløst, Modigt, og det Menneske maatte da være skabt som en Hollænder, der ikke standsede og med Begjærlighed dvælede ved dette Syn.
Jeg kunde i Grunden godt lide de sjællandske Herregaardskytter!
En Herregaardsskytte er et Menneske, - jeg troer ikke der gives ret Mange, som driste sig til at benægte denne Paastand, - og er som saadant begavet med menneskelige Tilbøjeligheder og Fornemmelser samt hvad der ellers hører til et komplet Menneske ifølge hans rent menneskelige Natur. Endvidere veed man, at det ligger i samme menneskelige Konstitution, at Manden undertiden nærmer sig til Qvinden for af denne Livets Blomst at indaande en poetisk Duft, som en Pebersvend aldrig lærer at kjende i sin elskelige Reenhed. Adderer man nu disse to Sætninger sammen, maa Resultet nødvendigviis blive dette, at vore gode Herregaardsskytter længtes efter at gjøre Bekjendtskab med Koldings Damer. De havde nemlig faaet en fortræffelig lang Pause, og i denne Uvirksomhedstilstand var der særdeles mange, der bagved det venstre Brysts Ribbeen følte underlige Fornemmelser at hiin, deres rene Menneskenatur. Men iblandt disse Mange var der Een, der højt overragede de Andre ved sine Tankers Snilde, og det var denne Ene, der udtalte Ordet:
"Vi ville gjøre en stor Sejltour med Damer til Hindsgavl!"
- Bravo! - Hør ham! - Han taler! - Sørensen frem! - Da capo!
Saaledes lød det fra det omstaaende Jægerchor, og dette er efter de paalideligste historiske Kilder den første Oprindelse til hiin mindeværdige Sejltour.
Sejltouren var bestemt, eenstemmigen besluttet. - Man tog nu nogle alvorlige Ansigter paa og begyndte strax at udarbejde Planen i den finere Details. Mange særdeles vittige Indfald bleve yttrede og strax førtes til Protokols af Sekretairen. Men, paa eengang siger en Grønkjole:
"Jamen sæt nu, at Damerne ikke ville. For vi kjende jo saa godt som Ingen, og man kunde let resikere at blive viist Døren, naar man henvendte sig til Mama med de Ord: Fruen har vel ikke Noget imod, at jeg med Deres Frøken Datter rejser lidt over til Fyen?"
Jeg vil ikke invitere - sagde En.
Jeg heller ikke - sagde en Anden.
Nej! vor Herre bevares - sagde den Tredie.
Ikke for al Verden - sagde den Fjerde.
Hellere døe - sagde den Femte.
Rædsom Forvirring. Lange Ansigter. Rynkede Bryn. Taushed.
Oprigtigt talt maa man indrømme, at vore Skytter reddede sig ud af denne Forlegenhed paa den fortræffeligste Maade af Verden. De formaaede en elskværdig Dame af sat Alder og som nød en almindelig Agtelse i hendes Samfundskreds til at repræsentere Sejltourens styrende Princip, eller - hvad man i Grunden ogsaa kunde sige - til at forestille det Hovedbanner, hvorom den ungdomsglade Hob kunde samles, ligerviis som de mange smaa Kyllinger om den betænksomme Hønemoder. Forsynede med Kreditiver og Anbefalinger fra denne værdige Chef, lykkedes det de udvalgte Ambassadeurer, hvortil man meget hensigtsmæssigt havde valgt de Netteste blandet de Nette, at erholde de Skjønnes Tilsagn om at forhøje Festen ved deres personlige Nærværelse.
Det var ganske sikkert den 6th September om Formiddagen henad Klokken ti, at man nedenfor Ruinerne af Koldinghuus saae forskjellige Qvindeskikkelser med svævende Gang, at tage en østlig Retning nedad mod Koldingfjord. Ved Havnehovedet havde denne epokegjørende Begivenhed allerede forsamlet en Deel Skuelystne, der i det Ringeste vilde fryde sig ved Synet af Skarens Afrejse, eftersom de ikke hørte til de Lykkelige, der selv skulde figurere i samme. Disse Lykkelige stode noget afsides med hvide Handsker og blanke Daggerter paa, med dette halvvigtige, men dog meget tilfredse Physiognomi, der strax maatte betegne dem som Dagens Helte. - Efterhaanden som Damerne ankom til Stedet, foregik der lette Bevægelser af behagelig Overraskelse og Beundring blandt de Tilstædeværende, og de grønkjolede Helte bestræbte sig for at gjøre nogle sirlige Bøjninger med Overkroppen, og at løfte Hatten paa en gratieus Maade, hvilket udfordrede nogen Behændighed og Øvelse, eftersom Hatteskyggen ikke vilde staae stiv.
Og to Gange ti vare Damernes Tal,
Der ad til Stranden de ginge
Hver fulgt af sin trofaste Hjertens Vasal
Stor Sammenfryd monne de singe.
Saaledes staaer der i Kæmpevisen, der blev forfattet i denne Anledning, og man kan deraf slutte, at Selskabet maa have bestaaet af tyve Damer og tyve Herrer. - Imidlertid indeholder Sangen dog noget Dunkelt; this saaledes som man nu plejer at forstaae Tingene, skulde man troe, at hver Dame var forlovet med sin Herregaardsskytte; men dette kunne vi paa det Bestemteste erklære for nedrig Bagvadskelse. Ved Udtrykket "Hjertets Vasal" maa man ikke tænke paa Andet end en trofast, men ærbødig, ridderlig og tjenende Ledsager.
Da Selskabet var samlet, bød de grønne Riddersvende Damerne Armen, for at hjelpe dem over nogle smaa Ujevnheder paa Jordsmonnet af Havnehovedet, hvorpaa de - til uudsigelige Rædsel for de Uindviede - toge Vejen ned til et Badehuus. Det var virkelig et rigtigt Badehuus; men man lod som man ikke vidste eller mærkede det. Tingen var, at man langs Havnehovedets Udstrækning ikke var istand til at finde et Sted, hvorfra Damerne med Lethed kunde stige ned i Baadene, undtagen netop ved omtalte Huus, hvorfra en Trappestige sænkede sig ned i Voverne. Med en vis Grad af eqvilibristisk Færdighed, og tilstrækkelig Understøttelse forfra og bagfra, samt fra begge Siderne, lykkedes det nu Damerne ret beqvemt at komme ned i Baadene, og at tage Sæde paa de med Feltkapper bedækkede Tofter. Herrerne lagde her de første Prøver paa deres personlige Mod for Dagen, idet de, for at beskjærme Damerne for det vaade Element, dannede en Ringmuur mellem disse og dette, ved at tage Plads paa den yderste Kant af Rælingen. Alle Frakkestøderne maatte derved nødvendigviis blive vaade, men det kunde ikke sees, naar de vende Ansigtet til.
Saamæn! det var et ganske net Syn, at see disse Baade glide hen ad Havets blaa Overflade, ligesom Mosrosenknopper paa en Sølvtallerken; thi mange Damer bare røde Kjoler, og denne Samling af Røde omgaves af en grøn Ring af Herregaardsskytter, er Lignelsen ikke saa ueffen. Et Par Bøsseskud fra Land laa en venlig lille Jagt og red for sit Anker med muntre Smaabevægelser, ret som om den havde en Art Forudanelse om den kostelige Ladning, der snart skulde betræde dens skurede Dæk. Didhen styrede Baadene deres Kours, og sagteligen glede de fremad med de lokkefagre Gutter, over hvis hulde Ansigter venlige Zephyrer og Amoriner sendte milde Luftninger. Man vil indsee, at Skytterne havde al mulig Anledning til at geraade ibrand trods de vaade Frakkeskøder. Da man havde nærmet sig Jagten paa et halvhundrede Skridts Afstand, hejsedes et stort Dannebroge over Kahytten, og sex Hobioster (militærmusikere) af Byens Jægerkorps sendte Damerne en Strøm af de meest melodiske Velkomsttoner, der nogensinde ere udgaaede fra Klaphorn, Trompet og Klarinet.
Man laa paa Siden af Jagten, Damerne betraadte Faldrebstrappen, der vistnok kunde have været noget mere beqvem, Herrerne klattrede bagefter som Egern, og kort efter vare alle Rosenknopperne samlede paa Skibets Dæk til en ubeskrivelig dejlig Bouquet, der ved sin Duft og Farvepragt var nærved af beruse den grønne Indfatning, som atter havde taget Sæde langs Skibets Rand.
Ved Styx[1] og Lethe[2]! det var et Syn for Jupiter[3]. Man skulde troet, at det var en Indskibning til Cyberes[4] Ø, men det var det slet ikke; thi Touren skulde ikke gaae længer end til Hindsgavl.
"Alt vel inde Borde?" spurgte Skipperen.
- Vel er! - var Svaret.
Ankeret gik op. Matroserne stak paa Enderne og firede paa Varpet, gav Sejlene op og halede Skøderne[5] tæt, og da nu Dugene begyndte at svulme af Fryd og Vestenvind, begyndte ogsaa Jagten med en ædel Anstand at glide hen ad Bølgeryggene. Vel er det sandt, at ligesom den rolige Ganger først ryster sin Man, førend den tiltræder det susende Galop saaledes viste ogsaa vor Sejler sin Livskraft ved, førend det vigtige Løb at vugge sig mægtigt først til den venstre Side og dernæst om til den højre. Uheldigvis kom Damerne derved til at beskrive en Bue igjennem Luften, som om de sadde paa et saakaldt Vippebræt, idet nemlig først den højre Sides Besætning blev hævet op over Hovederne paa den venstres, og derpaa den venstre Sides Besætning blev hævet op over Hovederne paa den højres. De af Damerne, der bleve bange for at rulle ned af den saaledes fremkomne Skraaplan udraabte Alle: !Ah ha!" men de, der endog frygtede for en ufrivillig Drukning, skrege: !Ah ha! Ah ha! - Der var imidlertid aldeles ingen Grund til at befrygte denne Ubehagelighed; thi da Herregaards-rytterne, som sagt, vare arrangerede langs Rælingen, udbredte disse ganske mechanisk deres Arme for at modtage hvad der vilde komme til dem som fra Himlen, men det var ganske ubetydeligt hvad der kom, eftersom alle Damerne særdeles anstandsfuldt bleve siddende paa deres Bænke.
Man sejlede; men der vare de, der ikke vilde troe det. Det forekom dem tvertimod som om Skibet laa stille, og som om det var Koldingslot, der tilligemed Byen trak sig tilbage i Baggrunden. Og virkelig saae man ogsaa Klosterporten skride bort i længere og længere Afstand fra Øjet, medens Landevejen, der løber langs med Stranden paa den jydske Kyst, efterhaanden voxede og fremviste først den gæstfri Gaard, hvori Størsteparten af Herregaardsskytterne vare indqvarterede, dernæst Skovmøllen, lidt længere hen Kalkbrænderiet, og saa Brinken, hvor Vejen drejer om til Hendsminde. Her stode et Par halvmelantriske Herregaardsskytter, der ikke vare komne med paa Touren, og lænede sig op til Rækværket, medens de spyttede ned i Vandet og lode som om de saae paa, hvorledes Fiskerpigerne fra Strandhusene styrede deres Baade og trak Vand; men det kunde nok hænde sig, at de forresten stod og skulede under Hatteskyggen over til den kostbare Jagt, der selv i Afstand tydeligen fremviste sin ubeskrivelige Dejligheder.
Man sejlede, og man vedblev at sejle. - I Begyndelsen var Konversationen noget trang og foregik i hviskende Tone, enten alene mellem Damerne indbyrdes, eller alene mellem Herrerne indbyrdes. Den Ene kjendte ikke den Anden, og den Anden kjendte ikke den Ene. Der var naturligviis ikke Tid til Presentationen, da Parterne stødte sammen nede i Badehuset, og nu gjorde man sig paa begge Sider uendelig megen Umage for at faae at vide, hvo den var og hvor den var, og om det var Jomfru . ellers hendes Søster Frøken S. og hvo Fruen var, og saa fremdeles. Imidlertid var det ganske heldigt, at Rummet paa Dækket var saa opfyldt, at der knapt var en halv Alens Afstand mellem Damernes og Herrernes Rækker. Man sad og trak Arme og Been til sig for ikke at genere hinanden med ubehagelige eller behagelige Berøringer, og var derved saaledes bunden til Stedet, at man ikke godt kunde undgaae at falde i Samtale med sin vis à vis.
"Om Forladelse, Frøken! jeg traadte Dem nok?"
- O! jeg beér! - Alt forladt.
"Jamen! det gjorde vist ondt?"
- Nej det gjorde ikke, for De traadte mig slet ikke.
"Ikke det! Ja for her er ellers temmelig lidt Plads."
Damen bevægede Læben til et kjønt lille Smiil, som om hun derved vilde indrømme Ubestridelighenden af de sidst anførte Ord, og slog derpaa med sin Parasol paa Spidsen af sin lille Støvle, der virkelig tog sig særdeles godt ud i denne Formiddagsbelysning. - Jægersmanden havde faaet Munden paa Gled; han vovede endnu en sindrig Bemærkning angaaende Vejret; hvilket han fandt meget smukt, og nu var Samtalen i god Gang. Snart satte man ogsaa sine Meddelelsesredskaber i Bevægelser paa andre Punkter af Dækket, og det varede ikke længe førend Skibet var blevet som forvandlet til en flydende Salon, med dennes Liv og Konverstion, Latter og Øjekast, Fortvivlelse og Glæde, og man glemte ganske Havet.
Men man sejlede, og man sejlede endnu mere. - En opmærksom Iagttager ville have bemærket, at Jagten havde forandret sin førstvalgte Flugt, idet den ikke længer holdt sig til en stadig Fremadstriden lang Fjordens Midte, men snart vendte Stevnen mod Slesvigs Kyst, som om den der ville landsætte sine Gjæster, og snart vendte den i en skraa Linie over imod Jyllands Kyst, hvorved man kom til at gaae frem i Zigzag. Sømændene have et eget Udtryk for denne Slags Sejlads; de kalde det: "at krydse". Uheldigviis var Vinden sprungen om, og havde gjort sig til et en Slags Nordvind, hvilket ikke kunde andet end forsinke Selskabets Ankomst til det forudbestemte Lejringssted.
Klokken blev Elleve, og den blev Tolv, og den nærmede sig stærkt til Eeet.
Midt ude i Lille Belt, for Enden af Kolding Fjord, ligger der en kjøn lille Ø, som an kalder Fænø, og didhen var det, at man havde betænkt at gjøre sine første muntre Bevægelser paa Grønsværet, samt at indtage en let Frokost med Madeira til. Virkelig var det en ypperlig Idee, at vælge denne lille Ø til Station paa Sejltouren; thi med nogen Phantasi kunne man her for et Par Timer indbilde sig, at man var en heel Familie af Robinsoner og Robinsoninder, der var henviist til det yderst Interessante, der laa i selv at tilberede og spise sit Maaltid paa en lille ubekjendt Ø.
Men Klokken blev Eet, og den gik strækt til To, og man var endnu ufortrøden i at sejle.
Uheldigviis havde ingen af Selskabet spiist ret meget til Frokost, idet de stode i den ingenunde usandsynlige Formening, at de om en Timestid eller to vilde faae noget Lignende paa et passende Sted, og det kan derfor ikke nægtes, at man hist og her, saavel paa Sværd- og paa Parasolsiden, følte tydelige Fornemmelser af sin rene Menneskenatur. Herrerne stak ned i Lasten - "for st at see, hvordan der seer ud," og da de engang vare dernede, benyttede de Lejligheden til at probere nogle Mavedraaber, som en Herre skænkede ud af en stor Flaske med Kalk paa Proppen. Men de ulykkelige Damer sadde overpaa og sugede paa Parasolknapperne, hvilket foranledigede flere af Herrerne til at ønske, at de for en kort Tid kunde blive forvandlede til Parasolknapper.
Klokken blev heel To, og den gik stærk til Tre, og man ophørte ingenlunde med at sejle.
Konversationen blev træg. Dillettanterne ophørte med at synge, Hoboisterne forsikrede. at det var umuligt at faae een eneste Tone frem, Herrerne mumlede nogle ganske smaa og velklingende Eder, og Damerne bleve sørgmodige og kastede længselsfulde Blik over til Fænøs store Strandbatterier, hvilket man flere Gange havde været temmelig nær, uden dog at have været saa heldig at naa Ankergrund; men Skipperen saae ligesaa rolig og ufølsom ud, som dengang han modtog sine Gæster nede ved det lille Huus. (Der herskede, med Respekt at sige, en vis Flovhed over Samfundet, og Alt dette hidrørte nu ene fra den rene menneskelige Natur).
Paa engang erklærede Skipperen, at det med den Vind var ham en Umulighed at naae Fænø, men at han nok kunde komme saa tæt ind under Fyen, at han der kunde landsætte Selskabet. - Man holdt strax et almindeligt Møde, og besluttede med absolut Enstemmighed, at gjøre Afkald paa den lette Frokost paa Fænø, for til Erstatning at modtage Noget, som kunde gjælde for Middagsmad paa Hindsgavl.
Klokken Tre kastede man Anker et Par gode Bøsseskud fra Byens Kyst skraas uden for Herregaarden Hindsgavl.
Udskibsningen foregik med samme gracieuse Anstand som Indskibningen, uagtet det ingenlunde var et let Sag for Damerne, at finde Trinene paa den smalle Faldrebstrappe; men der var en smuk Svensker, en rigtig smuk Herregaardsskytte, med sort Skæg og lysegraae Pantalons, og ham vilde alle Damerne hjælpes af ned i Baadene, fordi han var saa beskeden og talte saa smukt Svensk.
Endelig og endelig - tandem denique[6]! som Romerne sagde, dengang de talte Latin - ophørte man at sejle. Man var paa det Tørre, og man fik snart Besked om, at dette Tørre maatte være Fyens Land. Blandt Herregaardskytterne var der nemlig et Par indfødte Fynboer, og da Selskabet hændelsesviis kom forbi en Boghvedemark, saae det pludselig paa disse Herrers Underansigt en krampagtig Bevægelse, der lignede en Slags Mimren, hvilket efter lærde Folks Mening skal være et ubedrageligt Kjendetegn paa, at de Indfødte føle sig hjemme. Men de vidste naturligviis slet ikke Noget af det selv.
Uheldigviis var Skipperen landet paa et Sted, der laa et temmeligt godt Stykke fra Haven, og efterhaanden som Selskabet blev samlet paa Strandkanten, saae det sig i den Nødvendighed, at maatte tilbagelægge dette Stykke Vej tilfods. For de stridsvante Jægere var dette en ubetydelig Sag, men for Damerne var det forbunden med den Ubehagelighed, at de maatte gaae paa Skrænten af en sandet Bakke, og dernæst over en Eng, hvor nogle Fiskere havde udbredt en Deel Næt, der nyligen vare blevne tjærede. Men hvor smukt udførte de ikke denne Promenade! - Svævende som Sylpher glede de hen over Jordsmonnet, ganske lidt løftede de paa de blegrøde Kjoler, og forsigtigt søgte den spæde fod at undgaae Berørelsen med de tjærede Fangeredskaber. Fiskerne stode maalløse med Huen i Haanden ved dette Syn, og flere af Skytterne følte deres Blodvarme paa en forurolingende Maade at stige næsten til Kogepunktet.
Ved Udkanten af Haven ligger en stor Høj, paa hvis Tinde en mægtig Flagstang knejsede. De Førstankomne vilde gjerne have hejset et stor Dannebrosgflag, men paa Grund af at de intet saadant vare i Besiddelse af, betjente de sig af et rødt Silkelommetørklæde, hvilket snart sammenviftede det spredte Selskab. Men strax blev der sendt en Stafet op til Kammerherren for at udvirke Selskabet Tilladelse til at være glade i hans Have.
"Saalangt kom vi da," tænkte enhver af Selskabet og saae paa de nærmeste Buske; thi nu vare de jo i Hindsgavls Have. - Det vilde vistnok have været en ganske naturlig Tanke, om En eller Anden havde meent, at Selskabet nu overgav til sig den Nydelse, der kan ligge i Betragtningen af skjønne Blomster og siirlige Urtebede, især da dette var det længselsfuldt imødesete Øjemed for deres Reise; men, underligt nok! det lod som om Lysten var gaaet over. Det var kun ganske i Forbigaaende, at man stak Næsen hen til en Blomst, eller kastede Blikket ned af en Allee; thi alle de mandlige Individer af Expeditionen fore omkring i alle mulige Retninger med en forretningsmæssig Travlhed, ligerviis som Barbererne, der skynde sig over Gaden med Flasken paa Brystet, for at Vandet ikke skal blive koldt, og Maalet for Alles Bestræbelser var den ene at finde en beqvem Spiseplads to 40 Mennesker og 6 Hornblæsere. Det lykkedes virkelig efter megen Leden at opdage paa Toppen af en Høj et smukt og rumeligt Lysthuus, hvori alle Damerne kunde faae Sæde, medens Herrerne perspektivisk kunde grupperes paa en grøn Skraaning udenfor.
Forsaavidt var nu Alting godt. Man tog Sæde og var ganske beredt til at modtage det glædebringende og velnærende Maaltid, men - uheldigviis vare Maaltidsvarerne ikke til at opdage. Søfolkene, der skulde bringe Kurvene, kom ikke. - Et Par rapfodede Grønkjoler bleve sendte ned til Landingsstedet, for at undersøge Grunden til denne ubegribelige Tøven; men hvo beskriver disse Grønkjolers Gysen, da de, efter at være ankomne til Stedet, see Skipperen at roe bort med de velstuvede Baade, men i en ganske anden Retning end hen til dem.
"Ohøj!" raabte de, "Skipper ohøj! kom med Provianten." Men see om Skipperen gjorde. Han lod som han ikke mærkede det, og roede bort af alle Kræfter.
Det vilde være aldeles forgjæves endog blot at prøve paa at skildre det Rædselsøjeblik, da Udsendingene vendte tilbage til Lysthuset, og aflagde Rapport om deres Rekognosering. Der var Vrede, skuffet Haab og Skipperhad; der var Mistillid til Verdensregjeringens Retfærdighed, Bekymring for det Tilkommende, og ængstelig Uro over det Nærværende; der var Fortvivlelsens Ro, Ærgrelse og Hævngjerrighed.
"Den dejlige Dyresteg!" sagde Fruen, og faldt ned paa en grøn Havestol, hvorfor man ansaae det for nødvendigt at holde hende en Flaske med Lavendelspiritus under Næsen.
"Og mine lækkre Theekringler!" udbrød en ung Dame, der var særdeles ferm i at lave Theekringler. Hun stod i Begreb med at besvime over til den anden Side, men da hun ingen Stol kunde opdage i Nærheden, gik det Gud skee Lov over igjen.
"Det er ikke alene et Tyveri," sagde et juridisk Medlem af Kredsen, og trak sin Vest noget længere ned over Maven, "ved hvilket man berøves sin Ejendom imod sit Vidende og Villie, eller et Bedrag, hvorved det skeer med Ens Vidende og tilsnegne Bifald, men det er ligefrem et Rov, idet man bemægtiger sig vort Gods med vort Vidende, men mod var absolute Villie!".
"Ja det har De ved Gud Ret i," yttrede en ung Dame med lysegraa Mantille, men rødmede i det samme over sin Dristighed.
En Determinist[7] med Læderkamascher og rødt Skjæg stak begge Hænderne i Lommerne, skrævede ud med Benene som om han sad paa en fingeret Hest, og gav sig meget stærkt til at fløjte Melodien til den bekjendte Vise:
"O! Du lieber Augustin
Alles is væk, væk, væk! - -
"Der er han," raabte han i det samme, da han saae Skipperen komme asende med en stor Kurv op ad en Allee fra den modsatte Kant af Haven; hvorpaa han satte i kort Galop ned ad Alleen og tørnede i Sammenstødet saa stærkt sammen med Skibsføreren, at dennes Hat blev kastet ned fra sit egentlige Sæde.
- Saa futjes! saa futjes! go'e Herre! brummede Kapitainen. Kunde ellers gjerne varsgo En i forvejen, naar De kommer med saadan en Stiim paa.
Hiint nautiske Medlem af Foreningen havde indseet, at han ikke uden yderste Besvær kunde faae Varerne landsat og transporterede op til Haven fra det Sted, hvor de Andre havde forladt Baadene, hvorfor han meget viseligen var roet ned til den almindelige Landingsbro. Hine illæ lacrymæ! hvilket i fri Oversættelse vil hedde: "Saa det var Grunden til hele Jeremiaden!" - -
"Men nu, da de vigtigste Betingelser for Selskabets øjeblikkelige Velvære vare forhaanden, nu lod det ogsaa som om alle de overstandne Møjsommeligheder vare glemte, eller som om det blot havde været forudskikket for at forhøje Nydelsen af de forestaaende Glæder. Snart opstod der i og om det udkaarede Lysthuus en Virksomhed, hvortil intet nogenlunde medfølende Menneske kunde være en ligegyldig Iagttager. Duge bleve bredte, Tallerkener og Fade satte frem, Knive og Gafler lagde tilrette, Flasker optrukne med lydelig Svup, og ud af de afdækkede Kurve hævedes Dyrerygge, Flæskeskinker, Kalvestege, Kyllinger, Agurkesalat, Tærter og mange andre guddommelige Sager. - Stemningen hævede sig, og man begyndte atter at blive vittig.
Dog, hvo kjendte forud Maalet for denne Sejltours widerværdige Vanheld! Netop som en Delingsfører havde stukket Gaflen i Ryggen paa et fedt Dyr (NB. det var stegt) og just var i Begreb med at betragte Forskjærerknivens Æg lige nede fra Skaftet og heelt ud til Spidsen, kommer uheldigvis Gartneren overmaade høfligt med Hatten i Haanden, og siger med det godmodigste Smiil af Verden.
"Kammerherren ønsker ikke gjerne at der spises i selve Haven. Selskaberne pleie at spise nede ved Fjorden paa Engen udenfor Skyttens."
Que faire! - Klokken var snart fem og endnu ingen Frokost. Pakke det Hele ned igjen, bære bort, pakke ud, stille op og saa endelig spise, - det var at prøve Menneskenes Dyd til det Yderste. Tre determineerte Herregaardsskytter tilbøde sig da at gaae op til Kammerherren for at udvirke en Undtagelse fra Reglen. Uheldigviis sad Kammerherren og spiste til Middag, og først da han vær færdig hermed, fandt de det passende at underrette ham om deres Nærværelse for at bede om Tilladelse til at spise Frokost, - men saa var der heller ikke det Allerringeste ivejen.
Man spiste Maden, man drak Vinen, og man var glad over sin Tilværelse. Det er noget ganske Besynderligt med denne rene Menneskenatur, at den er saa hengiven til slige materielle Gjenstande som Mad og Drikke. Vi have jo endog et Ordsprog, som omtaler, at selv Helte bukke under for hine gastronomiske Trængsler, og at de ikke kunne vedblive at være Helte, naar de ikke blive nærede med Andet end Trækvind, Rosenduft og Maaneskin. Engang imellem maae de have nogle Kartofler og lidt Fleskesteg eller andet sligt Pilleri for at styrke og fornøje deres rene Menneskenatur. Selv i Højsangen finder man slige gyldne Forskrifter, som: "Viin glæder et Menneske et Menneskes Hjerte," og det lader ogsaa til, at Apostlen Paulus maa have været en fornuftig Mand i saa Henseende, hvilket man kan see af hans første Brev til hans Ven Timotheus, femte Kapitel, 28de Vers, hvori han raader ham: "Drik noget Viin for Din daarlige Maves Skyld." - Saameget er imidlertid vist, at der kom et ganske andet Gemyt i Konversationen, efter at man en god Timestid havde syslet med Brugen af Kniv, Gafler og Viinglas, at man blev meget morsommere, at man snakkede højt og loe stærkt uden egentlig at vide hvoraf, og at man blev saa uendelig venlig stemt imod alle Mennesker, at man følte sig i høj Grad fristet til at omfavne sine Naboer og Naboersker, hvilket man dog ikke udførte i Virkeligheden, fordi man ikke fandt det overensstemmende med fin Opførsel. Selv hine, der blæste paa Ventiltrompet og Valdhorn yttrede Kjendetegn paa en anstændig Glæde, idet de aldeles uopfordret istemmede:
"Fryd Dig ved Livet
I dine Dages Vaar!"
hvilken Melodi Forspilleren, der blæste Primostemmen, udførte med en saa dyb Følelse, at Taarerne rendte ham ned ad den ene Kind, hvorimod Bassisten ved Synet heraf geraadede i en mindre vel valgt Latter, saa at han kom til at spytte i Bassunen og maatte dunkes i Ryggen af Klaphornet.
Da det forekom Selskabet, at der var kommen en Deel Varme i Vejret, især efterat man havde drukket Kaffe, foreslog nogle lyse Hoveder, at man nu skulde tage Haven i Øjesyn, og at man, for bedre at kunne faae Plads der hvor Gangene vare smalle, skulde opløse sig i smaa omvandrende Grupper paa tre à fire eller fire à fem Personer, hvilket behagede Selskabet saa vel, at det trax udførte det.
Der gives mange Ting, som kunne gjøre Indtryk paa et udfordærvet ungt Mandfolkehjerte, men vistnok ikke ret Meget, der i den Grad virker indgribende paa samme, som det, at gaae i en smuk Have ved Siden af en smuk og velklædt ung Dame, især lige ovenpaa at man har drukket Kaffe. I Menneskenes Indre ligger en stedse ulmende Glød, som ved højtidelige Lejligheder blusser stærkere eller svagere ivejret, og opfylder hele Legemet med Varme. Den unge bliver veltalende, han bliver interessant, han gestikulerer med Haanden, sprudler Ild ud af Øjnene, gaaer udad tilbens og plukker Blomster. Pigen rødmer og leer, hun samtykker og tier og taber sine Handsker, og hvis hun hændelsesviis skulde have en Rose paa Brystet, tager hun den af og piller den itu. Det er ligesom om der var noget Magnetisk inden i dem, Noget, der baade trak og stødte fra. De gaae som om de vare indhyllede i en ætherisk Nimbus, der forædlede, oplivede og forskjønnede alle Gjenstande. De ere tilmode, som om de havde spiist dem en yderlig fiin Ruus i en fra Italien hentet fuldmoden Annanas, og gaae nu omkring og dømme fejlagtigen om Legemverdenen. Vel er det er sandt, at de i en vis Henseende ere selvbevidste og vide, at skjælne deres eget individuelle Jeg fra andre Legemligheder, saasom fra et Træ, en Gjedebuk, en Brønd, o.s.v., men med Hensyn paa det Væsen af hvis Nærhed de begejstres, hvis Tilværelse de indaande gjennem Syn, Hørelse, Lugt og Følelse, ja heelt ud gjennem Fingerspidserne, da kunne de umuligt troe Andet, end at Samme Væsen maa være af en ganske aparte og ophøjet, rimeligviis en englelig Natur. Men det er netop Tanken om dettte Ophøjede, om dette, der hæver sig ud over den rene Menneskenatur, som gjør, at man fortabes i en blandet Følelse af Beundring, Ærbødighed og Tilbedelse, eller med andre Ord, at man bliver æsthetisk; - og der have vi det som Herregaardsskytterne bestilte i Hindsgavls Have: "de gik omkring og vare æsthetiske!" -
Indhyllet i disse poetiserede Taagekredse vandrede man da omkring imellem Havens Yndigheder, betragtede Georginefloren og de liggende Rosenkors, tittede ind i Frøkenernes Lysthuus og hvilede i Grotterne, besteg de høje Skrænter og nød den kostelige Udsigt over Lillebelt, med den mange Sejlere og Frokoststationen Fænø, klattrede saa ned at de stejle Stier gjennem Krattet og lige ned til Strandbredden, spadserede herpaa over Engen, opad de terrasseformige Afdelinger, gjennem de vel vedligeholdte Alleer, forbi det chinetiske Hønsehuus og dalede endelig ned i "Abrahams Skød", hvilket var et smukt Sted at være paa. Derpaa samledes man i en stor Pavillon, hvorfra liflige Toner i tofjerdedeels Takt bruste Selskabet imøde, og indbøde det til at sætte Legemet i visse rhytmiske Bevægelser. Det var den musikudøvende Afdeling af Selskabet, der havde fremtaget Gejgerne og Violerne samt andre støjende og blæsende Instrumenter, hvorpaa de udførte flere af de saa meget yndede nyere Dandsemelodier, hvilket satte Selskabet i den uundgaaelige Nødvendighed, at maatte dandse en betydelig Mængde Polka med Inklination.
Musikkens Toner, det livlige Selskab, den skjønne Have, Blomsternes Duft, Aftenens Ynde, Luftens Milhed og den nedgaaende Sols Afskedsstraaler over Lillebelts Vande frembragte tilsammen et uendeligt velgjørende Indtryk paa Alle; men Svenskeren med de graae Pantalons stod lænet med Armene overkors op til et Egetræ og var aldeles "fortjust." - Uheldigviis skulde det atter være den brave, men miskjendte Skipper, der maatte optræde som forstyrrende Element i alle disse Lyksaligheder. Under en yderst superb Polka, hvori man vexlede med Damer, kommer hans brede Figur tilsyne i Pavillonens Dør, hvorpaa man saae hans barkede Næve at aftage den bredskyggede Filthat, under et mindre heldigt Forsøg paa at frembringe Noget, der skulde ligne et Buk. Der stod han, omgiven af Dørkarmen som af en Ramme, og med Aftensolens rødmende Straaleglands i Baggrunden, ligesom et Tableau i rød Ilt, og fremviste sit jernfaste Ansigt i al dets naturlige Ubøjelighed.
"Beder det ærede Selskab skyldigt om Forladelse, men jeg skulde blot mælde, at hun er løjet af og at der ikke er en Hat fuld Vind tilbage; men om Selskabet vilde tage tiltakke med Lejligheden, saa mener jeg nok at de kunde faa Plads Allesammen nede i Lasten, for førend hen ad Morgenstunden troer jeg nu inte at hun vil friske op."
Dette var for galt, og Virkningen var gyselig. - Nogle af Damerne bleve øjeblikkeligen lamslaaede af Skræk og stode petrificerede som salig Loths Hustru, der i Anledning af Sodoma og Gomorahs Ødelæggelse havde det Uheld at blive forvandlede til Saltstøtter. Andre bleve purpurrøde af Vrede. Nogle sagde blot de Ord! "Ih! det var jo dejlige Historier;" - men man kunde godt see paa deres Ansigter, at de i Grunden slet ikke meente, at Historierne vare saa dejlige. Der var Nogle der græd, men det kunde nu aldeles ikke nytte Noget. Andre paastode med Bestemthed, "at de vilde sejle hjem, for det var engang en Aftale og de ventede dem derhjemme samme Aften." Man foreholdt dem, at det var en physisk Umulighed; thi det var aldeles blik stille og Vandfladen laa ligesaa glat som et Spejl. Dertil svarede de: "at det kunde være det samme, for de vilde sejle alligevel, og de forstod dem ikke paa Physik, men det Hele var noget sløvt Noget;" og saa rendte de lige ned til Stranden og saae over til Jagten, men den laa ganske stille og sagde Ingenting, og ikke den sagteske Vind truede Vandets Overflade.
Unægtelig var dette en kritisk Stilling for de stakkels Grønkjoler, der havde inviteret Damerne ud paa at sejle. Staaende paa en fremmed Ø ligeoverfor tyve fortørnede Ungmøer, der ved det salte Hav vare skilte fra deres Hjemstavn, bærende et moralsk Ansvar for de Skjønnes absolute Velværen, og hverken vidende ud eller ind, - o ja! det var fælt! - Man debatterede og man raadslog, og man raadslog og man debatterede, og da det saa var færdigt, begyndte man forpaa med at debattere og raadslaae, og lige langt kom man. Næsten to Timer vare forløbne siden Skipperens glædeforstyrrende Ankomst, og Mørket var nu fuldkomment faldet paa. Omsider udfandt de Visteste, at hvis man ikke vilde tage imod Skipperens ædelmodige Tilbud, maatte det være hensigsmæssigt at hele Selskabet spadserede til Middelfart, (der var ikke mere end en Fjerdingvej dertil) hvorfra man saa kunde lade sig sætte over med Færgen til Snoghøj, og derpaa tage Extrabefordring paa Rullen for 46 Mennesker hjem til Kolding. - Med et ufrivilligt Suk gav Størsteparten af Damerne efter og samlede Schalet tættere om Brystet, for at berede sig til den uundgaaelige Vandring. Uheldigviis var der derimod den før omtalte opponerende Minoritet, der á tout prix vilde sejle hjem, og disse havde senere ikke været at formaae til at forlade Strandbredden. Det var derfor meget vanskeligt at faae hele Selskabet samlet. Hornblæseren blæste rigtignok "Appel", men det var i Grunden dumt; thi da ingen af Damerne havde gjennemgaaet Jægerexercitsen, kjendte de hverken Signalet eller dets Betydning.
Dog, Alt skal have en Ende, som den syvaarige Dreng sagde, da han ikke længer fik Bryst. Man ophørte med at disputere, og blev enig om, at Damerne, paa Grund af det stærke Mørke, skulde tage Herrerne under Armen, (det var da alletider lidt godt), man stillede Musikken i Spidsen, man tog en stiltiende Afsked med Haven, man gik og blev atter oprømt paa Marschen, og man kom til Middelfart omtrent Klokken ti.
Middelfart er vistnok en kjøn lille By, men man kan ikke see den i Mørke, undtagen naar man har Haandlygter med; men det havde Selskabet ikke. Der var jo rigtignok adskillige Steder, hvor Indvaanerne vare saa opmærksomme at sætte et lille Lys i Vinduerne, hvorved de tillige selv bedre kunde iagttage denne melerede Skare, der under Lurernes Gjalden drog gjennem Gaderne, men i det Hele taget var Belysningen mindre heldig.
At ile til Havnen og træde ombord paa Smakken, hvormed Matroserne overordentlig galant hjalp Damerne, var et Øjebliks Sag, og nu bad man blot de Herrer Søfolk om skyndsomst at sætte Skibet igang, for snarest muligt at komme hjem til den jydske Fædrenejord.
"Sætte Skibet igang, lille Jomfru!" sagde en rigtig Varulf af en Matros, - "nej det lader sig nu ikke godt gjøre, førend Deligencen kommer saadan om en tre Timer eller fire;" og saa plirrede han saa smørret med det ene Øje, medens han med et rask Kast med Hovedet spyttede bag ud over den højre Skulder.
Nu skulde man troet, at det først var blevet rigtigt galt. Men ingenlunde! man tager aldeles fejl. Man veed, at vort ærede Selskab hidtil var styrtet fra det ene ubegribelige Uheld i det andet, og dog havde de altid været glade og fornøjede. Det var bragt til det alleryderste; eet eneste Uheld endnu, og enten maatte Fortvivlelse eller overgiven Glæde betage Gemytterne; thi saaledes er nu engang den menneskelige Natur. Men nu, Maalet var fuldt; Uheldene havde tabt en Deel af det Uheldige og vare blevne velbekjendte Phænomener. Ævret var opgivet og man vidste, at det ikke kunde gavne at stampe imod Braaden. Det gjaldt blot om at gribe Initiativet, og det blev grebet. Netop som Damerne stode betuttede over Matrosens Svar, og havde nogle Ansigter paa, der stode imellem at lee og at græde, svinger en gemytlig Jæger sin Hat og udbryder midt paa Skibsbroen!
"Hans Majestæt Kongens Skaal, Han leve, Hurra!!!" - og saa raabte de Allesammen Hurra, og Trompeterne spillede en Fanfare og Selskabet kom saaledes til at lee, at de maatte holde sig fast ved hinanden for ikke at falde omkuld af Latter.
"Hvad skal vi nu bestille", spurgte en af Jægersmændene og satte sig mageligt ned paa en Afviser.
- Skal vi spille Klink? - foreslog En.
"Uf, sikke Noget; nej lad os før dandse."
- Eller gjette Gaader! - udbrød en Anden, for nu ville de Allesammen være vittige. En Herre, der hele Touren igjennem havde været meget tilbøjelig til at udtrykke sine Tanke i Sang, proponerede:
"Nej vi skal slukke Sorgen ned
I fjorten Glas Krambambuli!"
og dette blev strax optaget saa godt af en Deel Andre, at de øvrige Sangdygtige faldt ind i Choret:
Kram - bim - bam - bambuli
Kram - bam - duh - li!
Som en nødvendig Følge af denne Beslutning, vandrede hele Selskabet med en smuk Holdning op til Gjæstgivergaarden, og udbad sig fjorten Glas Krambambuli af Verten. Desværre er det gaaet med denne berømte Drik, ligesom med en anden vistnok meget delikat Hjerteglæder ved Navn "Hippokras", at Nutidens Chemikere ikke længere ere i Besiddelse af Recepten til den, og da den ulykkelige Vert meget højtideligen forsikrede, at han ikke ejede nogen Krambambuli, og at han meget betvivlede at den kunde tilvejebringes, selv om han vilde sende Stafet til Odense, saa gik man ind paa hans Forslag, førte Damerne ovenpaa i den i Hast oplyste Sal og drak Champagne, medens Delingsførerne var ude for at erkyndige sig om Midler til Reisens Fortsættelse. - Rigtignok blev man ikke sit Forsæt tro, at lade sig nøje med de fjorten Glas, men det hidrørte derfra, at man fandt det passende, at tildele ethvert af Selskabets Medlemmer idetmindste eet Glas, men der var rigtignok dem, der drak to.
Vægteren raabte Elleve.
"Min Gud! det er dog egentlig skrækkeligt," betroede en af Damerne sin Sidemand, "saadan at komme til Middelfart og drikke Champagne; hvad mon Folk tænker, og hvad troer Du Moder vil sige; nu raabte han Elleve?"
- Aa! hvad, min Pige, svarede Veninden, saadan pleier det jo altid at gaae med disse Hindsgavlstoure, og desuden kunde vi jo ikke gjøre Andet. Men forresten, Du! synes jeg at det nu er ganske morsomt; kun har jeg ondt af de to stakkels Formænd for Touren, fordi de ere blevne saa melankolske over vore Uheld!"
"Melankolske! de to? nej, hør ved Du hvad Christiane! de To see saamænd slet ikke ud til at være melankolske."
De omtalte Herrer, om hvis Sindsbeskaffenhed Damerne havde yttret saa forskjellige Meninger, traadte nu frem og berettede, at nede ved Kongebroen (det var blot en Fjerdingvej paa den anden Side Middelfart) laa en Færge beredt til at overføre Selskabet, og hvis Damerne saa behagede, vilde det være hensigsmæssigt at gaae til Kongebroen. - Der var aldeles Intet til Hindring for Damernes Vedkommende imod dette Forslag, hvorfor det ogsaa strax blev udført paa den sædvanlige Maade med Musikken foran og Selskabet ordnet to og to, og tog man da Afsked fra Middelfart paa samme smukke Maade, hvorpaa man havde holdt sit Indtog.
Det var en guddommelig Nat, rigtignok noget mørkladen, men forresten meget behagelig. Luften var mild og kjølig og Stemningen fortræffelig. Hist og her tittede en lille Stjerne frem, og kiggede nysgjerrig efter den glade Hob, men mangt et Stjernepar i en langt større umiddelbar Nærhed straalede dog endnu livligere. Musikkens Toner bruste foran Skaren og gjennembrød Nattens uendelige Ro, og Jægernes Krigssange afløste hyppigen Instrumenternes Klang. Man maatte være glad, om man saa aldrig havde tænkt derpaa, og Alle vare enige om, at det var den fortræffeligste Sejltour af Verden. Den musikalske Grønkjole, som vi før omtalte, var uudtømmelig i sine Solonummere, og da det ikke kunde nægtes, at der jo var een Gjenstand, som han især interesserede sig for, hørte man ham ofte gjentage en af ham selv forfattet lille Sang, hvori han paa en forborgen Maade søgte at give sit beklemte Hjerte Luft. Det første Vers begynder efter en nøjagtig Afskrift saaledes.
O!
Julie, Julie, hopsasa!
Julie, Julie, hopsasa!
Julie, Julie, hopsasa!
Julie, hopsasa!
de øvrige Vers ere ganske som det første.
Inden man vidste et Ord af det, havde man gjennemilet Rummet ned til Kongebroen og traadte strax omborg paa Færgen, hvorhen man ogsaa overførte den lystige Stemning. Den trofaste Skipper havde været saa skikkelig at roe hen til Færgen med alt Damernes Rejsetøj, og med megen Omhyggelighed hjalp man Ejerinderne med at iføre sig disse Gjenstande for at forebygge al Forkjølelse ovenpaa den livlige Nattevandring.
Atter gled man hen over Bølgeryggen, men da der var saa ganske ubetydelig Vind, at den var reduceret til et totalt Intet, maatte man overlade det til Strømmens Magt alene at drive Skibet fremad, og da denne Strøm var noget seendrægtig af sig, varede det ikke mere end 1½ Time (siger og skriver halvanden Time) inden man naaede Snoghøj. Forresten synes Uheldene nu at være blevne kjede af at hjemsøge Selskabet; thi med Undtagelse af, at man nær var bleven oversejlet af et natlig omvandrende Dampskib, hvorfra man ene blev reddet derved, at den Musikalske med lydelig Stemme gjentog Sangen om: "Julie, Julie, hopsasa!" og saaledes angav Færgens Nærværelse i Bæltet, med Undtagelse heraf passerede Intet uden hvad frydefuldt og anstændigt var. Deklamation, Sang, Konversation og Musik hørtes overalt, og naar man saae ud over Rælingen hvergang Matroserne stødte med en Baadshage eller en Aare ned i Vandet, glædedes man ved Synet af den prægtige Moorild, der steg op af Vandet og slukkedes i det samme.
I Snoghøj fik man Extravogne og saa kjørte man hjem til Kolding; jeg tør ikke sige hvad Klokken var, da de første Vogne ankom til Klosterporten, men jeg veed nok, at ude mod Øst begyndte en small Lysstribe at udbrede sig over Horisonten.
Uheldigviis er det Meste af denne Historie sand, - der er jo rigtignok sat Lidt til hist og her -, men heldigviis er den nu ude.
