Efterladte Blade
fundet efter
Trykt som Manuskript
Kjøbenhavn
Trykt i Biaco Lunos Bogtrykkeri
ved J.S. Muhle
1856
Minde-Ord
over
Harald Jens Timotheus Laurent
den 19de Januar 1844
Clemens atque mitis carusque semper amicis
Animus nunc tenet amorem patris æternum
Mild og sagtmodig og altid kær for vennerne.
Sjælen ejer nu faderens evige kærlighed
Mine kjære Venner!
Forinden vi bortbære disse jordiske Levninger af min elskede Broder! dette Støv, som var os saa dyrebart, disse Træk, som vare os saa kjære, fordi det var igjennem dem, at hiin Aand, hiin Characteer havde udpræget sig, som vi havde lært at elske, føler jeg en mægtig Drift til lydeligen at tage Afsked med den Døde, til at bringe Eder, I baade hans og mine Venner! den sidste Hilsen, til endnu engang medens vi staae om Liigbaaren, at gjenkalde os Mindet af den Yngling, som ikke mere legemligen skal kunne vandre ved vor Side, eller sees af vore Øine. - Mit Bryst svulmer at dybe og smertelige Følelser, mit Sind er bevæget af een eneste Tanke, en dyb og inderlig Veemod har lejret sig om mit Hjerte! Og hvorfor skulde jeg ikke give efter for denne Trang, hvo staaer vel nærmere til at omtale den Afdøde, hvo har vel kjendt ham saaledes som jeg gjorde det? Som Sønner af de samme kjerlige Forældre voxte vi jo op sammen, vi delte Seng med hianden i Børnealderen, vi deltog i hinandens Glæder og Smaasorger, vi havde fælles Læseværelse ved Latinskolen, vi vandrede senere ved hinandens Side under tunge Livets Forhold og Vilkaar. Han var den af mine Sødskende, som i Alder, Udvikling og Characteer stod mig nærmest, vi havde modtaget samme Opdragelse, samme Underviisning, vi forstode bedst hinanden, og jo ældre vi bleve, jo mere maatte vi knyttes til hianden, jo mere lærte vi at kjende og bedømme hinanden, jo mere maatte vi elske hinanden. - Begavet med et Sydlands dybe og mægtige Følelser havde Nordboernes kolde Alvor bemægtiget sig han Ydre, og stor var derfor Forskjellen mellem hvad der var det Tilsyneladende, hvad det Væsentlige hos ham. Hvor skjøndt var det ikke at betragte den inderlige Kjærlighed, hvormed han hængte ved sine Sødskende, hvorledes han i lang tid hemmeligen kunde gaae og glæde sig over en eller anden Fornøjelse, som han vilde berede dem, hvorledes han satte sig ind i deres Glæde, og ret udtænkte sig, hvad der maatte passe for Enhver af dem. Men naar de da i deres barnlige Iver hængte sig om hans Hals, da var han rolig, hans Ansigt udtrykte ingen Bevægelse, ja, han kunde vel endogsaa fremkomme med en spottende Bemærkning, hvormed han fjernede dem fra sig, medens jeg var overbeviist om, at dybe Følelser bevægede sig hos ham. Ens Følelser mente han, var Noget, der var hans Væsens Ejendom, Noget, man ikke maatte bære til Skue, Noget, som ingen Anden matte bemærke; han fandt det Manden uværdigen at græde; et roligt, værdigt Forhold, mente han, egnede sig den tænkende Mand. - Og nu den ærbødige Kjærlighed, hvormed han saa op til sin Moder, hans Kræfter vare for faae til at udtrykke hans Hengivenhed for hende, men desto mere rørte den sig i hans Indre. Kun ved faae Lejligheder førte Læben eller Pennen Hjertets Sprog, men da saae man Glimt af denne hans dybe Aand. - Det var naturligt, at der hos et saadant Menneske undertiden maatte findes noget Tvungent i hans Væsen, han var undselig, ikke gjerne meddelsom, ikke meget talende til Fremmede, eller Andre end hans Jevnaldrende og Lige, og derfor var det, at kun Faae forstode ham. - Men I, mine kjære Venner! I, hans Skolekammerater! hvem mange Aars daglige Samliv, fælleds Pligter og fælleds Forhold gjorde til hans kjære Omgangsvenner, hvilket Billede have I af ham? Erindrer I Eder, hvorledes hans Aands ædle Egenskaber blussede op, naar I vandrede paa rolige Spadseretoure i den yndige Natur, naar I sadde i hyggelig Gemytlighed paa Eders Kamre, eller hvorsomhelst I vare sammen med ham, og nøde denne stille Glæde, som Samtale med en kjær Ven forskaffer os, hvorledes da hans Beundring for det Ædle, det Skjønne; hvorledes hans Kjærlighed til det Gode, hans Vrede mod Uretfærdighed lagde sig for Dagen, hvorledes Udbruddene af hans rige Phantasi glimrede for Eder, hvorledes han i sande humoristiske Billeder tegnede den tro opfattede Natur for Eder, hvorledes hans vittige Satire belønnede eller revsede hans Omgivelser?
- Og dette Menneske have vi mistet af vor Midte, og det paa en Tid, da Maalet for hans meest brændende Ønsker skulde naaes, da han skulde modtage Erstatning for hans paa Glæder saa sparsomme Ungdom, da han skulde gaae ind til et friere, et forædlende, et dannende Liv, som det Maal, hvorefter han længe havde tragtet, hvortil han længe havde været moden, havde ikke Sygdom hindret hans kjæreste Ønskes Opfyldelse. - En Maaned førend hans forestaaende Dimission, optog Sygelejet ham; fjorten Dage førend han fyldte sit 20de Aar udslukte Døden hans Livslys, saa nær ved Overgangen fra et under højt trykkende Forhold besværligt Liv til et paa Nydelser og Glæder rigt Liv, hvorefter han saa inderligen higede, hvor saa mange Arme vare udstrakte imod ham. - Guds Villie skee! Han er nu samlet med sin forudgangne Fader og Broder!
