Artikel i Politikens Søndagsmagasinet 19.05.40:
Den dansk-franske balletdanser Laurent
Skrevet af Teaterhistorikeren, Skuespiller Robert Neiiendam
DET LYDER UTROLIGT, MEN Det er ikke desto mindre sandt, at vi har haft en danskfødt Danser i Paris, der var saa populær som .’Gissemand’ hos os ved sin Død. Det er længe siden, nu vel, men alligevel ingen Skrøne. Han optraadte tilmed ikke paa Boulevardscenerne, men paa selve den store Opera, hvorfra al Verdens Danse-Kultur udgik. Og han havde Dansens Reformator I. G. Noverre til Lærer. Det var ham, der indførte den dramatiske Handling i Balletterne og hævede dem til en selvstændig Kunstart.
Hofballetmesteren i det ældsteTeater
Vor Landsmand hed Pierre Jean Laurent. Hans Forældre var franske, men han kom til Verden i København, og han talte og skrev vort Sprog som en Indfødt. Faderen, der kaldtes Laurent pére, var Hofballetmester og Det kgl. Teaters første Danselærer, endnu medens Ludvig Holberg levede. Han var en elegant franskmand med store sorte Øjne som det fremgaar af hans ikke før gengivne Portræt. Han blev indkaldt 1752 .fra Pariseroperaer, og fik den efter Datidens Betragtning meget ansvarsfulde Opgave at give Kronprinsen, den senere 'Kong Christian VII', lektioner, og da han havde dimitteret sin fornemste Elev, hvis Færdighed i Dansekunsten alle beundrede, udnævntes han til virkelig Kanceliraad. Han forstod den Kunst at blive her i Landet under skiftende Forhold og kunde efter 32 Aars Tjeneste skrive til Kongen: ’Jeg har uddannet alle Elever ved Teatret af begge Køn, der nu er til Pryd for Hoffet og Byen. Før mig var den gode Dans slet ikke eller lidet kendt her; det er mig, der har bibragt Danskerne Smagen derfor’. Disse Ord rummede ingen Overdrivelse; Laurent pére betød for Aristokratiet, hvad siden Valdemar Price og Hans Beck var for Borgerskabet. Ved sin Afsked beholdt han Gagen, ca. 10,000 Kr. i vore Dages Pengeværdi, i Pension og rejste tilbage til Paris, hvor han tilbragte et langt Otium med mange minder fra det danske Hof i Frederik Vs, Christian VII's og Begyndelsen at Frederik VI's tid
Naar Danske kom til Frankrigs Hovedstad, blev de venligt modtaget i hans gæstfri Hus, og han havde den Glæde at opleve Sønnens Fremgang i franske Omgivelser. Ganske vist haabede han egentlig, at Laurent fils skulde blive i København og fortsætte hans Virksomhed; i hvert Fald skaffede han ham, da Drengen kun var elleve Aar, employ som succederende Hofdansemester, men Pierre Jeans Ærgerrighed var ikke tilfredsstillet ved at avancere fra Page til Danselærer. Han vilde ud i Verden og prøve, hvad han duede til. Efter Statsminister Struensees Fald blev Chancerne i København forringet; Hoffet fik en mere borgerlig Karakter, hvor Dans og Balletoptog ikke indtog en saa dominerende Plads som før.
Trods sin Ungdom havde Pierre Jean deltaget i Struense Perioden paa nærmeste Hold; han glemte aldrig, hvorledes han en Nat under et Bal paa Christiansborg dødtræt var slumret ind i en højrygget Lænestol i et mørkt Gemak ved Siden af Riddersalen. Pludselig sprang Døren op, og han vågnede ved, at et elegant Par trådte ind i heftig Bevægelse og fortsatte et Skænderi uden at opdage Drengens Nærværelse. Opgøret endte med, at Damen vendte sig stolt for at gå tilbage til Balsalen, medens Herren løftede Benet til Spark efter hende og ilede ud den modsatte vej. Parret var Dronning Caroline Mathilde og Grev Struensee. En Situation for en Historiemaler!
Ved Operaen i Paris blev Pierre Jean Groteskdanser. Han var lille af Vækst og hjulbenet, og hans Evne til at springe var fænomenal. Han virkede livlig og godmodig, var noget for sig selv, en morsom Mand med hastige Bevægelser og megen Præcision.
Balletmester Noverre forstod at udnytte hans Ejendommelighed, der intet havde med den sædvanlige Skøndans at gøre, men med Kendskab til Franskmænds Interesse for det arktiske og fjerne Komponerede han en laplandsk Dans for den lille, muntre Mand, hvori han kunde trille, hoppe og springe, være naiv og besynderlig som et Stykke Stenbilledkomik. Denne Dans skabte Laurents Berømmelse i Frankrigs Hovedstad, og fra den Aften var hans nom de guerre ’le petit Lapon’ I en halv Snes Aar lige før den skelsættende Revolution, da Ludvig XVI og Marie-Antoinette regerede i Overflod, var Danskeren med det franske Navn Operaens første komiske Solodanser. Han virkede paa Scenen som et muntert Hjul, hvad enten han agerede Djævel, Neger, Kineser eller Træskobonde. ’Han er den første i sit Fag,’ skrev en dansk Rejsende, kgl. Skuespiller Preisler, der saa ham i en ’fùrieux Pas de trois’; han kaldte ham ’uforbederlig’ og beundrede hans Mimik i det Pudsige Udtryk: ’Han mimerte herlig’. Intet Under, at Laurent siden i Livet, da mangt et Blad havde vendt sig, stolt kaldte sig ’Un éléve danois du cèlébre Noverre’.
Men saa kom Revolutionen og fejede bort, hvad Menneskene før havde beundret. Med sin unge Kone en Borgerdatter fra Normandiet, flygtede han til Marseille, ved hvis Teater han blev Balletmester. Tilstandene i Havnebyen var ingen Idyl. men en Sydende Gryde, og mangen en Morgen, naar Laurent aabnede sit Vindue. saa han Lygtepælen udenfor forvandlet til en Galge. Han søgte at følge med i sin Kunst og komponerede Balletter, som var Fostre af Rædselsperiodens Stemninger, deriblandt ’La tentation de Saint-Antoine’, Forbilledet for mange Djævleballetter, som i de følgende Aar oversvømmede europæiske Scener og ogsaa naaede Teatret paa Kongens Nytorv. Naar Forholdene i Byen blev helt uudholdelige, søgte Laurent med sin unge Kone ud til et eller andet dansk Skib paa Marseilles Red, nvor han følte sig beskyttet af Dannebrog. Han opgav aldrig sin danske Nationalitet.
Det var Digteren Jens Baggesen, som fik ham tilbage til København efter 23 Aars Udlændighed. Laurent var da i Danserens ’farlige’ Alder. han havde passeret de fyrre. Her paa Bjerget regerede Balletmester Galeotti egenmægtigt, og han skulde have sig Konkurrence frabedt. Laurent fik Betegnelsen Hofdansemester, som jo betød Opfyldelsen af et gammelt Løfte til Faderen, men stort mere end en Titel var Embedet ikke, og det blev navnlig paa Augustenborg, at han kom til at give Lektioner for de hertugelige Børn. Desuden var han Lærer for Skuespil-Eleverne og privat Dansemester, men paa Teatret stod han i Skygge af Galeotti, skønt han var ham overlegen af Aand og Dannelse.
Nogle Balletter fik han opført, hvortil han selv skrev Musik - han var ogsaa en fin Kammerviolinist, men det gik, som August Bournonville siden skrev, ’den erfarne Taktiker Galeotti løb som sædvanlig af med Sejren’, hvilket med andre Ord vil sige, at Balletmesteren var mere snedig og forstod at holde Laurent nede. I nogle efterladte Optegnelser var han godmodig nok til at udskære de Sider, på hvilke han sagde Galeotti Sandheden. Ud fra hans menneskevenlige sind betød det intet for Laurent, hvem der fik det sidste Ord. Livet forekom ham rigt alligevel, og han havde mange strålende Minder; han vilde ikke bidrage til dets Strid, men foretrak at overvinde alle Vanskeligheder med Latter. Han var et hjælpsomt Menneske, der gerne glædede andre, ogsaa ud over sin Evne, og var derfor afholdt af alle.
Hans usædvanlige Liv sluttede i 1831. da han var 73 Aar gammel. Ude paa Gimlinge Kirkegaard ved Slagelse ligger han begravet og hans Søn, Harald Laurent, der var Stedets Sognepræst satte disse Ord af Grundtvig Paa hans Grav: Den der smile kan, ad Døden, ham har Himlen smilet til’.
For et Par Aar Siden udkom et stateligt Værk ’Danske i Paris’, der fortalte om Landsmænds Liv dernede Det må beklages, at Pierre Jean Laurents Navn end ikke var nævnt; han havde som dansk vundet Popularitet i Paris, og han var en vittig, lunerig og ejendommelig Mand, en morsom Blanding af fransk Bon Sens og dansk Gemytlighed, vel værd at mindes fremfor mange andre, hvis Ophold i Seinestaden ikke var nær saa betydningsfuldt. Hans Efterslægt lever endnu, og den takker jeg for Udlaanet af de Portrætter, hvormed jeg har ledsage denne Artikel.
Robert Neiiendam
