Adolfine Rosaline Laurent, - datter af Carl Lauritz Traugott Laurent, søn af Rosa og Lorine - blev gift med skolelærer Martin Julius Christensen, 12/3-1866 - 17/12-1930. De fik 6 børn. (Se om hver især i separate sider).

Martin Julius Christensen var enelærer i Skenkelsø efter først at have været enelærer ved Jørlunde Skole. Ansat fra 1895 - 1930. Havde mange bierhverv (skulle forsørge 6 børn) og tillidsposter:  Medlem af Jørlunde Sogns Værgeråd, Regnskabsfører i Jørlunde og Ølstykke Stations Brugsforening, Formand for Vandværket på Skenkelsø Mark, Næstformand i Sønderjysk Forening for Jægerspris, Frederikssund og Omegn, Formand for 109-Mandsforeningen for Jørlunde og Slangerup Sogne samt forestod en afdeling af Jørlunde Sognebogsamling; desuden medudgiver af "Danskbogen" og "Praktisk Regnebog.  I 38 år var han organist i Jørlunde Kirke og ved hans død deltog 300 i følget.  Da egnens lærere bar hans kiste ud, ville orgelet, som var temmeligt nyt, ikke spille.  Befolkningen sagde, at "det sørgede over sin gamle trofaste organist".  Han var indstillet til at blive Ridder af Dannebrog, men det oplevede han desværre ikke. Da han døde var hans kone Adolfine på besøg i Grønland hos deres 2 børn, Agnes, gift med kolonibestyrer Thorvald Hedeman, Godthåb, og Axel, distriktslæge gennem 27 år i Julianehåb.  (Et lægeskibet blev opkaldt efter ham). Se i øvrigt 'Tidsskriftet Grønland'.

Da Adolfine Rosaline blev enke i 1930 flyttede hun til "Mosely" i  Ølstykke Stationsby, et hus som blev bygget til hendes pensionisttilværelse. Mosely var stedet hvor hele familien altid samledes. Især var Grundlovsdagen den 5, juni, Adolfines fødselsdag, særligt samlingspunkt for familie og venner, akkurart som altid før da hun boede i Skolen. Når 'Grønlænderne' (Axel, Agnes og Thorvald) var hjemme boede de naturligvis der. Igennem alle årene de var i Grønland skrev Adolfine dagbøger om det daglige liv derhjemme og disse blev sendt med skib derop når lejlighed gaves - dvs kun i sommermånederne. Disse dagbøger er borte nu, bortset fra årene 1923-24 hvor hun beskriver Valdemars sygdom og død. Disse er nu hos Valdemars datter Else. I 1939 brændte "Mosely", hvorved bl.a. Axels videnskabelige arbejder m.h.p. doktordisputats om tuberkulosen i Grønland gik til grunde. Mosely blev dog straks genopbygget, men denne gang uden stråtag. I størstedelen af 'Mosely tiden' tog Adolfine sig af  barnebarnet Kirsten, Rigmors 3. barn. Rigmor døde af cancer i brystet 1942. Adolfine plejede hende i Mosely så længe det kunne lade sig gøre. I 1942 døde også yndlingsdatteren Agnes i Grønland.

 I 1947, da Adolfine var 80 år, flyttede hun til et katolsk plejehjem på Amager, Sct. Annæ Hjemmet, Skipper Clements Alle 13. Her konverterede hun til sine forfædres tro - katolicismen. Hun døde som 84 årig.

Retur til forside