Af Andreas Rude
Et hofbal i 1803 set gennem balletmesterens notater.
Christian VII's hofdansemester, Pierre Jean Laurent, var i sin samtid kendt som en lunerig og hjælpsom mand. I det tidlige forår 1803 havde han særlig god grund til at være fornøjet med sig selv og sine omgivelser, for kronprins Frederik (VI) havde personligt befalet ham at komponere og instruere de danse, der skulle være hovedattraktionen ved maskeraden den 28. marts. Og der var vel at mærke ikke tale om et lille intimt hofbal, men om en stor repræsentativ fest
Skønt Laurent er en kendt skikkelse inden for dansk danse- og ballethistorie i tiden op til Bournonville, er det ikke meget, der er bevaret fra hans hånd. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at maskeraden i 1803 affødte et 48 sider 1angt håndskrift med alle danserne optegnet, udarbejdet af Laurent selv og med en taknemmelig dedikation til kronprinsen,-'Son Altese Royal'.
Håndskriftet befinder sig i dag i dronning Margrethes håndbibliotek på Amalienborg, i nabopalæet til det palæ hvor maskeraden oprindeligt fandt sted.
Af type er håndskriftet sjældent, fordi kun få lejlighedsdanse fra denne ellers produktive periode er bevaret, men det, der gør det særlig værdifuldt, er de smukke håndkolorerede illustrationer af dansenes koreografi. Her er nemlig ikke tale om et arbejdspapir, men snarere om et ekko af det færdige resultat. Håndskriftet er hofdansemesterens personlige skildring af maskeraden på kongens palæ, hvorigennem han udtrykker sin faglige stolthed og glæde ved sit værk. Den kyndige ville på baggrund af håndskriftet let kunne rekonstruere hele hofdansen, men også for den, der ikke danser, er der tale om et usædvanlig stemningsfuldt stykke kulturhistorie.
Festlighederne var oprindeligt planlagt til den 28. februar. Med kort varsel blev datoen imidlertid ændret, og forklaringen var sandsynligvis den, at netop i marts måned besøgte kronprinsens engelske fætter, hertug William Frederick af Gloucester, København. Ved at udsætte maskeraden en måned kunne kronprinsen gøre hertugen til dens hædersgæst og derved spare udgifterne til endnu et hofbal.
Otte dage i forvejen blev indbydelserne sendt ud med de kongelige løbere, og gæstelisten talte over 400 navne. Een indbydelsesliste var affattet på fransk og gjalt diplomatiet, men af de øvrige fire fremgår det, at resten af selskabet var bredt sammensat af gæster fra adel såvel som fra borgerstand.
I ugen op til maskeraden var der travlt på Amalienborg, bl.a. med øvelser for de medlemmer af den kongelige familie og hoffet, der skulle indlede maskeraden og føre an på ballet. Man dansede ’hver anden eller hver tredje dag’, i 3 á 4 Timer’ og begejstringen må have været stor hos både hofdansemesteren og for hans elever, for en bekymret tilskuer noterede sig ’at Kronprindsen har svedt meget stærkt, som er usædvanligt’.
På festaftenen var de indbudte tilsagt til klokken syv. Man kørte over slotspladsen, steg af i kolonnaden. og fik adgang til festgemakkerne i Christian VII's Palæ" gennem løngangstrappen, der førte op fra kolonaden. Herskaberne, der alle bar maske, blev indladt gennem et omstændeligt system af billetter og kontrabilletter og måtte tilmed demaskere sig over for den vagthavende officer, for at hver enkelts identitet kunne fastslås og sammenlignes med en generalliste.
Der var udkommanderet 100 mand af Garden til Fods, og de omfattende sikkerhedsforanstaltninger må have givet mindelser om, at hofballer kunne have deres helt særegne dramatik.
Struensee og Brandt blev som bekendt arresteret efter et bal på Hofteatret, og Gustav III var i 1792 blevet myrdet under et maskebal på Operahuset i Stockholm.
Indenfor var alle værelser og sale i palæets bel-etage strålende illumineret af mange hundrede vokslys, der brændte fra stager og krystalkroner, og hvis skær spillede i den forgyldte stukkatur og reflekteredes i de mange spejle. Palæet var ret beset for lille til så stor en fest, men man havde flyttet en del møbler (endog tronen fra Audiensgemakket), og for at sikre gæsterne en rimelig bevægelsesfrihed var alle døre mellem gemakkerne løftet af og stillet væk.
Det sædvanlige tjenerskab var forstærket med lakajer og løbere fra kronprinsens og arveprinsens hoffer, og fra smukt dekorerede buffeter i Spisesalen og i Fløjlsgemakket serveredes vin, punch, lemonade, orangeade, bouillon og thevand, alt efter selskabets inklination..
Blandt gæsternes kostumer dominerede de spanske og tyrkiske dragter, syet i atlask og med broderier i sølv og guld, men der var også mere lokale islæt. Kronprinsens æ1dste datter, den 10-årige prinsesse Caroline, og hendes senere gemal, den 11-årige prins Ferdinand, bar den sjællandske bondedragt.
Da alle havde indfundet sig, tog maskeraden sin begyndelse. Fra kronprinsens palæ bevægede ballets hovedaktører sig via kommunikationsgangen i kolonnaden over i kongens palæ. Først kom musikerne med fagotter, signalhorn, bassethorn og valdhorn. Dernæst kom de otte dansende par.
Kronprins Frederik ledsagede sin halvsøster, Louise Augusta, Struense og dronning Caroline Mathildes datter, der nu var hertuginde af Augustenborg. Prins Christian (VIII) dannede par med sin yngste søster, prinsesse Charlotte, mens hans ældste søster, prinsesse Juliane Sophie, sluttede sig til hertugen af Augustenborg. Københavns guvernør, hertugen af Würtenberg, eskorterede hofdame, komtesse Knuth. Derpå kom baronesse Selby, to frøkener Bentzener og frøken Kaas, ledsaget af henholdsvis grev Scheel, kammerjunker Holstein og to unge officerer, grev Schack og grev Børnstorff. Bagtroppen i optoget dannedes af figuranter. Der var bestilt i alt 29 dragter til musikerne og figuranterne ’af Silke med Guld besat’, og det er et vidnesbyrd om nøjagtigheden af tegningerne i Laurents håndskrift, at man på planen over indmarchen kan tælle netop 13 musikere og 16 figuranter.
I. kongens palæ bevægede optoget sig gennem de vigtigste gemakker og endte i Riddersalen. Her blev musikerne suppleret af en strygerguppe opstillet 1angs med vinduerne, og figuranterne trak sig ud i dansegulvets periferi. De otte par tog opstilling i to kvadriller.
Hele dansen bestod af tolv numre. Den strakte sig over tre til fire timer og kan følges næsten skridt for skridt i Laurents håndskrift. Den indledende march blev fulgt op af tre kontradanse, der selv blev afløst af en polonaise med otte ture. Herefter fugte endnu fire kontradanse, og Laurents program afsluttede med en dramatisk våbendans.
Hele dansen havde et nordisk tema fra historiken P.F. Suhms dengang over 30 år gamle fortælling ’Sigrid eller Kjerlighed, Tapperheds Belønning’ der bygger på en beretning hos Saxo om Sigrid, lejrekongen Syvalds datter, der først efter mange fortrædeligheder kan gifte sig med den kække, tapre og ædle Othar.
Det virkelige drama lå på balaftenen ikke så meget i koreografien, som i hvem der udførte den, for dybest set var Laurents dans blot et led i den iscenesættelse, der overalt prægede enevældens offentlige fremtræden og som med hjælp fra professionelle teaterfolk og musikere naturligvis også fandt sit udtryk på dansegulvet.
Det var derfor også kun de otte par, der dansede. Resten af selskabet, og det gjaldt såvel de indbudte gæster som de 'Kammerfolk', der havde fået lov at kigge på ude fra Forgemakket, var tilskuere.
Det sammenfald, der således kunne forekomme mellem publikums forventning til forestillinger på teatret og undersåttenes forventning til hoffets ceremoniel, spillede Laurent dygtigt på i dansens sidste nummer, 'Danse Guerriére'. Våbendanse var populære indslag i tidens balletter, men de stillede store krav til dansernes . mimiske og dramatiske talenter, og Laurent satte sine elever på en hård prøve, da han valgte en våbendans som klimaks og finale.
Våbendansen indledtes med lidt sabelraslen, 'Bruit de Guerre', og på den relevante planche fremgår det af billede og tekst, at de mandlige figuranter optrådte som væbnere og udstyrede deres herrer med sværd og skjold, mens damene alle trak sig ud i periferien. Kavalerene stillede sig derpå op til tvekamp: kronprinsen mod grev Schack, hertugen af Augustenborg mod grev Scheel, prins Christian mod kammerjunker Holstein og hertugen af Würtenberg mod grev Bernstorff. Man hilste på hinanden (med hævet sværd og tre slag på skjoldet), og dernæst udviklede kampen sig efter alle kunstens regler, med talrige variationer og i ture af vekslende længde. Man stødte og parerede, stoppede op og skiftede plads for atter at gå løs på hinanden - alt sammen i to fjerdedels takt.
I 11. tur udførtes de sidste kritiske stød, hvorved kampens udfald blev afgjort. Kronprinsen, prinsen og hertugerne vandt, mens greverne og kammerjunkeren tabte (et udfald, der næppe har overrasket tilskuerne).
I 12. tur skred damerne ind for med megen udtryksfuld gestik at hylde sejrherrerne og beskærme de overvundne. Sejrherren hyldedes af sin dame ved, at hun beundrende lagde sin hånd på hans skjold, mens taberens dame loyalt søgte at beskytte sin kavaler mod nådestødet ved at holde sejrherrens sværdhånd tilbage. Tableauet blev dernæst afbrudt af en fanfare, og alt endte lykkeligt med at parrene to og to dannede kreds og i såkaldte moulinetter rundede hele dansen af.
Hermed var klokken blevet et kvarter over elleve, og mens tjenerskabet i hast dækkede op ved tre borde med hver 120, og et med 70 kuverter, forberedte man sig på at gå til taffels. Samtidig fik festlighederne en ny drejning. Hofdansen var afsluttet og dermed også den mere officielle del af maskeraden. Man lagde maskerne og holdt mindre strengt på formerne. Endvidere oplyser hoffets dagjournal, at Christian VII, der havde været til stede under hele dansen, på dette tidspunkt forlod selskabet ledsaget af kronprinsesse Marie og den sindssyge konges retræte har vel bidraget til yderligere at lette stemningen. Ved taflet serveredes koldt køkken. Kronprinsen førte forsædet i Hjørnegemakket, mens hædersgæsten, hertugen af Gloucester, havde hertuginden af Augustenborg til bords i Fløjlsgemakket. Prins Christian var vært i Forgemakket, og hertugen af Augustenborg spiste med 70 gæster ved en opdækning i ’Rosen’ i Palæets nordre pavillon. Selskabets herrer vidste i forvejen hvor de skulle sidde, men blandt de ikke fyrstelige damer herskede der spænding, for de fik deres pladser tildelt ved lodtrækning.
Efter taflet spilledes op til dans, og alle kunne nu deltage. Den højeste mode var engelske danse men de lidt mere gammeldags menuetter har sikkert også stået på programmet. I løbet af aftenen gik tilmed et optog af unge piger iklædt sjællandske brudedragter syngende gennem gemakkerne under egen musikledsagelse, men i øvrigt har blot udsigten fra palæet ud over slotspladsen været fortræffelig adspredelse. Hele natten brændte begkranse rundt om rytterstatuen og kombinationen af dette festblus og de oplyste palæer må have haft et skær af det fantastiske over sig.
Hertugen af Gloucester trak sig tilbage klokken tre, men kronprinsen holdt fortsat ballet gående, og skiftede i løbet af festen kostume ikke mindre end tre gange. Det sidste var en fransk husaruniform med guldbesætninger, brun paryk og chakot med 3/4 alen lang rød fjer, og må, ligesom udsigten over slotspladsen, have været et betagende syn. Kronprinsen var som bekendt meget farveløs og dertil lille og spinkel af vækst.
Først klokken seks morgen fik maskeraden ende, og først da kunne hofdansemesteren - med tunge ben, men med et let hjerte - gå hjem til sin kone og sine børn i Østergade
Retur til hjemmeside