Dagbogsblade fra Canadas ishavskyst 1950-51, kommenteret og redigeret af
Bent Harvald og Kirsten McCord
Udgivet i "DANSK MEDICINSK HISTORISK ÅRBOG" 2001
ISSN 0084-9588
Mange danske læger vil være villige til at indrømme, at Grønland har fyldt meget i deres univers. Nogle har kun arbejdet i Grønland i kort tid, andre i mange år. Af begge grupper vil mange erklære sig som 'bidt af Grønland'. For enkelte blev Grønland hele deres liv - eller i hvert fald den afgørende del af deres liv. Til disse sidste hører Axel Laurent-Christensen, hvis levnedsskildring i februar 2000 er givet i Tidsskriftet Grønland (1) (Fig.1).
Laurent, som han kaldtes i Grønland, og som også var navnet på den grønlandske lægekutter der opkaldtes efter ham, fungerede i Grønland eller med tilknytning til Grønland i knap 25 år i perioden 1923-50. Men også efter at han i 1950 havde fået sin endelige afsked fra Grønlands Styrelse fortsatte Grønland med at være hans livs referenceramme: "Hvordan ville vi have gjort i Julianehåb?" eller "Så var det rigtignok helt anderledes i Grønland".
Laurents tid i Grønland var tuberkulosens tid. Ca. en fjerdedel af den grønlandske befolkning var på den ene eller anden måde tuberkuløst stigmatiseret, 10% af alle dødsfald skyldtes tuberkulose. Selv om der jo også forekom epidemier af andre sygdomme, skarlagensfeber, rosen, kighoste, var langt det meste af en grønlandslæges tid og interesse knyttet til den allesteds nærværende tuberkulose. Laurent havde sine egne ideer om tuberkulosebekæmpelse, havde på eget initiativ uddannet sig, i Danmark på Statens Seruminstitut, ved forskellige sanatorier og tuberkulosestationer, i Italien ved det verdensberømte Instituto Forlanini i Pavia, opkaldt efter lægen Carlo Forlanini (1847-1918), der i 1892 som den første anvendte kunstig penumothorax i tuberkulosebehandlingen (2, pg.491). Laurent bestormede i en årrække Styrelsen med forslag, hvis skæbne blev papirkurven. Han var næppe fri for at blive betragtet som noget besværlig, i hvert fald set fra de centrale myndigheders side. Anderledes i den lokale befolkning, hvor han både af danske og grønlændere betragtedes som noget af en afgud.
Laurents hele arbejde i Grønland blev på en ejendommelig måde præget af hans allerførste nærmere kontakt til Grønland og den grønlandske befolkning gennem sin nabo i Aasiaat/Egedesminde, provst Knud Balle (1877-1928). Laurent kunne aldrig blive træt af at bedyre, hvor meget dette bekendtskab og venskab betød for ham. "Han lærte mig at forstå grønlænderne, og jeg kom hurtigt til at holde af dem som han", skriver Laurent i sin personlige levnedsbeskrivelse.
Laurent var en sprogbegavelse. Fra de unge år beherskede han engelsk, tysk, fransk og spansk, hvortil kom så estisk under to ambulance udsendelser til den estiske frihedskamp i 1919, grønlandsk meget hurtigt efter sin første ansættelse i Grønland i 1923, og endelig italiensk som han tilegnede sig under kontakt med italienske flyvere i Sydgrønland i 1933.
Han besad også musikkens nådegave. Han havde en smuk 'lieder-sangstemme' og spillede udmærket violin. I hans studietid i København var hans musiske optagethed - operaer, balletter, koncerter og sangundervisning - tidvis truende både for hans økonomi og hans studiemæssige fremskridt - han var faktisk 10 år om at opnå en sølle 2. karakter. I hans stuer på Grønland spillede radioen uafbrudt.
Laurents grønlandstid afsluttedes på en ejendommelig uharmonisk måde. Under permission i 1950, som han benyttede til en uddannelsesrejse langs Alaskas kyst med Coast Guard kutteren 'Northwind', modtog han telegram om at hans ansøgning om tidlig pensionering var blevet bevilget. Hans 'fornemmelse for sne' fik ham til at søge ansættelse blandt Alaskas eskimoer, men af forskellige bureaukratiske grunde lod dette sig ikke gøre. Allerede forinden havde han imidlertid søgt kontakt med de canadiske myndigheder i North West Territories (NWT) og her opnåede han så ansættelse som enelæge i den lille by Aklavik på Canadas nordkyst nær grænsen til Alaska (Fig. 2).
Ansættelsen i Aklavik kom til at strække sig over 5 år, fra 1950-55. I hvert fald for en del af denne periode skrev Laurent en ret minutiøs dagbog. Flere steder i dagbogen afslører han, at han egentlig havde tilsigtet, at dagbogen skulle offentliggøres. Partier af den indsendte han eller familien til forskellige forlag og populære blade, men kun meget lidt blev dengang fundet egnet til publikation. Dele af denne dagbog har været i privateje og findes nu som dechifreret og genlæst at rumme en illustrativ beskrivelse af sundhedstilstanden og betingelserne for en lægeeksistens under mildest talt meget barske klimatiske og geografiske forhold.
I 1954, altså i Laurents sidste ansættelsesår, besluttedes det at anlægge en moderne arktisk by, Inuvik øst for Aklavik, stadig i Mackenziedeltaet, men på et for lufttrafik mere egnet sted. I 1961 var overflytningen af de fleste aktiviteter fra Aklavik til Inuvik afsluttede, således også overflytningen og samtidig sammenslutningen af de to hospitaler (3)
I 1999 oprettedes i Nordcanada den selvstyrende region Nunavut (4), som omfatter det store flertal af de nordcanadiske øer og størstedelen af Canadas ishavskyst, mens netop den vestligste del af kyst og øer er tillagt New Northwest Territoriet. Aklavik har således ikke ændret national status siden Laurents ansættelsesperiode. Alligevel har området omkring Mackenzieflodens delta, hvor Aklavik er beliggende helt ændret karakter p.g.a. den igangværende olieudvinding. Inuvik er blevet den lokale metropol, mens Aklavik er sunket tilbage til udstedsstade. Den periode, der beskrives i Laurents dagbog er således ud fra en lokal betragtning, en ret fjern historisk fortid.
Dagbogen rummer omfattende private betragtninger og skildringer af dagligdags rutiner, der kun kan være af beskeden almen interesse. Således var Laurent en stor gourmet. Foruden 'fornemmelse for sne' havde Laurent også en fornemmelse for god mad og gode vine. Karakteristisk for ham var det, at lige meget hvor han befandt sig, kastede han sig med iver over lokale retter. Hans kærlighed til grønlandsk/eskimoisk mad var formidabel, og han var en fin bedømmer af hvordan tilberedningen havde været. Det giver sig til kende i hans dagbog, hvor noget nær hvert eneste måltid er beskrevet med 'ris og ros' til kokken. Selv var han en meget dygtig kok. I de her valgte afsnit af dagbogen er de fleste kulinariske eskapader udeladt.
Hans glæde ved naturens skønhed var også stor. Hvor han kunne komme til det, botaniserede han eller samlede fugleæg. Pressede planter sendte han til sin ven Morten Porsild (1876-1956) leder af Arktisk Station i Qeqertarsuaq/Godhavn 1906-46, fugleæg til den ornitologisk interesserede sognepræst i Jørlunde, K.V.T. Barfod (1860-1944). Laurent gik kun nødigt forbi en fjeldspids uden at skulle bestige den.
Laurent var godt nok meget følsom for syns- og lugteindtryk. Alligevel fandtes der ingen eskimomorlil så snavset og ulækker, at Laurent holdt sine hænder for fine til at undersøge hende (Fig. 3). Risiko for smitte var noget andre var udsat for og måtte tage sig i agt for, men det gjaldt ikke ham selv. Et utal af tuberkuløse grønlændere har hostet på ham. Alligevel var han stort set aldrig syg.
Før Laurent følte, at han kunne tiltræde stillingen i Aklavik, var det af afgørende betydning for ham at få en tilknytning til et canadisk hospital, så han kunne sætte sig ind i canadiske administrative sagsgange og canadiske undersøgelses- og behandlingstraditioner. Han fik så i begyndelsen af november 1950 ansættelse ved Charles Camsell Indian Hospital i Edmonton, som var det centrale sygehus for hele NWT og således også for sundhedsvæsenet i Aklavik området. Han tilbragte to meget lærerige måneder ved hospitalet, hvorefter han så tog videre til Aklavik.
Den her refererede dagbog omfatter først hans tid i Edmonton, hvor han må gennemgå en træning specielt vedrørende principperne for tuberkulosens kirurgiske behandling. Han er særdeles godt tilfreds med opholdet og føler sig ved afslutningen godt hjemme, dels i det rent faglige, men også i det blandede eskimoisk-indianske patientklientel.
Dernæst fortsætter dagbogen efter årsskiftet med en beskrivelse af hans tid i Aklavik, hvor ikke mindst 'sporene' efter Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition 1921-24 fascinerede ham (5). Laurent kom til at besøge mange lokaliteter, der er omtalt i Knud Rasmussens bog 'Fra Grønland til Stillehavet, rejser og mennesker'. Han traf mange mennesker, der havde rejst med og kunne huske Knud Rasmussen. Mange ældre eskimoer udtrykte glæde over, at Knud Rasmussen havde kunnet forstå og gøre sig forstået på deres sprog - noget som Laurent i øvrigt også kunne.
Vi vil lade Laurent selv berette:
Edmonton er en by på ca. 150 000 indbyggere. Her bor ca. 700 danske. Byen ser moderne ud, omtrent som Calgary, men jeg har endnu kun set så lidt af den.
Charles Camsell Indian Hospital ligger i byens udkant. Her er en 450 patienter. De fleste er indianere fra oplandet, mange langt borte fra. Her er også ca. 40 eskimoiske patienter, mest tuberkuløse, nogle er helt oppe fra Aklavik og sendt herned pr. flyver. Resten er soldater og deres pårørende fra forskellige militære stationer i landet heromkring. Ca. 300 af patienterne er tuberkuløse, resten er kirurgiske, medicinske og andre patienter. Jeg er glad for at skulle gå her i nogen tid og gøre mig bekendt med forholdene.
Hospitalet er opkaldt efter en nulevende mand, Charles Camsell, som er læge. Hans far var canadier og moderen indianerinde. Han skal være et storartet menneske og har drevet det så vidt, at han har været minister i det canadiske kabinet.
Oprindelig var hospitalet en katolsk jesuiterskole. Under sidste verdenskrig overtoges skolen af det amerikanske militær som var stationeret i Edmonton, og efter krigen af Canadas militær. Men derefter blev den overtaget af sundhedsdepartementet og indrettet til hospital for indianere og eskimoer, samt for de canadiere, som er ansat blandt de indfødte.
Hospitalet består af en stor tre etagers rød murstensbygning, hvor der er kontorer, operationsstuer, apotek o.l., samt af en mængde barakker af træ, bygget af amerikanerne til deres soldater, men senere bygget om og indrettet til sygeafdelinger og til bolig for det store personale. Barakkerne er lyse og varme. Der er centralvarme, men med et varmluftssystem, som giver en meget tør og stødvis varme, som jeg ikke synes om.
Her er fuldt belagt på alle stuer. De tuberkuløse får en moderne behandling. Her bruges meget PAS og streptomycin og gøres megen operativ behandling, thorakoplastik. Der bruges ikke ret meget pneumothorax (luftindblæsning i lungesækken), men derimod mest pneumoperitoneum (luftindblæsning i bughulen), som den engelsktalende verden gennemgående er meget begejstret for. Jeg har set en del gennemlysninger, der gennemlyses før hver luftindblæsning ligesom jeg gjorde i Grønland. Lægerne gør indtryk af at være dygtige og de er alle venlige over for patienterne og behandler dem ens, hvad enten de er canadiere, eskimoer eller indianere. Alle patienterne kan tale engelsk. Her er også en stor børneafdeling, hvor også de fleste er tuberkuløse. Her er fødeafdeling, hvor der er ca. 6 fødsler om måneden. Alle fødsler besørges af lægerne. Her er ingen rigtige jordemødre i Canada, alt varetages af læger. Det undrer mig.
Jeg har hilst på lægerne. Vi er 12. Falconer er hospitalsdirektør, men deltager også i behandlingen af patienterne. Tillige er han den øverste leder af lægerne i de indfødte egne i den nordvestlige del af Canada. Han har for nylig været i Aklavik og har her ordnet mine indkvarteringsforhold.
Her er en mængde sygeplejersker, hvor mange ved jeg endnu ikke. Så er her to præster, en katolsk som hedder Father Reame og som er af fransk afstamning, og en anglikansk (den engelske kirke), men ingen protestantisk. De fleste indbyggere her er katolske. Konsul Gundersen (den danske konsul i Edmonton) fortalte mig dog, at der er en dansk Luthersk kirke i byen.....
.....Dr. Falconer sagde til mig i dag, at man ventede, at jeg ville blive i Canada i flere år. Lægen i Aklavik vil rejse til sommer, og det er deres mening, at de vil have mig som hans efterfølger, men helt 'indefinitely', på ubestemt tid! Jeg vil foreløbig bo her på hospitalet og sætte mig ind i canadisk lægepraksis og særlig hvad jeg får brug for oppe i Aklavik. Jeg vil få gage fra 2. november, som de har lovet mig, 400 dollars månedlig og fri station. Det vil blive ca. 3 gange så meget, som jeg har fået i Grønland. Nemlig ca. 2.600 kr. månedlig plus opholdet. I Grønland havde jeg til sidst 1.200 kr. månedlig på egen kost, egne møbler og egen husførelse, herunder det dyre brændsel som er indbefattet i de 1.200 kr. Jeg vil have meget svært ved at give nogen videre penge ud heroppe, så det meste kan lægges til side. Kan jeg, som jeg håber, blive her i 10 år, vender jeg hjem som en rig mand og har ingen økonomiske bekymringer på mine gamle dage. Jeg er selvfølgelig henrykt. Ganske vist havde jeg håbet at bo i Alaska, fordi der var så dejligt. Men når dette er sikkert, er det nok bedre at tage det foreløbig. Jeg har betinget mig, at jeg vil have lov til at have ferie i 3 sommermåneder til at gøre den planlagte rejse til Alaska, og det mente Falconer ikke, der var noget i vejen for. Og han sagde til mig, at jeg ville få en assistent, fordi distriktet er så stort, og det jeg væsentlig skal beskæftige mig med er tuberkulosen. Altså det arbejde, som jeg har drømt om i mange år, og som jeg forgæves har forsøgt at opnå i Grønland. Mærkeligt, at jeg skulle helt herop for at få min drøm til at gå i opfyldelse, og mærkeligt, at det er kommet uden at jeg har søgt om det.
Selvfølgelig havde jeg håbet, at det var blevet i Grønland, at jeg var kommet til at gøre mine sidste års lægegerning. Men jeg føler mig stadig skuffet over, at de ikke har brudt sig om mig fra Styrelsens side. Jeg er nu engang kommet forkert ind på livet af dem, har mødt for megen modstand, og rimeligvis er det min egen skyld, og jeg fortjener vel ikke bedre. Jeg er jo ikke smidt ud af Grønland, men man har ikke taget det fjerneste hensyn til mig. Da jeg var hjemme i kommissionen (Laurent var medlem af Grønlandskommissionen 1949-50), har man ikke så meget som rådført sig med mig angående mit eget distrikt, ikke engang Saxtorph (1890-1963) har meddelt mig en smule af, hvad de har foretaget sig, medens jeg var hjemme i Danmark. Det er det samme som at sige: "Hvad kommer det dig ved". Lad dem hellere få en anden læge, som de forhåbentlig kan arbejde bedre sammen med. Engang vil jeg komme tilbage til Grønland, men det bliver nok kun som gæst for at sige farvel til vennerne og landet deroppe. Godt at det er eskimoer, jeg stadig skal arbejde for....
....I dag har der været en meget interessant operation, en partiel lobektomi af den ene lunge. Det er ikke noget sjældent mere på noget tuberkulosehospital, men jeg har aldrig set den før, så der var noget at lære...
Patienten var en yngre indianerinde, som i flere år har været behandlet for tuberkulose med pneumothorax, PAS, streptomycin etc. Hendes lidelse er meget bedret, det meste er faktisk kureret. Har blot en gammel tykvægget kaverne i den højre øverste lungelap. Kavernen kan ikke lukkes med de andre metoder, og nu prøver man så på at få den lukket ved en thorakoplastik, hvorved man sætter en stor del af højre lunge ud af funktion. Så opererer man altså nu enten hele pågældende lungelap bort, eller en del af samme, som i dette egnede tilfælde. Der gøres mange af den slags operationer her, og resultaterne er gode.
Operationsstuen er så moderne som nogen i København, alt første klasses og personalet er godt uddannet, jeg er overrasket over at finde det så godt heroppe. Vi er jo langt fra storbyerne, og Canada er ikke så fuld af penge som fx. USA.
Narkotisøren er specialuddannet og har intet andet arbejde. Det er en dame, dr. Barclay, gift med en af hospitalets andre læger. På narkosens område er Edmonton altså forud for de fleste af Københavns hospitaler, for ikke tale om provinsens. Under hele operationen får patienten blodtransfusion, hun får i alt 1½ liter. Operationen er langvarig, tager over 4 timer, men her arbejdes hurtigt og sikkert. Der er tre lægeassistenter. Jeg glæder mig til det engang bliver min tur til at assistere.
Der er meget ringe blødning og ingen komplikationer. Så snart de kommer ind til lungen dissekeres meget omhyggeligt den syge halvdel af den øverste lungelap fri, karrene til den og bronkiegrenene underbindes. Flere gange blæser narkotisøren lungen op for at man kan se, at det hele er i orden. Da den syge del er fjernet, syes resten omhyggeligt sammen, patientens almentilstand efter operationen er god.
Om eftermiddagen havde vi røntgengennemlysninger med påfølgende pneumothorax og pneumoperitoneum. Teknikken er omtrent som jeg er vant til. Men nålen er tyndere og ganske enkelte uden sideforbindelser, som jeg helst ville have. Luftpåfyldningerne tager lidt længere tid her, men der er så flere læger om arbejdet, her er altid tre læger i gang på holdet, foruden ham som gennemlyser. Hver patient som kommer til gennemlysning får derfra en seddel med, hvor der er aftegnet lungernes og peritoneums stilling, og angivet hvor meget man mener patienten skal have af luft...
...I eftermiddag har vi haft møde af alle hospitalets læger for at diskutere forskellige patienter. Det foregår ligesom ved en forelæsning med patientdemonstration, da jeg studerede. Den af lægerne, som gør tjeneste på patientens afdeling, fortæller kort sygehistorien og behandlingen og foreslår så, hvad han mener, der yderligere bør gøres ved patienten. Overlægen spørger så alle de andre læger, hvad de mener om tilfældet. Enhver siger sin mening, lige fra dr. Falconer til yngste kandidat. Man kan få alle ønskede oplysninger om patienten og sygdommen i almindelighed. Jeg synes det er en udmærket måde kammeratligt at tale om arbejdet. Efter diskussionen siger så pågældendes overlæge, hvad der skal gøres i den nærmeste tid. Jeg deltog selvfølgelig i diskussionen ligesom de andre, det er ligesom man hører med allerede.
I eftermiddag har her igen været lægemøde af en lidt anden slags. Det er møder som holdes engang om måneden, og hvor et bestemt emne diskuteres. Man ved i forvejen hvad der skal forhandles, så har man lejlighed til at studere lidt om det, enten efter tilfældene på hospitalet eller efter litteraturen. Mødet i dag drejede sig om lobektomi (fjernelse af en lungelap) og var meget interessant. Operationen anvendes mere og mere i de egnede tilfælde og har givet gode resultater.
I dag er der igen en læge udefra til at behandle en af patienterne. Det var en midaldrende indianerkone, som menes at have en svulst på hjernen. Lægen er neurokirurg. Patienten fik luftindblæsning i hjernen og blev derefter røntgenfotograferet, alt i bedøvelse. Det var første gang jeg så sådan en undersøgelse. Billederne viste nok, at det ikke var normalt, men ikke tilstrækkelig tydeligt, så undersøgelsen skal gentages. Hvis diagnosen er sikker, skal den samme læge operere hende. Det er meget heldigt, at der er så gode specialister her i byen, så alle behandlinger kan foretages her. Det havde jeg ikke ventet at finde heroppe.....
Det var også en tilkaldt læge, som foretog eftermiddagsoperationen. Patienten var en ung indianer, slank og sorthåret og med den fineste indianernæse, man kan se. Han havde for lang tid siden fået en frygtelig forbrænding af sin ryg. Han havde ligget og sovet ved sit bål under jagten, og så var der sprunget en gnist hen på hans tøj og have antændt det. Hele hans ryg var eet stort sår, som det har taget lang tid at rense. Nu fik han transplantation af skind fra sine lår, meget store hudlapper blev fikst snittet til af lægen og syet fast over sårene. Sårfladerne blev bagefter dækket med gaze imprægneret med skarlagenrødt, som jeg lærte fra studieårene for 30 år siden, men den behandling er altså god endnu.
Fredag, som er en af de travle dage. Jeg har været rigtig i arbejde igen og er glad for det. Tre gange om ugen gives pnumothorax og pneumoperitoneum til patienterne. Der er altid mange som får behandling, så her er tre læger i gang samtidig. Jeg var den ene af de tre og synes de bærer sig meget fornuftigt ad. Hvert sted har sin fremgangsmåde, her er lidt at lære overalt. Man er klædt på som til stor operation, og det hele foregår så aseptisk som man kan tænke sig. Og der er et par små forsigtighedsregler som tiltaler mig. For det første gives der altid lokalbedøvelse, hvor man indfører pustenålen. Og nålen indføres med en sprøjte, som er fyldt med sterilt saltvand. Når man mener nålen er inde i lungesækken eller bughulen, mærker man med sprøjtestemplet om man er inde. Jeg tror nu ikke det er nødvendigt, men måske heldigt på et hospital, hvor der stadig skiftes personale og hvor der ofte kommer nye læger, som skal lære fremgangsmåden for første gang. En lille ting som de altid gør her, synes mig overflødig, nemlig at de efter lokalbedøvelsen stikker et lille hul i huden før de stikker kanylen til pustningen ind. De siger, at kanylen tit bliver stoppet ved at en lille stump hud sidder fast i kanylen, hvis man ikke stikker hul med den lille spidse kniv, og siger at man undertiden ser infektioner, når man stikker direkte gennem huden selv om huden er desinficeret først. Det har jeg nu aldrig bemærket, men de må jo have erfaringer for det. Jeg pustede forskellige indianere og eskimoer og snakkede med dem alle. Der var bl.a. en yngre eskimo fra Aklavik og vi klarede os på grønlandsk.
I dag har jeg igen været til operation hos dr. Meltzer. Det var en ung tuberkuløs indianerpige, som er opereret med thorakoplastik på begge sider. Fem ribben er opereret bort på den ene side og 7 på den anden. Der har været voks indlagt på den ene side i 6 måneder, men efter at voksen er fjernet for 3 måneder siden, har ribbenene ikke villet gendanne sig, og lungen har udvidet sig for meget, så kavernerne har ikke holdt sig lukkede. Dr. Meltzer gik atter ind og indlagde voks på ny. Han gjorde det hurtigt og fikst. Hans lokalbedøvelse er fortræffelig, og jeg har lært noget af den. Der lokalbedøves i første omgang kun hud og de underliggende muskler og andre bløddele, først når man er kommet helt gennem dem og ribbenene ligger blottede, gives lokalbedøvelsen til nerven under ribbenene. Det er meget hurtigere, nemmere og mere smertefrit på den måde.
Jeg har i dag været på dr. Orfords afdeling og set røntgenfotos fra Aklavik. Der var ca. 300. Vi begyndte i går og bliver først færdige i morgen. Det er dels billeder fra de to hospitaler i Aklavik. Lægen sender dem hertil til nærmere beskrivelse og konference om behandlingen. Dels er der billeder af alle skolebørnene, som alle fotograferes to gange om året for at man kan få de syge under tidlig behandling og beskytte de raske. Det er udmærket sat i scene. I flere retninger er de i Canada langt forud for os i Grønland. Jeg er også glad for, at der er så stærkt samarbejde mellem Alkaviklægen og lægerne her på hospitalet. Det vil lette arbejdet deroppe meget.
I dag blev jeg kaldt ud for at tage mig af nogle ambulante patienter. Det var 8 indianerbørn, som havde været ude at køre med en af vore sygeplejersker. Hun var i det glatte føre blevet påkørt af en anden bil, men der var heldigvis ikke sket noget. Kun et par af børnene havde fået lidt småsår på læben, de andre ingenting. Men alle patienter som kommer herind skal røntgenfotograferes, hvad der så end er i vejen med dem. Hele mit arbejde bestod bare i at skrive en kortfattet journal og henvise dem til røntgen. Og jeg blev ikke engang færdig, for konsulen havde ringet at der var dansk begravelse kl. 11.
... Der var et brev til mig i dag fra landsfoged Aksel Svane (1898-1991) i Grønlands Styrelse. Han skriver, at han har set min skrivelse om min afsked for over en måned siden, men har hørt, at jeg ingen post har fået endnu, så Svane sender mig en afskrift, så nu ved jeg altså officielt, at jeg er pensionist. Fra 1. november. Det er så hensynsfuldt ordnet, at jeg har fået fuld gage en måned længere end jeg havde beregnet, det betyder nogle hundrede kroner mere til mig, og det er jeg glad for. Samtidig fik jeg et skema til udfyldning vedrørende min pensionsberegning. Det kan jeg ikke udfylde, fordi jeg ingen papirer har her, men har bedt Styrelsen. om at gøre det for mig.
...I eftermiddag blev jeg kaldt til dr. Falconers kontor. Han viste mig et brev fra regeringskontoret i Ottawa, om at der skal foretages en samlet røntgenundersøgelse til sommer af de eskimoer der bor langs Ishavet. Og han sagde, at jeg skulle have den opgave. Jeg er lykkelig over at skulle foretage den. Ekspeditionen skal foretages med skib fra Aklavik i begyndelsen af august og vare ca. 2 måneder. Rejsen foregår langs Ishavet østpå lige til Hudson Bay. Jeg skal bl.a. undersøge folkene ved Cambridge Bay og Kobbereskimoerne. Det bliver et eventyr.
Efter i to måneder at have arbejdet ved Charles Camsell's Indian Hospital i Edmonton, kom Laurent afsted til sin endelige destination Aklavik. Afstanden Edmonton-Aklavik er ca. 2000 km. Rejsen må være foretaget i slutningen af december 1950 eller i begyndelsen af januar 1951. Der foreligger ingen notater vedrørende rejsens forløb, men den må uden al tvivl være foretaget med fly med påsatte ski.
Aklavik rummer to hospitaler, et anglikansk og et katolsk, der sammen passes af to læger. I det følgende har Laurent givet en ret indgående skildring af de lokale forhold.
Vi er blevet enige om at dele arbejdet på en praktisk måde. Dr. Ward beholder det anglikanske hospital og det store kontorarbejde, der ligesom i Grønland sluger timer af det daglige arbejde. Jeg får det katolske hospital, konsulationen og patienterne i byen (Fig.4). Det katolske hospital kaldes til daglig R.C. hospital, det betyder Roman Catholic hospital, men dets rigtige navn er Immaculate Conception Hospital, som betyder Den Ubesmittede Undfangelses Hospital.. Hospitalet er en del af den katolske missionsstation som tillige omfatter en stor kostskole for børn og kirke. Der er to patere, den ene franskmand, den anden belgier, og flere brødre, som er lærere, håndværkere og medhjælpere. Der er mange søstre, en er oversøster, flere er uddannede sygeplejersker. De er alle af ordenen 'De grå søstre', som vi også traf under rejsen. Patere, brødre og søstre kaldes her ved deres efternavn, ikke fornavnet som vi er vante til i Danmark og Italien. Den ledende sygeplejerske hedder Soeur Lemiro, hendes første assistent Soeur Hamelin, begge fransk canadiere. Hospitalet sørger for det hele: udstyret, kosten, betjeningen, sygeplejerskerne, og skal selv anskaffe alt til operationsstue og røntgenapparat, medens regeringen betaler medicin og desuden 4 ½ dollars pr. patient om dagen. Her er beregnet plads til 30 patienter, men for tiden er der 40, de fleste tuberkuløse, og alle er indianere eller eskimoer, omtrent halvt af hver. De plejer at begynde kl. 10, men jeg siger straks, at jeg vil begynde kl.9; så de gør store øjne. Her er ingen konsultation på hospitalerne som i Grønland, den foregår i lægernes konsultationsstue i regeringsbygningen, altså der hvor .jeg bor for tiden.
Hospitalet ligger 5 minutters gang fra min bolig. Det er stadig meget koldt, ca. 40 graders kulde. Jeg begynder med at gennemgå patienterne (Fig. 5). Vi har at rette os efter den behandling som Camsell Hospitalet anviser os, det er mig foreløbig en skuffelse, og jeg vil ikke blive ved på den måde. Når vi får en tuberkulosepatient ind, må vi foreløbig kun behandle med sengeleje. Vi optager journal, tager røntgenbillede, som sendes med første postflyver til Edmonton, og får så at vide hvad de mener om patienten, og hvad vi skal gøre, Men jeg tror at grunden er, at de hidtil har haft ganske unge læger heroppe og derfor vil hjælpe dem. De bestemmer på Camsell, hvem der skal have streptomycin og PAS, og sender det kun til de patienter, som de ønsker vi skal behandle med det. Her er ikke engang en ekstraforsyning til tuberkuløs meningitis og får vi sådan en patient, vil vedkommende rimeligvis være død før streptomycin kommer herop. Det vil jeg have lavet om snarest muligt ellers vil jeg ikke være her. Der er for tiden to patienter som stadig får streptomycin fordi de har haft meningitis. Det undrede mig, at soeur Lemiro gør spinalpunkturerne og også gav streptomycin intraspinalt da de blev behandlede dermed. Men dr. Ward siger et han ikke kunne overkomme arbejdet, da han var alene, så han måtte overlade dette lægearbejde til søster. Jeg vil lade hende fortsætte med disse to patienter, men alle fremtidige vil jeg lade lægerne gøre. Jeg så søster gøre punkturerne og må sige at det var gjort på helt rigtig måde, heldigvis.
Patienterne er mest unge og børn. De fleste af patienterne taler ret godt engelsk, ellers må patienten ved siden af oversætte. Eskimoerne kan nogenlunde forstå mig på grønlandsk. Indianerne her hører alle til stammen Louchoux som har sit eget for os indviklede sprog. Her er som i Alaska flere indianerstammer, som hver har sit eget sprog, der er vidt forskelligt fra de andres, så de ikke kan tale sammen med de andre stammer. Her holdes så vidt muligt eskimoer og indianere adskilte, ikke fordi der er nogensomhelst uenighed mellem de to folkeslag mere, men af sproglige hensyn (Fig. 6). Eskimoerne hedder til fornavn almindelige engelske navne, som kaldes som i Grønland for noget helt andet på eskimoisk.
Her er for tiden ingen som får pneumothorax, men fem som får pneumoperitoneum ganske som man er inde på de andre steder i Canada. I Danmark synes man jo, det er en tosset behandling. Det synes jeg nu ikke, i mange tilfælde er den god.
Her er også fødestue. Alle fødende, canadiere som indfødte føder på et af sygehusene. Det er sygeplejerskerne som passer fødselen, og de tilkalder kun læger ved komplikationer. Der er ingen jordemødre i Canada og man er meget forundrede over at høre, at vi har sådanne i Danmark! De allerfleste her i landet, også i de største byer, føder på hospital eller klinik, og skal de føde hjemme, skal de have en læge. Ude på de fjerne pladser er det en indfødt kone eller 'medicinmand' som passer fødslen, men de siger at det går godt. Det tvivler jeg nu foreløbig på.
Her er indfødte tjenestepiger i køkken og til rengøring, men ingen indfødte uddannes som sygeplejersker. Håber der kan gøres noget på dette punkt. De siger her, at de indfødte er alt for ustadige i deres arbejde, ingen vil blive længere tid, så det er håbløst, mener de.
R.C. hospitalet er en stor træbygning, vel opvarmet. Her er rent, men ikke videre pænt. Stuerne er små, mest tosengsstuer, men her burde kun være een seng.
Der hænger helgenbilleder og rosenkranse på alle stuer. Patere og søstre går meget rundt på stuerne og er søde ved patienterne. Patienterne får god kost, oftest suppe, stegt renskød og dessert til middag.
Det undrer mig, at hverken her eller på Camsell findes en liggehal. De siger, at her er for koldt om vinteren, sludder! Lad dog patienterne vænnes til den temperatur som landet har. Mærkeligt, at man ikke har forståelsen af den friske lufts betydning for tuberkulosen her i Canada. Der var friskere og koldere på Vejlefjord end på noget af Aklaviks hospitaler.
Efter frokost går jeg nedenunder i konsultationen. Vi har to værelser, det ene er kontor og er godt indrettet med to skriveborde og skabe fulde af papirer. Her sidder dr. Ward og arbejder med sin sekretær hele eftermiddagen. Det ser håbløst kompliceret ud. Næste værelse er min konsultationsstue. Den er nærmest ussel. Der står et hjemmelavet skrivebord, et rigtigt, men gammelt undersøgelsesbord og et hjemmelavet laboratoriebord, hvor sekretæren hidtil har lavet de fleste af undersøgelserne. Dr. Ward har uddannet ham, han var ellers butiksmand før, nu er han kontormand for jagttilsynet om formiddagen og lægesekretær og laboratoriemand om eftermiddagen. Han undersøger opspyt for tuberkelbaciller, tæller blodlegemer og undersøger uriner. Det er vist ikke mere end godt.
Her er ikke flere instrumenter, end jeg kan have i min bukselomme! Skal vi bruge noget særligt må vi låne på et af hospitalerne, eller tage patienten med derover! Jeg siger til dr. Ward, at det ser for sølle ud, siger, at hvis han boede i en by og havde en sådan konsultationsstue, kom hans patienter kun én gang til ham. Han siger at regeringen er utrolig fedtet, og at da han kom hertil måtte han have konsultationen i sit eget hus - så det er allerede et godt fremskridt han har nået. Jeg siger, at når regeringen sender læger herop, må den også skaffe disse læger en arbejdsstandard, som svarer til det øvrige lands. Han svarer, at det er umuligt at opnå. Og jeg må igen sammenligne med Grønland og tro at han desværre har ret. Jeg vil nu have det forandret, ellers går jeg snart herfra. Når en af lægerne skal på rejse, tager han alle instrumenterne i sin taske, så må den anden læge låne sig frem eller klare sig med håndspålæggelse.
Stadig koldt, overtrukket, blæsende. Nej, det er iskoldt, det bider i næsen og kinderne og om fødderne. Jeg må have noget meget varmere tøj syet. Heldigvis er der altid varmt indendørs. Centralvarmen virker dag og nat, oliekomfuret ligeledes.
Dr. Ward er taget til Tuktuk (forkortelse for Tuktoyaktuk) på røntgenrejse, så jeg har begge hospitaler at passe.
...Det anglikanske hospital har 75-80 senge, lidt større stuer og er lidt pænere udstyret end det katolske. Patienterne er af samme slags som på det katolske, har samme sygdom og får samme behandling. Hospitalet er en stor træbygning lige ud til floden. Den anglikanske mission har ligesom den katolske tillige kirke, endda en 'Cathedral' og en stor kostskole for børn med over 100 elever. Der er ikke noget her i landet som hedder skolegang i indfødte skoler, hele undervisningen foregår på engelsk. På små bopladser er der overhovedet ikke skolegang.
Jeg hilser på mrs. Montgomery, som leder laboratoriet. Hun er en midaldrende, mild og nydelig lille dame.
Her er en stor god operationsstue, som sjældent har været brugt i de sidste år. Vandforsyningen er at stort problem her. Det er umuligt at bore brønde, da jorden et lille stykke nede er frosset hele året. Uden om hospitalet ligger vandet, altså et stort lager af isblokke, som tøes op af centralvarmen. Men der er ikke noget filter, og vandet er ikke frit for tilblandinger af planter og andre urenheder. Men der er vand nok. Floden er jo lige uden for døren... Om sommeren har der de sidste to år været vandledning fra en mindre sø her på øen. Hvorfor de ikke bruger søens is om vinteren også, forstår jeg ikke, den er formodentlig renere end floden.
Det har været en temmelig travl dag med begge hospitaler og konsultationen. Har også været på sygebesøg i et indianerhus. Det var hos en enke med et par voksne børn, den ene lå i sengen med forkølelse. Huset var et ret godt bjælkehus med eet rum, forreste del indrettet som køkken-spisestue-dagligstue, bageste del halvvejs adskilt fra soveværelset med 4 senge i 2 etager.
Der var meget rodet, men ikke fattigt. Kakkelovnen var bare en tom jerntønde med hul til fyring af træstammer og et rør op gennem taget. Komfuret var lidt bedre. Der hang på en snor to sneharer til optøning. Der var ikke dyner eller tæpper, man sov i soveposer af den slags soldaterne bruger. Konen var bange for, at jeg ikke kunne hitte hjem og fulgte mig tilbage lige til min dør. Det var nu ikke nødvendigt, for hun boede på hovedgaden lige som jeg selv.
Dr. Ward kom hjem i eftermiddag med 70 røntgenfilms, som vi vil fremkalde i de nærmeste dage. Befolkningen i Tuktuk blev røntgenfotograferet i fjor, men skal fotograferes hvert år. God idé af regeringen, på dette punkt er den da mere fremsynet end Grønlands Styrelse har været hidtil.
Lørdag er den bedste dag i ugen, for vi holder også her weekend, holder ikke konsultation, men gør os færdige på hospitalerne til kl. 12 og er så fri til mandag morgen. Når det bliver lidt mindre koldt, vil jeg ud og køre i slæde om weekenden (Fig. 7).
Jeg har den store glæde i dag at få telegram fra Grønland. Det var fra pastor Karl Knudsen og sygeplejerske frøken Signe Vest (1969-80) i Angmassalik. Mærkeligt hvor de har fået fat i min adresse. De ønskede mig til lykke med min misundelsesværdige stilling. Ja, den er misundelsesværdig. Der er jo meget som kunne være bedre, men jeg kan alligevel lide det. Alle mennesker er så flinke, og der er så meget som minder om Grønland.
'Canon' er betegnelsen for en præst i den anglikanske kirke, Canon'en i Aklavik var Canon Colin Montgomery, bror til feltmarshallen. Canon'en kom over i går og inviterede mig. Jeg havde kun set ham én gang, han var på posthuset i sit polarudstyr og så helt kolossal ud (Fig.8), men da jeg så ham uden overtøj var han en temmelig spinkel mand lige som broderen. Hans hus er kun lille - træhus - men lunt og venligt. Der er en nogenlunde stor stue, både spisestue og dagligstue, så er der hans kontor og deres soveværelse. Der hænger julekort ophængt på snore i hele stuen, det ser temmelig fjollet ud, men sådan er engelsk skik. Vi fik en god lille middag og passiarede meget lidt om hans bror, mest om forholdene heroppe. Canon'en har været her i nogle år og har befundet sig godt. Han underviser i skolen, holder gudstjeneste tre gange om søndagen, først på indiansk, så på eskimoisk og om aftenen på engelsk. Han tager sig meget af ungdommen og sporten og ser på de indfødte akkurat som på canadierne, det kan jeg godt lide.
Lige efter middag går vi over i domkirken, der er en stor trækirke, ganske køn med et bredt firkantet tårn... ..Det smukkeste ved kirken er altertavlen som er moderne, viser canadiere og indfødte som kommer med gaver til kirken. Foran alteret er der et altertæppe af sælskind og der er mindre sæltæpper ophængt foran prædikestolen... Efter gudstjenesten stiller Canon'en sig op ved indgangsdøren og giver hånden til hele menigheden.
I dag er jeg endelig begyndt at operere lidt. Der kom en ældre franskmand, mr. Lacombe, som er pelsjæger her i nærheden. Han har længe været plaget af næsepolypper, så jeg tog ham over på det anglikanske hospital og fjernede 9 polypper fra ham, men der var mange tilbage til behandling om nogle dage. Han var glad for at kunne behandles her, ellers skulle han have været ned til Edmonton, og alene flyvebilletten koster 400 dollars. Håber operationen må hjælpe ham.
Patienten fra i går mr. Lacombe bor på byens fineste hotel og må have været tilfreds med operationen, for allerede i går til konsultationen kom hotelejeren, mr. Boll, som også ville opereres. Han har gået med en betændelse på sædet i et år og været meget plaget. Han fik så en dyb betændelse spaltet op, og var så glad for at få det ordnet, at han tilbød mig at låne sit fine moderne filmapparat så meget jeg ville...
...Hotellet hedder West Inn, vestkroen. Det er et træhus, som Boll selv har bygget. Han har før været politimand her i distriktet. Han er tillige barbér. Men jeg skal ikke behandles af ham. Der er noget nusset. Skænkestuen er fuld af folk, som spiller kort og guitar. Man kan ikke få alkohol, heldigvis, bare kaffe og mad, men de fleste køber ikke noget. Det er mest folk fra omegnen, som ikke har noget sted at være.
Min første embedsrejse i flyvemaskine! Vi har ventet i 3 dage på at komme af sted. Men først var vejrberetningen dårlig. Der er lokale telegrafstationer ved alle større pladser. Vejrmeldingen som piloten retter sig efter kommer kl. 10 formiddag. Men skal vi af sted, skal vi skynde os, så jeg må stå fuldt påklædt før meldingen kommer. Det er jo endnu mørkt det meste af dagen. Solen kommer over horisonten i Aklavik den 8. januar, men det har været overskyet så vi har først set solen i dag. Jeg ventede i det fine vejr i forgårs, at vi skulle afsted, men oppe ved Tuktuk lige ved ishavskysten må man være forsigtig. Når det stormer der, som i forgårs, må man holde sig hjemme.
I går så det også ud til rejsevejr, men piloten havde fået ordre til at tage til Fort McPherson med posten, og så stod jeg der igen i polartøjet i en time og ventede.
Men i dag blev det da endelig til noget, men ikke til det hele. For vi måtte vende om på halvvejen, men begyndelsen er gjort. Flyvemaskinen er kun en lille en, gul og rødmalet, selvfølgelig går den på ski. Der er plads til tre passagerer og piloten Mike (Fig. 9). Han er polak, men har været herovre siden han var 7 år. Han ligner en lille sydfranskmand og er en udmærket pilot. Han ejer selv sit fly. Man kalder det et 'bush-fly' og ham en 'bush-pilot'. Han lejer sit 'køretøj' ud til regeringen og private. Det er temmelig dyrt. Der var to patienter som skulle hjem, den ene til rensdyrstationen, den anden til Tuktuk, og vi skulle have to med tilbage.
Det er den koldeste dag, det har været endnu, minus 36 grader F. Det er ca. 50 minus grader C. Det var jo lidt skrapt. Heldigvis blikstille. Mikes fly er ikke opvarmet, men lidt varmere bliver der mens maskinen går. Vi tager altid en sovepose med, for det kan jo hænde, at man må nødlande og blive i maskinen til vejret bedres.
Først kørte flyet på sine ski tværs over floden til den anden arm, som er mere lige og derfor bedre at starte på. Der har de sidste dage været nogen snefygning, så det gumpede lidt på skituren. Men så løfter maskinen sig op, vi går op til 2000 fods højde. Nu er det morsomt at se byen og kende sit eget hus og alle de andre. Vi bor i et rigtigt delta med flodarme og søer. Er Finland de tusind søers land, så er Nordcanada de millioner søers land (Fig.10). Overalt mellem søerne er skovene, nåletræer og løvtræer. Tænk helt heroppe over Polarkredsen og med en vinter så lang som Grønlands og strengere. Jeg har aldrig oplevet over 38 graders C frost i det nordlige Ritenbenk distrikt, og her er det 50 minus grader C, og vi plejer at have det endnu 10 grader koldere. Her er fyrreskove, tusind kilometer på hver led, eller endnu større. Tag dog noget af det frø og så det i Grønland.
Og solen skinner! Lige fra vi starter til vi kommer hjem, hele to timer. Vi går mod nordøst og lige forude har vi fuldmånen, der skinner bleggult og ikke lader sig genere af horisont solen. Vi flyver over det lave land henover hoved flodarmen, den ser heroppefra så smal ud som Gudenåen....
...Vi kommer over til den østre flodarm, så er floddeltaet forbi og på den modsatte bred står bjergene.... Lige ved foden af fjeldene og helt nede ved floden ligger Reindeer Station, altså Erling Porsilds (1901-77, søn af Morten Porsild, botaniker) rensdyrdomæne. Her lever efterkommerne af hans rensdyrflok fra Alaska. Der er nu 9000 dyr, og eskimoerne ejer en del af dem...
...Vi lander på flodisen lige nedenfor husene. Der kommer folk og tager imod os. Det er eskimoer som smiler og bliver forundrede, når de hører en hvid mand tale deres eget sprog. Så er der Mikkel Polk, en laplænder som fulgte med Erling Porsild herop. Mikkel er 45 og fra Finnmarken. Han taler stadig det norske sprog udmærket...
...Det er en hel lille boplads med gode smukke huse. Der er bjælkehuse til eskimoerne og trævillaer til stationslederne. Stationslederens hustru, en sød ung kvinde, beder mig se til en eskimodreng i et af nabohusene. Drengen viser sig at have mellemørebetændelse og får penicillin. Rener ser vi ingen af, de er ude på 'græsgangene'. Vi må straks videre, siger Mike, så jeg løber alt hvad mine kolde fødder kan bære og får lige tid til at tage et billede af bopladsen.
Så op i flyet igen, nordpå mod Tuktuk. På halvvejen kommer vi ind i tåge, så tæt at vi ikke kan se jorden og ikke ved om der er sø eller skov under os. Den går ikke, siger Mike og så vender vi om. Nu har vi styret mod fuldmånen hele tiden, men hjemad går det lige mod horisont solen, nu bliver den rød igen, så vi kan kigge lige imod den. Det holder sig til vi lander i Aklavik....
...Jeg er vis på at også I derhjemme føler lidt af eventyret når jeg skriver om 'Canon'en', feltmarshallens bror, Danmarks befriers bror. Selvfølgelig skal man ikke ses på som nogens bror, man er sig selv, men det tager lidt tid at se bort fra 'biomstændighederne'....Canon'en er et herligt menneske og han har ikke talt ti ord om sin berømte bror. Men der er alligevel noget af broderens 'besættelse' mellem ham og mig.
Under krigen var Canon'en præst ved troppetransportskibe og gik igennem Suezkanalen 17 gange. Han var også i Tripoli, kom der en dag efter at feltmarshallen var rejst derfra. Vi fik rigtig talt om Tripoli, de gammel kendte steder.
Nu har Canon'en været præst her i flere år, men til sommer rejser han, de vil tilbage til Sydafrika. Mrs. Montgomery arbejdede lige efter krigen i de tyske koncentrationslejre, hun var i Belsen og sendte skandinaverne hjem. Hun var også i Danmark og har mange lovord over den venlighed hun traf, ikke fordi hun hed Montgomery, for det vidste de fleste ikke, men hun blev inviteret til mange danske hjem og fik så meget godt at se....
... Jeg fik en bønnebog på eskimoisk af Canon'en og en bog om den anglikanske domkirke i Aklavik. Der står en beskrivelse af den smukke altertavle som er noget ganske enestående. Altertavlen er malet af en engelsk malerinde fra Australien. Den er moderne, menneskene og Jomfru Maria er vor tids folk. Jomfru Maria er i en elegant hermelinspels og har kamikker på. Billedet hedder 'Epiphany in the snow', tilbedelsen i sneen. Men i stedet for de vise mænd fra Østerland er det stedets folk som bringer gaver, en Hudson Bay mand bringer hvide ræveskind, en eskimo bringer hvalrostænder. Bagved står hans kone med barnet i 'amauten' og bag hende er der rensdyr i stedet for kameler. En canadisk politiofficer bringer den hvide mands beskyttelse. Og så er der en lille rørende historie om altertavlens indvielse:
En indianer udtrykte sin tvivl om nogensinde en indianer ville komme i himlen. Hvorfor ikke, spurgte man ham. Jo, jeg har aldrig set et billede af himlen med en indianer på, de var alle hvide mennesker. Jeg tror at de hvide vil albue os ud på Dommens Dag, sagde indianeren. Men da denne altertavle blev afsløret kunne han se, at der også kom indianere i himlen.
Den samme historie kunne passe til Ernst Hansens (1892-1968) skønne altertavle i Thule, hvor Jesus sidder med eskimobørn på skødet.
Her er ingen tandlæge for tiden, og mange trænger til behandling. Jeg har foreløbig fået anmodning fra ni patienter, de fleste indfødte, om at behandle dem, da deres plomber er faldet ud. Ovre på det katolske hospital har de en del tandlægeudstyr stående fra en tidligere pastor, som var uddannet tandlæge og efterlod sit instrumentarium. Så jeg har påtaget mig at hjælpe så meget jeg kan, og mindes med taknemmelighed den kære Pops (P.O. Pedersen 1910-94) gode undervisning i Grønland. Jeg har lavet både emalje- og amalgalfyldninger, håber det må hjælpe. Jeg har lovet at være tandlæge hver dag fra klokken 1-2, mere kan jeg ikke nå. Jeg vil kun tage det som ikke kan tåle at vente til en tandlæge forhåbentlig kommer til foråret.
...Der kom en halvblodseskimo til konsultation. Han hedder Charlie Gordon, født ved Point Barrow i Alaska. Hans far var canadier, moderen fuldblods eskimo. Faderen var handelsmand og hvalfanger. Han flyttede senere til Barter Island oppe ved Ishavet på grænsen mellem Alaska og Canada, og her boede de da Knud Rasmussen kom på sin slæderejse i 1923. Charlie var dengang en ung mand. Knud Rasmussen kom til Barter Island med to slæder, kørte selv den ene, MiteK (Fig. 11) den anden. ArnarulunguaK (Fig. 12) var med sammen med filmfotograf Leo Hansen (Fig. 13).
Om disse ledsagere fortælles (5, pg. 10-13) at MiteK, kaldet 'Ederfuglen', 22 år, var en god slædekører fra Thule, som Knud Rasmussen havde kendt 'siden han var en lille dreng i sin mors bærepose, hvorfra han i øvrigt havde tyranniseret os med sine skrål og utrolige uartighed'. ArnarulunguaK, kaldet 'det lille kvindemenneske', 28 år, var ligeledes fra Thule. Hun havde som femårig, underernæret, faderløs pige været dømt til døden. Moderen havde allerede givet hende strikken om halsen, da en lille broder brast i gråd og derved reddede hende. Hun var nu 'den eneste kvinde der nogensinde var rejst norden om Amerika gennem Nordvestpassagen'. Leo Hansen, filmfotografen, blev, lidt mere prosaisk, senere direktør for Lyngby Bio.
Knud boede hos Charlies far, Tom Gorden, i to dage. Han besøgte alle eskimohusene og talte deres sprog fuldendt. Knud havde en passager med, Guide AhmajuraK, der stammede fra Point Barrow, men var blevet nød til at overvintre på Hershel Island nordvest for Aklavik. Han havde ingen mulighed for at komme tilbage til sit hjem. Så sagde Knud: "step on" og tog ham på sin slæde hele vejen til Point Barrow. AhmajuraK bor deroppe endnu, jeg har fået hans billede og skal opsøge ham til sommer.
Ved Barter Island boede dengang Paul Patkutak, som jeg traf i Wainwright i sommer og havde taget billeder af, nu en gammel hvidhåret eskimo. Charlie fortalte at Patkutak var Knuds specielle ven under besøget og fortalte Knud mange sagnhistorier. Knud havde tilbragt megen tid sammen med Charlies mor og Patkutaks mor og fået deres fortællinger, mens de alle sad på gulvet omkring sælgryden. Charlie blev meget skuffet over, at jeg ikke havde fundet noget om Barter Island besøget i Knuds bøger.
Kaldt til fødsel i Yukondistriktet. Her er radioforbindelse med de forskellige større pladser i distriktet, men der er tit dårlige modtageforhold her i Aklavik. I går morges var der god forbindelse og der modtog jeg meddelelse fra sygeplejersken i Old Crow i Yukondistriktet om en indianerkone som lå i begyndende fødsel og sygeplejersken mente, der var noget galt. Dr. Ward gav råd om, hvad hun skulle foretage sig og aftalte ny rådslagning pr. radiofoni lige efter middag. Men da var det umuligt at få forbindelse. Jeg rådede til, at en af os skulde tage afsted omgående, for jeg syntes at sygeplejerskens oplysninger var noget foruroligende. Dr. Ward bad mig rejse, hvad jeg var glad for.
Den nordligste lille by i Yukon er Old Crow (gamle krage) og ligger omtrent på bredde med Aklavik. Vi er den nærmeste lægestation. Der bor ca. 150 mennesker i Old Crow, alle indianere. Til at lede dem er der to politimænd og sygeplejersken, som tillige er jordemoder og lærerinde. Jeg får senere at vide, at hun aldrig er uddannet som lærerinde, men hun er ansat og lønnet som lærerinde og passer sit hovederhverv som sygeplejerske som bibeskæftigelse.
Der har ikke været lægebesøg i Old Crow siden september, og der kommer kun få tilrejsende dertil. Der kommer postflyver engang om måneden over Alaska og al post er via Fairbanks, Alaska, lidt indviklet og besværligt.
Vi har fint vejr at flyve i, kun minus 15 graders celsius, og solskin og ret stille. Men det er også nødvendigt at have gode vejrforhold til denne tur, som er vor eneste rejse i bjergene. Nu har jeg snart tre måneder set længselsfuldt over på Richardson's Range, som de sneklædte bjerge mod vest hedder. Ovre i dem er det ligesom jeg ser det kære Grønland, men der er ca. 50 km over til dem, og der har aldrig været tid eller lejlighed derover.
Den ene politimand kommer ned og tager imod os og fortæller, at fødslen er overstået lige over middag og den er gået godt. Men det er for sent at tænke på at rejse hjem i dag. Jeg går op ad skrænten til landsbyen, som er velholdt. Husene er mest gode bjælkehuse, der ligger ordnede som langs en gade, meget mere form og hygge end i Aklavik. Mange huse er gamle og helt ærværdige. Der kommer folk ud i dørene og hilser venligt på os...
...Alle husene vi har været i er rene. Jeg havde nok hørt at indianerne gennemgående er renlige, men så rene havde jeg ikke troet de var, det er bedre end hos eskimoerne. Befolkningen lever af jagt og fiskeri og tjener godt derved. De har rigeligt med frisk proviant og vi ser flere forrådshuse med rigeligt rensdyrkød...
...Vi sover hos politiet, jeg får den eneste seng fordi jeg er den gamle, Mike ligger på gulvet i sin sovepose, men han ligger på et dejligt tykt gråbjørneskind.
Det er 2.påskedag. Kirkefestlighederne er forbi, folkefesterne er inde. Ligesom hjemme er der ingen store forlystelser påskedag, men den varer da kun til midnat! Fem minutter over midnat er man igen verdslig. Dansen begynder, den har nu varet til langt ud på natten, men jeg har ingen fulde set. Efter loven må ingen af de indfødte købe sprut, det er de hvides privilegium. Hjemmebryggeriet må man være forsigtig med her i byen, hvor der er så meget politi. Det lader sig bedre gøre hjemme i den ensomme 'bush'.
Jeg sad hjemme påskedags aften og skrev dagbog. Men kort før midnat kom min nye indianerven Jim, ham i den røde frynsetrøje, og bankede på min dør. Han havde fået besøg af sin kone og ville præsentere mig for hende. Hun er ung, som han halvblodsindianer og smuk som han. De har gået i gode skoler og taler perfekt engelsk.... Og så kommer det! Han ville jo så gerne glæde sin kone og sine venner her i byen med en drink, og nu håber han, at jeg vil hjælpe ham. "Kære Jimmy, selvom du er min ven kan jeg ikke hjælpe dig.......", men jeg gav ham nu en tynd sjus og konen en med....
... Men i aften så jeg den store eskimoiske dansefest, og det var en lyst. Den foregik i de indfødtes forsamlingshus som skal være en seværdighed ved at være bygget og vedligeholdt af eskimoer og indianere i fællesskab. De skal ellers have svært ved at arbejde sammen, men her har de fundet hinanden og til alles forundring går det storartet. Forsamlingshuset er et stort godt bjælkehus. Der er kun ét rum, en stor velholdt festsal, lys og opvarmet.
Da vi kommer ind er selve dansen ikke begyndt. Der sidder på en bænk på den ene langvæg fire spillemænd med deres store eskimoiske trommer. Samme facon som de grønlandske, men meget større, to fod i diameter. Rammen er af træ, trommeskindet er af elsdyrskind, som holdes fugtigt hele aftenen ved at vædes med vand for at give bedre klang. Trommestikkerne er en meter lange. Trommeslagerne slår på selve skindet, ikke som i Grønland kun på trærammen. Der synges hele tiden af trommeslagerne, somme tider synger hele forsamlingen med. Det er ensformige rytmer, hvoraf jeg blot opfatter ej-jah-jej.
Først på aftenen har trommeslagerne deres tykke flotte parkas med skindkrave på. Anføreren er en ældre, svær, flot mand, som er gift med den dygtige tolk fra kirken i går. Han er i mørkerød ensfarvet parka med brogede kantninger. Der er en ung fangstmand med blommefarvet silkeparka og en ældre mand i lyserød bomuldsparka. De synger højt og utrætteligt, samtidig med at de slår trommen.
Men snart begynder de dansende at tage fat. Først er det de ældre og de gamle der danser. Nu er det én mand og tre kvinder som er på gulvet. Det er en art dans, som ikke kendes i Grønland. Det mest iøjnefaldende træk er armbevægelserne. Armene snor sig, mest sidebevægelser, åleagtigt. Føddernes bevægelser er ikke så spændende, lidt vuggen i hofterne og drejen sig rundt. Jeg får en til at forklare mig, hvad denne dans betyder. Det er en fiskerdans. Den forestiller hvad sangen fortæller, at de er ude og fiske, og det er en heldig dag....
Der er en dans af en mand og en kvinde, som danser en slags frierdans. De rører ikke ved hinanden, men viser med hænder og ansigtsudtryk, hvor glade de er for hinanden. Og der er en dans af to mænd som er på jagt efter rensdyr, som de jager med bue og pil, altsammen illustreret alene ved armbevægelserne.... Bortset fra frierdansen er alle de andre i virkeligheden enmandsdanse, hvor de udfører helt de samme gentagne bevægelser.
For få dage siden spiste jeg min første moskusrotte. George havde tilberedt den på indiansk, først kogt den lidt, så brunet den i eget fedt og serveret den med hoved og fødder på. Jeg havde fået den af en eskimoisk ven her i byen. Han hedder Greenland, fordi hans far var grønlænder og kom til Canada som stor dreng med Hudson Bay Kompagniet. Han giftede sig med en Louchoux-indianerinde og levede efterhånden selv som indianer. Hans sønner her blev så glade ved at træffe mig, fordi jeg kom fra Grønland, at de kalder mig atata - altså far!..
...Knud Rasmussen fortæller i 'Den lange slæderejse' om sit besøg hos indlandseskimoerne, som han bragte sælkød. En af eskimoerne spurgte ham om sælerne havde horn ligesom rensdyrene.
Jeg må have min begreber om eskimoer udvidet her i deltaet, men rotten smagte nu næsten lige så godt som en ung sæl.
En morgen i februar kommer en ung eskimo og banker på min dør. Han er træt, har kørt hele natten med sin toboggan-hundeslæde med syv hunde for; de er forspændt i en række og har bjælder på. Den unge mand hedder Charlie. Han fortæller, at hans far er meget syg og må på hospitalet, men er for svag til at køres i slæden. Vor eneste flyver er rejst sydpå med dr. Ward, men heldigvis kom en større maskine hertil i går fra Fort Smith og piloten Cam bor hos mig. Han er straks villig til at tage af sted, Charlie tager med som vejviser. Jeg kan ikke selv rejse med, for her er meget arbejde på hospitalerne, men Father Biename fra den katolske mission vil absolut med og hjælpe, for den syge mand er Billy Thrasher (sandsynligvis Willy Tracer, omtalt i (5, pg. 281 og 321)), som tidligere har været styrer på missionens båd under dens lange rejser ved ishavskysten, og Billy har to gange reddet Father fra at omkomme, engang da hans hunde plumpede i vandet på dårlig is og Father var ved at drukne, og engang fra et bådforlis.
Flyveren kommer tilbage med en meget syg Billy. Han er ca. 55 år, høj og kraftig, usædvanlig mørk af lød. Billy har i mange år gået med brok. For 4 dage siden er det blevet indeklemt, men Billy troede det kom i orden af sig selv og har ventet til det ser ud til at være for sent. Billy pruster som en hvalros. Hjertet har været dårligt længe, han har 'hjerte-astma' og i fjor fik han apopleksi og er delvis lammet i den ene side. Tilstanden ser håbløs ud. Jeg forklarer det for Father, og Father giver sin ven den sidste olie, for Billy er katolik.
Heldigvis er der en god operationsstue og de nødvendige instrumenter på det katolske hospital, og søster Lemire er en udmærket assistent. Jeg er vant til fra Grønland at gøre store operationer under primitive forhold og med en sygeplejerske som hjælper. Vi gør hele operationen i lokalbedøvelse, for Billy er for svag til andet.
Heldigvis er den indeklemte tarm ikke værre klemt, end at den efter at være gjort fri kan bringes på plads i hughulen, det var bedre end ventet. Tilfældet er ikke helt almindeligt; det er en tyktarmsslynge, som er broksækkens indhold. Der er megen infektion, men Billy er stærk og lykken følger ham. Efter et par kritiske dage, hvor hjertet har gjort de fleste knuder, går det fremad igen, og i dag er Billy rejst hjem med sin kone og en hel række unger.
Da Billy begyndte at blive bedre, tog jeg en dag Knud Rasmussens bog 'Fra Grønland til Stillehavet' over for at vise ham billederne fra disse egne af rejsen. Så snart jeg nævner Knud Rasmussen, lyser Billys ansigt op, "KununguaK var min ven", siger han; "jeg kørte slæde for ham for 28 år siden fra Pierce Point i Ammundsens Gulf over Baillie Island til Nuvorsk Point i Beaufort Sea. Dejlig rejse, KununguaK var den dygtigste slædekører af os allesammen. Og hans to grønlandseskimoer var med, MiteK og ArnarulunguaK. Og hans landsmand Leo, som tog alle billederne". Det var filmfotograf Leo Hansen, som Billy også mindes med glæde. Jeg viser først billedet i 2. bind side 281, hvor den engelske præst Edouard Hester er fotograferet sammen med Mackenzie eskimoer (Fig. 14 og 15). "Kender du den præst", spørger jeg. Billy smiler. "Kan du ikke se det er mig som står ved Hesters venstre side?" siger han. Jo, nu kan jeg kende ham. Den høje unge mand i egernskinds anorak, det er virkelig Billy...
... Billy har været gift to gange. Med sin første kone havde han 11 børn, med sin anden har han kun 7 endnu, siger han. De 14 lever, og de fleste er portugiserbrune som han selv.
Men efterhånden slog helbredet ikke til. Ishavssejladsen var for hård. Nu har Billy bosat sig som indlandseskimo i Mackenziedeltaet, 40 miles fra Aklavik. Han fortæller om sine gamle jagtfæller nordpå: "men den bedste af dem var danskeren Knud Rasmussen. Han var vor ven. Han var som en af os. Og der var fest over ham hver dag", siger Billy, hans gamle slædekører...
Hidtil har jeg passet det katolske hospital med knap 50 patienter og været glad hver dag for arbejdet og den glade friske tone og det gode samarbejde med de fransk-canadiske søstre. En af dem har jeg opereret. Hun faldt for 18 år siden på sin reverenter talt popo og brækkede sit haleben, og siden har hun haft smerter der, men hun har været for sky til at vise en så jordisk del af sit legeme til lægerne før. Nu tog hun mod til sig, og så skar jeg 'halen' af. Og nu er smerterne væk, heldigvis, for søster er køkkenchef og har tungt arbejde.
En anden søster er gamle søster Champoux. Hun er leder af skolen for pigerne. For en god måned siden faldt hun fra et højt bord, medens hun malede loftet i skolestuen og brækkede både den ene hofte og den ene underarm. Søster er ca. 60 år, men meget energisk. Hun har været en storartet patient. Vi fik en seng lavet om til benbrudsseng, og det lader til at bruddet vil hele i en god stilling. Jeg har besøgt søster tit, og hun har gjort sig smukke anstrengelser for at omvende mig. Hun læser for mig på fransk helgeninden Therese: 'Af jesusbarnet's levnedsbeskrivelse', og synger Sankt Thereses sange for mig. Forleden bad hun mig om jeg ville bede en lille bøn i Sankt Thereses ånd hver aften, men jeg måtte bedrøve hende med, at det ville være uærligt af mig. Men hun opgiver ikke, vi læser stadig et kapittel hver dag. I går havde søster fødselsdag og jeg gav hende en lille gave. Hun skrev mig et rørende brev og takkede og udtrykte sin opfattelse af, at det var Sankt Therese, som havde fået mig til at være så venlig,
Men nu blev dr. Ward og jeg enige om, at det var bedre, at vi skiftede hospital for at jeg kan lære alle patienterne at kende. Så i de næste måneder har jeg det anglikanske 'All Saint's Hospital' at passe med ca. 75 patienter. Jeg er jævnlig kommet der, når dr. Ward har været på rejse, eller der har været noget særligt.
Det anglikanske hospital er fornylig blevet udvidet, men det er selvfølgelig for lille alligevel. Der er omtrent lige så overfyldt som på Julianehåb sygehus! Også her er for lidt uddannet personale. Sygeplejerskerne har kun en hel fridag een gang om måneden og altfor mange arbejdstimer hver dag. Konsultationsstuen er bitte lille, den er samtidig apotek og forbindingsstue og der er ikke indlagt vand. Vi vasker os i et vandfad, det kan jeg ikke lide. Rindende vand er bedre, men det kommer vel næste gang.
De fleste af patienterne er også her tuberkuløse. Alle de tuberkuløse er indianere eller eskimoer, de eneste hvide jeg har set på dette hospital endnu er de fødende. Alle fødsler, hos indfødte som hos hvide foregår på hospitalerne. Men det er jo ikke af det gode at have en fødestue for raske mennesker på et tuberkulosehospital. Men foreløbig er der ikke noget at gøre ved det.
Af de få ikke-tuberkuløse har en yngre kone en mærkelig infektion, som fik os til at tænke på tyfus eller trikinose i begyndelsen. Vi ved endnu ikke, hvad det er. Men hendes blodprocent gik meget langt ned, og vi gav hende blodtransfusioner fra hendes søn og hendes to brødre, det gik godt og har hjulpet hende godt fremad. De er indianere af den moderne type, taler perfekt engelsk og er intelligente. De var straks villige og deres blodtyper passede sammen. Dr. Ward har god øvelse i blodtypebestemmelse og transfusion. Han foretog den første transfusion og satte mig ind i teknikken, så de andre kunne jeg gøre. Godt at lære noget heroppe!
Heller ikke her er nogen liggehal til de tuberkuløse. De ligger i deres senge på sygestuerne og stuerne er efter dansk opfattelse for varme. Der er ikke tilstrækkelig ventilation, synes vi. Mærkeligt, at man både her og i Edmonton, og efter sigende i det meste af Canada ikke tror på den friske lufts gavnlige virkning på tuberkuløse. Selv i Thule ligger patienterne ude, også om vinteren. Men her tror man de ville blive syge af din kolde luft. Der er på begge hospitaler patienter som har ligget til sengs i tre år uden at have været uden for døren. Patienterne får rigelig og god kost og venlig behandling, og de synes at være godt tilfredse.
Der kom i morges bud pr. radio fra rensdyrsstationen om at komme til en kone i deltaet. Hun blev syg i går og de er bange for det er blindtarmen. Hun bor midtvejs mellem stationen og Aklavik, bare 40 miles herfra. Flyveren Mike er ikke meget for at tage af sted, men han vil prøve. Jeg vader ud til hans maskine på floden. Inde ved land er der så meget smeltevand, at jeg får en våd hose trods gummistøvlerne. Midt på floden er der tørt, og isen er sikker længe endnu. Vi gør turen på en halv time, over frosne søer og sne mellem træer og buske. Vi lander ved flodens hovedarm ... Der ligger kun det ene hus på den lave brink. Det er lidt svært at lande, for der er snedriver, som vi hopper i. Men Mike kender forholdene og finder hurtigt et jævnere sted. Så går jeg op til konen. Det er en eskimofamilie. Hun hedder Doris Sikkraskak og er ung og tyk og typisk. De taler godt engelsk. Huset er et godt bjælkehus. Der er moderne radio, og de gør indtryk af at være velhavende. Doris har en underlivssygdom, men sandsynligvis ikke blindtarm. Jeg tager hende og det yngste barn med til hospitalet. Manden vil leje Mike til at hente resten af familien i eftermiddag, men Mike tør ikke, han vil i morgen flyve sydpå for at få sit fly forandret til sommerfly.
I nat blev jeg tilkaldt til en yngre indianerkone, som bor på den anden side af floden. Det var min 'søn', Joe Greenland, som kom og hentede mig og gik med mig fordi han kender vejen, hvor den er sikrest. Det var bidende koldt og sne. Smeltevandet på flodisen er frosset igen, men ikke sikker, så der er lagt en udkørt slæde, en havareret båd og brædder fra bredden til den sikre is. Alligevel plumper jeg gennem isen, men bare til knæene, og man går sig som bekendt varm i våde strømper.
Ovre på den anden side af floden ligger 'forstaden' til Aklavik. Her ligger en del huse, en butik og et savværk. Patienten er en yngre indianerkone, som i sidste uge fødte på hospitalet. Hun har smerter 'allevegne', men jeg kan ikke finde der er noget særligt i vejen med hende, det er vist mere at hun gerne vil ind igen og passes, for det er besværligt synes hun, med barnet, for hun har ingen mælk i brystet. Søn Joe oversætter; jeg må se at lære lidt af det indianske. I en krog i stuen sidder patientens svigermor, en gammel brun, sorthåret squaw med høgenæse, ligesom hentet ud fra romanerne. Hun snakker hele tiden med, men bliver ikke oversat, så jeg håber det er noget sludder hun siger.
Jeg aftaler med Joe, at han skal hente patienten i slæde i morgen tidlig, hvis han kan få lov for svigermor. Det kan jeg nemt, siger han, for hun jamrede sig hele tiden over sit besvær med den syge og barnet. Sagde hun ikke andet, den gamle? spurgte jeg. Joh, hun bandede over vejret, og over at hun blev forstyrret i nat af dig, uden at du ville tage den syge med straks.
Patienten kom over i dag ved middagstid til det anglikanske hospital. Vi har undersøgt hende, men ikke fundet nogen sygdom udover 'pylresyge', så vi prøver at stille hende tilfreds.
Jeg passer stadig det anglikanske hospital og er glad for det. Nu har jeg gennemgående 75 patienter og er kommet på smil med de fleste, særlig eskimoerne, som smiler, når man siger nagooruk, det er ajungilaK på grønlandsk.
Her ligger for tiden en gammel ven af Knud Rasmussen. Han hedder Qarelek. Han er en lille tynd ældre mand, meget intelligent. Han er født i en camp ved Anderson River, langt øst for Aklavik. I sine unge dage var han kajakroer, men har aldrig skudt sæl fra kajak, kun på isen. Han boede i snehus som dreng og han er en af de få, som stadig tager sin 'indlutulik', snekniven, med når han går på jagt i deltaet og bygger sit snehus hver aften når han er ude.
Qarelek fortæller, at han mødte Knud Rasmussen i Tuktoyaktuk i marts 1924. Han siger at Knud talte sproget fuldkomment, men med østlig dialekt. Han husker Knuds historier, særligt morede det ham at høre at den grønlandske sagnfigur Kasasuk var den samme som Kaodjekiuk heroppe. Qarelek husker også MiteK og ArnalunguaK og Leo Hansen. Han fulgte Knud med sin slæde fra Tuktuk til Kitikarjuit, kun 18 miles, men dejlige 18 miles, siger han. Han havde Leo på sin slæde og blev filmet, men har jo aldrig set filmen. Dengang var der ikke biograf heroppe.
Skøn er våren,
selv når isen
dækker alle deltablomster
vilde roser, porse, ranunkel.
Bær kan plukkes under sneen,
sorte, røde, bitre, søde,
Robin fløjter, svaner synger,
floden bryder, vandet stiger,
tanken iler hjemad øster.
Man går og tænker poetisk, føler sig ung, og ønsker man ikke bare skulle tænke.
Vejret slog om igen, lige så pludseligt og stærkt som sidst. Det er sommervarme. Helt op til 78 grader F var det i dag i solen, det svarer til 25 grader C. Og nu siger de, indianerne altså, at det er alvor med sommeren.
Jeg må ud og vandre, der er den yndige uro i hjertet. Blive brun som de indfødte i bush'en. Ud og finde blomster og høre fuglestemmer, anderledes end de hjemlige, men lige så stærke og glade. Ud, ud!
...Vi var ude i går og troede at nu ville det ske. Vi har hørt at der var isfrit ved den nærmeste plads sydefter. Og det første skib er fulgt lige i hælene på den flygtende is. Men endelig i aften kom der gang i foretagendet. Alle mennesker er ved floden. Nu kan vi se isen gå hurtigere. Der er store isskruninger på den modsatte side af floden og også lidt på vor side. Der graves store stykker bort af flodvejen. Fra bifloderne kommer is og vand, snart er der et stort åbent stykke ud for byen, men det dækkes hurtigt af ny drivende is. Man hører bumpene fra isskruningerne mod flodvejen.
Alle er glade og opstemte. Det er solskin og mildt. Forårskjolerne er på. Jeg går ned langs det katolske hospital. Alle børnene er ude, selv om det er sent. Paterne og brødrene og søstrene er ude blandt dem i deres ordensdragter.
Der bliver større og større åbninger i isen og der kommer mere fart på. Nu kommer der store isflager fulde af drivtømmer.
Og samtidig kommer myggene. Der er ikke så mange endnu og de er ikke så ondskabsfulde, men vi får da de første stik. For et par dage siden er der sat myggenet for alle vore vinduer, ellers kan man slet ikke være i husene. Hele isbrydningen varer kun 4 timer, så er det hele forandret fra en stille isvej til en rivende strøm.
Bare to timer efter at isen er gået, kommer skibet, bananskibet, som det kaldes. Vi ser det da det drejer om hjørnet fra den store flodarm langt sydpå. Hvor er man spændt på hvad det bringer med. Det er en af Hudson Bay kompagniets både, og der er ikke post med. Den kommer stadig kun pr flyver. Mange er taget ud til skibet i kanoer og er kommet ombord.
Flodskibet er ikke hvad jeg havde ventet. Det er bare en lille motorskonnert, selvfølgelig fladbundet, men foran sig har den en meget stor flodpram med lasten. Det ser ganske sjovt ud, at prammen er foran skibet og bliver skubbet fremad, i stedet for at blive taget på slæb. Sådan foregår al flodsejlads. Skibet lægger til lige ud for Hudson Bay forretningen. Der er ingen kaj, men her er heller aldrig bølgegang af betydning, og selv om det er lige ved midnat, begynder losningen med det samme.
Hvert år i juli samles tamrenerne, som tilhører regeringens Reindeer Station oppe ved Ishavskysten på de mos- og lavfrodige sletter ved Kitikarj Bay til den årlige 'round-up' for at tælles, mærkes og sorteres. Tamrenerne købtes af regeringen fra brødrene Lomen i Nome i Alaska og førtes af vor landsmand, den nu ansete Canadian Chief Botanist Erling Porsild i Ottawa den lange vej gennem Alaska og Yukon til Mackenziedeltaet. Erling Porsild havde sin bror Bob og laplandske rensdyrshyrder til at hjælpe sig. Transporten var besværlig og tog flere år. Men i 1935 nåede 2700 rener frem til rensdyrstationen. Renerne indførtes hertil for at skaffe kød til eskimoerne i disse egne, fordi vildrenerne her var aftaget i antal og havde fundet nye vandreveje. (Tamrenerne var indført til Alaska fra Sibirien i 1890'erne på initiativ af den presbyterianske præst Sheldon Jackson, der sammen med danskeren Vitus Bering, russeren Alexander Baranow og den sorte kaptajn Michael Healy, regnes som Alaska's fire 'Giants' (6, pg. 538). I henhold til Knud Rasmussens angivelse (5, pg. 297) indførte Sheldon Jackson godt 1200 tamrener, antallet var i 1920'erne steget til over 500.000 med det mål at øge bestanden til flere millioner. Erling Porsild videreførte så stammen til Canada i årene 1930-35 (7), og som anført her af Laurent kom bestanden i god vækst)
Stationen ledes af en dygtig canadier, Mr. Post, som til hjælpere har to laplændere, Mikkel Polk og Chris Berg, foruden en del unge interesserede eskimoer, som uddannes til at passe dyrene, så de senere kan få deres egne hjorder. De 2700 rener fra 1935 er nu blevet til 9000, hvoraf ca. 3500 ejes af uddannede eskimoer, og der passes godt på dem. Der er sidste år slagtet ca. 400 rener og tallet vil stadig øges. Det er altså blevet en succes med renavlen her, og da man påtænker at indføre tamrener i Grønland efter forslag af Knud Rasmussen og Peter Freuchen vil grønlandsledelsen sikkert kunne høste udbytte ved at studere resultaterne heroppe.
Om vinteren lever renerne længere sydpå i landet omkring Reindeer Station, der ligger ved Mackenziedeltaets østre grænse. Om sommeren vandrer renerne nordpå, hvor foderforholdene er bedre.
Ved Kitdluit Bay er bygget store folde, hvor dyrene i flokke drives ind. Personalet fra Reindeer Station er samlet heroppe, bor i telte eller huse med deres familier og passer dyrene i de måneder de søger foderet her.
Vi tager på vejen til Whitefish Station, omtrent midtvejs mellem Kitdluit Bay og Tuktuk. Det er en sommer fangstplads, både for hvidhvaler og for fisk. Her er samlet 18 telte i land, og desuden ca. 10 gode motorbåde, alle tilhørende eskimoerne. Det er første gang jeg har været på en plads, hvor der kun var eskimoer. Der var liv og lystighed, for der er fanget 13 hvidhvaler i de sidste dage. Man vidste, at Toms båd ville komme i dag med mange gæster, og man var i færd med at koge mataK da vi kom...
...Jeg benytter tiden til en tur op i landet, hvor der var meget frodigt med blomster og småbuske. Der var fuldt af store blå lupiner, som man ser overalt heroppe både i deltaet og helt op til ishavskysten. Jeg samler alle de forskellige planter jeg kan overkomme til at sende hjem til hvem som gider have dem.
Men det var en plage at gå der for myggene, de sætter sig så tæt på min ryg og min tynde gennemstikkelige hue, som var de et pelslag, og de stikker hvor de kan komme igennem. Ansigt og hænder holder de sig heldigvis fra, for jeg smører dem stadig ind i myggebalsam, som jeg fik af Father Dioname før afrejsen. Da jeg kommer tilbage er maden færdig. Vi sidder i det hvide varme strandstand mellem teltene. Der er lagt en stor bordplade på sandet, renskuret. Og der står fade fulde af dampende hvid mataK og andre med kogt ungt renkød. Der er et fad med bare rensnyrer. Der er rene hvide bliktallerkner til os alle. Vi sidder i sandet omkring bordet. De har taget en stor blikdåse til mig at sidde på, fordi det er den hvide mands skik at sidde på sin stol, men jeg skubber den bort for at være dem nærmere (Fig. 16).
...Så går jeg i land til miss Robinson, som er uddannet lærerinde og leder den anglikanske missions skole. Hun er som alle i missionens tjeneste selv missionær, men hun virker som et helt normalt menneske, klog, morsom og hjælpsom. Hun er tillige wellfare worker, tager sig af sygeplejearbejdet, selvom hun kun har en nødtørftig uddannelse i førstehjælp. Princippet er forkert og har kun sin rod i, at det er det billigste for regeringen. Det er indlysende, at skal der udrettes noget af betydning på det sundhedsmæssige område, må der udsendes fuldt uddannede sygeplejersker til de fjerne pladser, hvor lægen kun sjældent kommer. I den retning er vi meget længere fremme i Grønland. En anden sag er, at 'Robby' er et af de sjældne mennesker, som gør sig megen flid med at lære det nødvendige og anvende det. Hun har været her i fire år og tager i år permission for at tage en universitetsgrad i sit lærerfag og samtidig tage kursus i sygepleje. Hun har stor interesse for eskimoer og behandler dem som sine lige. Hun har sin lejlighed i skolebygningen, er gæstfri og gør selv alt arbejdet.....
... Det er en stille, lun, skøn sommeraften. Da vi er færdige hos Robby går jeg ud og ser på byen. Der bor omtrent 200 eskimoer, de fleste samlede på selve pladsen, men nogle familier har deres huse i den nærmeste omegn. Husene er næsten alle gode, de fleste byggede som bjælkehuse af drivtømmer, som her er overflod af. For tiden bor mange familier i telte, en anden slags telte end vi kender fra Grønland. Teltene her er store, firkantede, rummelige og lune. De har alle en kakkelovn, som tillige er komfur. Der er ikke elektrisk kraft i Tuktuk endnu, men den er undervejs...
.... og så er der her som alle steder Hudson Bay kompagniet som varetager al handelen. Stor lys ren butik med gode forsyninger både af fødevarer og klæder, redskaber, radioer, fotografisager, alt hvad man kan ønske sig, når man bare har penge nok, og når man har forstand på at købe de rigtige ting. Men det virker jo lidt overdrevet at have silkeundertøj og færdige pyjamas, så folk vænnes af med at lave tøjet selv.
Jeg ville gerne være begyndt tidligt i morges, men det er umuligt, for man går i seng ud på morgenstunden og står op hen imod middag. Der var dansemik i nat til kl. 6 i morges, så vi kunne først tage fat kl. 2. De kom alle, undtagen een, som var en tidligere patient og altid har vist sig uvillig. Undersøgelsen foregik i skolestuen. Robby har lavet et udmærket kartotek over befolkningen, samlet alle lægelige oplysninger og kender dem alle. Der er gode transportable røntgenapparater med tilhørende motor til at fabrikere strømmen og det er stillet op, og der er rejst et mørkerums-telt, hvori filmene byttes i kassetterne efter hver fotografering. Der er ca. 130 at fotografere, det tager hele eftermiddagen, vi er først færdige kl. 8.
Heldigvis er her tid nok, så jeg har meddelt, at alle som vil tale med mig er velkomne i dag. Vi begynder om formiddagen, for der er tilsagt et par til særlig undersøgelse. Der kommer i dagens løb en større del til konsultation end ventet. De er nemme at komme i kontakt med, det hele går omtrent som i Grønland, vi forstår hinanden med et smil. Af særlige sygdomme finder jeg et barn med begyndende pukkelryg og sender hende til Aklavik, og en ung pige med 'dårlig mave' sender jeg til præsten.
En enkelt patient klager over hoste og ondt i brystet, og da jeg tror, hun har tuberkulose giver jeg hende efter undersøgelsen et glas med til at spytte i og siger, hun skal komme med det igen i morgen. Hun kommer også med det, men der er ikke noget i det. Hun forstod ikke, at hun skulle aflevere spyttet, så hun havde vasket det fint af før hun bragte det tilbage
Det er en stor fordel, at regeringens sundhedsdepartement ønsker at alle indfødte skal røntgenfotograferes hvert år. Og det er de store film, der tages af alle. Man skulle på den måde kunne komme på sporet efter de fleste tuberkulosetilfælde og efterhånden få dem på et tidligt tidspunkt. Men desværre går der tit lang tid fra billederne bliver taget, til vi får besked fra Edmonton om, hvad de mener om tilfældet og hvad der skal gøres. Det er nemlig komplet ligegyldigt hvad de stedlige læger mener om tilfældene. Det er Camsell hospitalet med dets direktør, der bestemmer alt hvad er skal gøres eller ikke gøres ved vore patienter. Vi er kun redskaber til at udføre deres ordrer. Det gælder altså ikke specielt mig, så jeg behøver ikke at være sur af den grund. Sådan er det for alle læger heroppe. Sådan er 'systemet'.
Det har hver dag været meget varmt, stille og solskin. Myggene har været en plage her som de andre steder, men det er ligesom man vænner sig til dem. Deres stik giver efterhånden ikke så store myggestik, og de forsvinder hurtigere end før.
I dag har jeg givet vaccinationer for kopper, tyfus, kighoste, difteri og stivkrampe. Robby havde givet en del, nu fik vi resten hentet ind og stukket og prikket. De voksne møder alle og synes et forstå meningen med det, men en del af børnene hyler og slår om sig. Jeg har taget vaccine med til hele rejsen, bare der nu bliver tid til at give den.
Der er kommet telegrammer til mig om en epidemi på King William Land, en lille ø, som kun er lidt større end Jylland! Øen, hvor både Knud Rasmussen og Ammundsen boede i lang tid; og øen, hvor en stor del af Franklin-tragedien udspilledes for godt 100 år siden.
Jeg skulle aldrig have været så langt øst på, kun til Cambridge Bay på Victoria Island, men nu kom kaldet, og jeg følte, det ville blive en af de store oplevelser i mit liv. Jeg telegraferede til 'hovedkontoret' i Edmonton om de ville skaffe mig en flyver til transport, men nåede ikke at få svar. Vejene er lange, også radiovejene. Men uventet held og sammentræf og venlige hænder møder man også, og måske stærkere i både sandørken og isørken. I Cambridge Bay landede i går en flyver fra Royal Air Force, ført af kaptajn Richmond. Han ville komme tilbage til Cambridge i dag og flyve til Spence Bay langt østpå på Boothia Isthmus. Han var straks villig til at tage mig med og lande ved Old Post. Canon Webster tager også med for at holde gudstjeneste og hente skolebørn til kostskolen i Aklavik. Og kaptajnen på skonnerten 'Nigalik' (Nigalik er stave- og udtale måden for det grønlandske ord NordloK, som betyder vildgås), Johnny Norberg tages med som lods og tolk.
Efter to timers flyvning er vi over Old Post. Det blæser godt, så vi må lande på en bugt et godt stykke fra bopladsen, men folkene har set os, og kort efter kommer en ældre eskimo, Morris Fokiak, og henter os i sin motorkano. Morris fortæller, at der ikke er flere syge ved Old Post, de sidste to syge er i går bragt med motorbåd til Gjøa Havn. Der er døde to børn og en ung 17 årig ægtemand. Og en hund er død med de samme symptomer på halsbetændelse som menneskene, siger han.
Der er mange som har halsbetændelse. Jeg går rundt til de mest angrebne i teltene. En af konerne har en grim hals med tykke belægninger, den kunne ligne difteri, men alle de andre er lettere tilfælde som almindelig halsbetændelse.
De som ikke er videre syge kommer op til bestyrerboligen. Der er 10 tilfælde i alt og adskillige har overstået sygdommen. To af dem, den ene er Georges kone, har lige været meget syg og har haft hævelse af halsen. Her er ingen medicin ved stedet. Medicinen skal de have fra politistationen ved Spence Bay over 100 miles herfra. Heller ingen håndkøbsmedicin i butikken, som det ellers findes ved Hudson Bay butikkerne andre steder.
Jeg har taget en lille forsyning af penicillin og sulfatabletter med fra Aklavik og fik mere af politiet i Cambridge Bay. De svære tilfælde får begge slags medicin, de lette får kun sulfa. Jeg instruerer Father Henry og George om at fortsætte behandlingerne og skriver vejledning for dem. Så giver jeg for alle tilfældes skyld difterivaccine til hele den raske del af befolkningen, dvs. jeg kan kun nå at give til ca.10, så jeg viser George og Henry, hvorledes dette gøres og efterlader sprøjter og vacciner.
Old Post hedder på eskimoisk Maleruarlik! Det er den plads hvor Knud Rasmussen boede hele sommeren 1923, hvorfra han har skrevet så meget i 'Fra Grønland til Stillehavet'. Resterne af hans hus er der stadig, få minutters gang fra Morris' og Naomis telte jeg lige har besøgt. Det er virkelig en sorg for mig, at jeg ikke vidste det og derfor ikke kunne benytte denne enestående lejlighed til at se og høre erindringer om Knud. Her ved Gjøa havn ser vi to varder som Roald Ammundsen byggede, og resterne af hans huse, men der er ikke tid til at bese dem nærmere. Et hastigt glimt af disse minderige steder!
Franklin sejlede i 1845 fra England med to skibe og 129 mand ud for at finde Nordvestpassagen, men skibene måtte forlades i isen ved nordvestkysten af King William Land. De overlevende forsøgte at komme sydover til beboede steder. Men de omkom alle efter store lidelser. Først mange år efter fandt man rester af deres skeletter på King William Land og på fastlandet sydfor. Knud Rasmussen og kaptajn Peter Nordberg fandt nogle af dem på Adelaide Peninsula og satte dem en mindevarde (Fig. 17). Senere er der fundet flere knogler af Franklins mænd. Learmont er en af dem, som har søgt efter resterne og har fundet meget. Han var butiksbestyrer her i Gjøa havn i flere år og søgte på sine rejser i omegnen efter dem.
De første to skeletter fandt Learmont i 1934 ved Tulloch Point, tæt ved Malerualik og tre i 1936 ved Todd Island ud for Booth Point. Fra bunden af Douglas Bay, stadig på King William Land fandt eskimoerne fire kranier, reb og marineuniformdele i sandet.
I 1936 fandt Learmont lidt vest for Starvation Cove tre skeletter delvis begravet i sand og mos ved stranden. Ved knoglerne fandtes nogle benknapper og en engelsk half-crown stemplet 1820 og med King George IV's billede. Learmont begravede de 7 skeletter ved Gjøa havn og rejste en mindevarde....
....Learmont tager varden ned og fremgraver let i det løse sand de to små kasser der rummer resterne af de først fundne 7 Franklinhelte. Han åbner kasserne og vi ser på kranierne som sikkert er europæiske. Der er plads til de nu fundne 4. Learmont lukker kasserne og sætter dem på deres gamle plads og dækker dem med sandet. Jeg hjælper ham at rejse varden igen.
Vi to er alene, der bliver ikke sagt meget, men der er højtidelighed over denne gravlæggelse. Man tænker på alt hvad de stakkels mennesker har måttet gennemgå før døden og på deres indsats for deres land.
Vi kommer til Maleruarlik ved 6 tiden, Morris Pokiak kommer og henter os. Der er stadig kun de samme få mennesker og alle er raske. Men i går døde igen en hund med de samme symptomer, svullen hals og synkebesvær.
Den skønne Naomis unge glade mand er med os, og Naomi har aftensmaden færdig til os alle. Det er herlig kogt lakseørred, som hun selv har fanget. Efter måltidet går Learmont med mig ud til Knud Rasmussens hus. Det ligger et kort stykke fra teltpladsen, tæt ved strandkanten. Her ligger to rækker af gamle eskimoiske husruiner. Knud og ArnarulunguaK har udgravet flere af dem og hjembragt mange gamle redskaber derfra. I en af ruinerne, som Knud havde udgravet, byggede han sit eget hus i nordgrønlandsk stil. Huset er nu faldet sammen, men man ser omridset af det og indgangsåbningen står endnu. Der er fuldt af blomster mellem gulvets hvide sten. Stenbræk og hyrdetaske og gule kurveblomster. Jeg plukker nogle til at sende til Knuds søster i København og tager også en af de smukke hvide flade gulvsten til hende....
...Learmont finder ved siden af huset et benstykke af et fiskespyd og en vægestenskrog til at passe vægen med i den eskimoiske stenlampe. Dem får jeg som erindring og gemmer dem sammen med en jernnagle, som jeg tog fra vraget af Roald Ammundsens skib 'Queen Maud' der ligger sunket i Cambridge Bay.
Det er rimeligvis første gang en dansk besøger Knuds hus på King William Land, hvor han skrev så meget om denne egns eskimoer, de nulevende og deres forfædre. Jeg følte stor glæde ved at være her og tænke på Knud og hans store skønne gerning....
Disse blade er hvad jeg i sene nattetimer har nået at fuldføre af dagbogen om rejsen i Nordvestpassagens lande.
Hermed endte så de umiddelbart tilgængelige dele af Laurents dagbogsskildring af sit lægeliv i Nordcanada. Det var jo Laurents ønske, yderligere forstærket efter hans rejse med Coast Guard kutteren 'Northwind' i 1950, at komme til at fungere som læge blandt Alaskaeskimoerne. Det lykkedes ham desværre aldrig at forcere de bureaukratiske barrierer og efter 5 år i Aklavik valgte han at søge arbejde i selve USA for måske fra en sådan platform at komme videre til Alaska.
Laurent var vel ikke nogen stringent forskernatur, men han var en vågen og opmærksom tjener i Herrens vingård. I sin tid som distriktslæge i Qaqortoq/Julianehåb i Sydgrønland producerede han et par epidemiologiske arbejder over tuberkuloseforekomsten i distriktet, arbejder der først og fremmest er blevet fremhævet for deres grundighed. Resultaterne har i et vist omfang været benyttet som referenceværdier i sammenligning med tuberkuloseforekomsten i andre grønlandske distrikter.
Under de fem år i Aklavik NWT kom der ingen egentlige videnskabelige arbejder fra Laurents hånd, alene dagbogsnotater, hvorfra ovenstående er et udvalg, og som jo rummer en stadig række af sammenligninger mellem Grønland og Canada. Den væsentligste forskel mellem de to sundhedssystemer på daværende tidspunkt i begyndelsen af 50'erne var, at det canadiske system var stærkt centralistisk i sammenligning med det grønlandske (3). I NWT var Charles Camsell Indian Hospital i Edmonton det centrale sygehus, hvorfra sundhedsvæsenet styredes, og cheflægen Falconer var den der bestemte alt.
Som ansat ved de perifere sygehuse, henholdsvis i det katolske og det anglikanske hospital i Aklavik, følte Laurent sig i svær grad umyndiggjort ved den centrale styring der fx. betød, at ingen tuberkulosebehandling måtte gå i gang før sygejournal og røntgenbilleder have været vurderet i Edmonton. Selv i tilfælde af tuberkuløs meningit, hvor hastemomentet dog er fremtrædende, skulle Falconer i Edmonton give sin tilladelse til streptomycinbehandlingens påbegyndelse.
Påfaldende var for Laurent den i Canada benyttede abdominale pneumothoraxbehandling med luftindpustning i peritoneum (bughinden) i stedet for i pleura (lungehinden). Derimod var Laurent en beundrer af den canadiske operationsteknik både med hensyn til thorakoplastik og til lobektomi og pneumonektomi (fjernelse af lungelap eller en hel lunge). Disse operationer blev foretaget i talrige tilfælde ved Charles Camsell, åbenbart med ringe dødelighed. I Grønland blev sådanne operationer i den pågældende periode så helt overvejende foretaget efter overflytning til lungeafdelinger i Danmark, og åbenbart i langt mindre omfang. Udendørs liggehaller anvendtes overhovedet ikke i tuberkulosebehandlingen i Canada, mens den var en hovedhjørnesten i behandlingen i Danmark og som følge deraf også i Grønland.
I 1950'erne hørte luftevakuationer til sjældenheder i Grønland i modsætning til Canada, hvor man af Laurents dagbogsskildringer får indtryk af, at der foregår en livlig patienttrafik, ikke mindst mellem centret i Edmonton og de perifere stationer, mens disse til gengæld havde en ret pauver sundhedsmæssig bemanding. For Laurent var det således også påfaldende, at der både i det centrale sygehus og perifert praktisk talt ikke fandtes jordemødre. Han går i sin dagbog så vidt som til at påstå at jordemødre som personalekategori overhovedet ikke forekommer i Canada. Det var sygeplejerskerne og lægerne, der fungerede som fødselshjælpere. Dette forhold stod i så stærk kontrast til Grønland, hvor fødselshjælperne med deres supplerende plejeuddannelse faktisk lige fra det nittende århundredes midte havde udgjort sundhedsvæsenets rygrad.
Den decentrale struktur i Grønland med distriktssygehusene som autonome enheder lå den canadiske struktur fjern med hensyn til kompetencefordeling, men også i andre henseender. Her skal først og fremmest fremhæves de sproglige forskelligheder. I Canada var sundhedsvæsenets sprog både på de små pladser og på det centrale hospital engelsk. De langvarige tuberkulose-hospitaliseringer benyttedes ligefrem til at uniformere patienterne som engelsksprogede. I modsætning hertil var Laurent jo fra Grønland vant til, at man i så høj grad som muligt bestræbte sig på at betjene patienterne på deres eget sprog. Det var i denne sammenhæng så væsentligt, at de grønlandsk-sprogede fødselshjælpere rent talmæssigt udgjorde den store del af sygehusenes personale.
Hvilket sundhedsvæsen var så det bedste? I 1970'erne foranstaltede Nordisk Hälsahögskolan i Gøteborg ved sin direktør Sixten Haraldson (8) i samarbejde med WHO en sammenligning mellem forskellige sundhedsvæseners struktur og effektivitet i de arktiske områder (3,8). Disse undersøgelser er siden hen fulgt op i de enkelte områder, således at det i dag er muligt at finde sammenlignelige data.
Når et sundhedsvæsens kvaliteter skal vurderes benytter man hyppigt to parametre, levetidsforventningen ved fødslen og dødeligheden i første leveår. Med hensyn til levetidsforventningen ved fødslen er de tilgængelig data ikke sikkert sammenlignelige for forskellige geografiske lokaliteter og tidsperioder. I en sammenligning mellem de eskimoiske befolkninger i Canada og Grønland af udviklingen siden den i Laurents dagbog skildrede periode i 1950'ernes begyndelse frem til nutiden, giver derimod børnedødeligheden interessante oplysninger (9, pg.51). I 1955 var dødeligheden i første leveår ca. 25% for canadiske eskimoer, 8-10% for grønlændere, altså en klar forskel i grønlændernes favør. I 1975 var tallene for både canadiske eskimoer og grønlændere 5-6% og endelig i 1990'erne lå børnedødeligheden i Grønland med 3-4% klart over børnedødeligheden for canadiske eskimoer på 1-2%. Tolkningen må være, at sundhedstilstanden iblandt canadiske eskimoer fra at være Grønland underlegen i 1950'erne er blevet Grønland klart overlegen i nutiden. En nøjere analyse af dette forhold er i dag påkrævet.
I Aklavik efterfulgtes Laurent af den tyskfødte læge Otto Schaefer, der i sine erindringer har skildret sit møde med Laurent i forbindelse med lægeskiftet i Aklavik 1955 (10). Otto Schaefer blev en fremtrædende person inden for den arktisk medicinske forskning. Han har ved mange lejligheder givet udtryk for sin beundring for sin forgænger, Laurent, der ved sin afsked med North West Territories var 60 år gammel.
Netop i år 2000 publicerede den nu næsten 90-årige canadiske fotojournalist Richard Harrington (11) sine billeder og dagbogsoptegnelser fra en rejse i vinteren 1949-50 til rensdyreskimoerne i Padleimiut ved Hudson Bay. Altså meget nær den samme periode, der i det foregående er belyst i Laurents skildringer fra en ikke alt for fjernt liggende arktisk lokalitet. Harrington fortæller om 'et lille venneløst folks isolerede overlevelseskamp i en ufølsom natur', med sult og elendighed. Kan disse billeder af canadiske eskimoers livsbetingelser omkring 1950, Harringtons og Laurents, virkelig begge være sande? Kan der have været så store forskelle mellem eskimoernes vilkår forskellige steder i arktisk Canada? Eller er der tale om, at sensationslyst eller udsigt til større indtægter ved salg har forledt den canadiske journalist til en særlig påtrængende pseudodokumentarisme? - eller blot forskelle mellem 'øjnene der ser'? Det Arktis Laurent beskriver er et land i hastig udvikling og med et stort vækstpotentiale inden for sundhedssektoren, nu godtgjort gennem de efterfølgende 50 års udvikling.
Medicinsk historisk var perioden omkring 1950 helt generelt en væksttid. Introduktionen af antibiotica ændrede de røde tal på bundlinien fuldstændig lige som sygeplejens introduktion ved Florence Nightingale havde gjort det et århundrede tidligere. To store tigerspring fremad i medicinens historie, som det rent historisk er værd at fokusere på.
Fra 1956 til 1963 var Laurent så ansat ved forskellige tuberkulosehospitaler i staten Maryland, overvejende ved hospitalet Henryton der var for farvede. Hans kvalifikationer på tuberkuloseområdet var ubestridelige, men hertil kom så, at etnicitet ikke eksisterede i hans begrebsverden, for ham var enhver patient et medmenneske, uanset farve, race eller kultur. Som i Arktis var han elsket og tilbedt af patienterne i Maryland. Såvel over for patienterne som over for hans familie tilbage i Danmark gjorde hans generøsitet og manglende smålighed sig gældende.
I 1963 fik han sit første hjerteinfarkt, hvilket førte til at han nu for tredje gang gik på pension. Få måneder senere genoptog han dog sit rejseliv, som nu førte ham til Haiti, et rejsemål der måske skal ses i forbindelse med hans homofili. Han følte sig stærkt tiltrukket af befolkningen og af livet på Haiti, og det varede ikke længe før han igen fik en hospitalsansættelse, nu på et missionshospital inden for specialet tropesygdomme - måske ikke så nærliggende for en læge, hvis lægeliv helt overvejende havde udfoldet sig i Arktis (Fig. 18).
Laurents sidste år tilbragte han i nær kontakt med familie og venner. Han boede således hos en niece i henholdsvis Kairo, Egypten og Houston, Texas, indtil han i slutningen af 1967 vendte tilbage til Danmark og bosatte sig i København. Under ferieophold i Marokko i 1968 fik han påny hjerteanfald og måtte straks tage tilbage til Danmark, hvor han døde den 20 marts 1968. Efter hans gentagne gange udtrykte ønske blev hans urne nedsat ved siden af søsteren Agnes Hedemand på 35-kirkegården i Nuuk/Godthåb.
I den engelsksprogede litteratur har den senere amerikanske admiral, C.W. Thomas, i sin bog 'Ice is where you find it' givet en fin skildring af Laurents indsats på Grønland (12). Det pågældende kapitel er kaldt 'One man's burden'. Når bortses fra enkelte dateringsunøjagtigheder, er det givne portræt af Laurent særdeles vellignende. En af Grønlands helt store læger!
I 1950 tog lægen Axel Laurent-Christensen sin afsked fra distriktlægestillingen i Qaqortoq/Julianehåb, som han havde beklædt siden 1930. I årene 1950-55 var han herefter ansat i Aklavik, NWT, Canada. Han havde her lejlighed til at anstille sammenligninger mellem det canadiske og det grønlandske sundhedsvæsen. I sine dagbogsoptegnelser kommenterer han disse forskelle. Den canadiske sundhedstjeneste er overvejende centralistisk med svag bemanding på de perifere poster, med et udbygget centralt sygehus, Charles Camsell Indian Hospital i Edmonton, hvortil der foretages endog meget hyppige patientevakueringer. Omvendt var det grønlandske sundhedsvæsen baseret på mange små lægebemandede sygehuse. Udviklingen i de to sundhedsvæsener i de siden forløbne 50 år har accentueret disse forskelle. Sundhedsvæsenernes kvalitet bedømt ved spædbørnsdødeligheden var så langt i Grønlands favør på Laurents tid i 1950'erne, mens det canadiske sundhedsvæsen i 1990'erne er det grønlandske langt overlegent.
In 1950 the district medical officer of Qaqortoq/Julianehåb, Axel Laurent-Christensen retired after having served in this position since 1930. Afterwards, during the years 1950-55, he was a medical officer in Aklavik, NWT, Canada. Here he had the opportunity to compare the arctic Canadian health care with the Greenland health care system. In his diary, of which selected parts are given in the present paper, he has commented on the differences. In the 1950'ies the Canadian system was highly centralized with the well-equipped Charles Camsell Indian Hospital in Edmonton as the center. The Greenland health service, on the other hand, was decentralized, based on small surgically staffed peripheral hospitals. The development of these two health care systems during the past 50 years has accentuated these differences. Estimated by the infant mortality, the efficiency of the Greenlandic health care system was superior to the Canadian during the 1950'ies, whereas in the 1990'ies, the Canadian health service is vastly superior.
Personalia:
Bent Harvald, f. 1924 i København, professor i intern medicin ved Odense Universitetshospital 1969 - 94. Har i flere perioder fungeret som overlæge ved medicinsk afdeling på Dronning Ingrids Hospital. Har skrevet adskillige videnskabelige og populære artikler om Grønlands sundhedsforhold, herunder om Grønlands medicinske historie.
Kirsten McCord, f. 1927 i København, Bachelor of Arts, University of Houston 1973, Socionom, RUC 1976. Søsterdatter til Axel Laurent-Christensen til hvem hun livet igennem har været nært knyttet. Har således i længere perioder boet sammen med ham, både i USA, Mellemøsten og Danmark.
Korrespondance til : Bent Harvald
Langelinie 163
5230 Odense M
Telefon: 66-142191
Se også artikel i Tidsskriftet Grønland
